Musa al-Gharbi, lektor ved Stony Brook University og klummeskribent for The Guardian, har skrevet en fremragende bog, hvor han kritiserer kultureliten og andre vidensarbejdere for på overfladen at gå ekstremt meget op i social retfærdighed, mens de i virkeligheden blot plejer egne private interesser. Bogen udstiller på fornem vis wokeismens offerkultur, selvgodhed og privilegieblinde sproghygiejne, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
Musa al-Gharbi er sort amerikansk muslim. I bogen ’We Have Never Been Woke’ retter han et hårdt angreb mod symbolske kapitalister, forstået som kultureliten og andre vidensarbejdere. De foregiver at være meget optaget af social retfærdighed, med et særligt fokus på kvinder, etniske minoriteter og LBGTQ-personer.
Men det er sørme ikke alle kvinder, der interesserer dem. Rengøringsassistentens vilkår bekymrer de sig ikke om. Tværtimod hyrer de gerne kvinder til at gøre rent i deres hjem – til en timeløn langt under, hvad de selv vil stå model til. Og de kvinder, der sørger for, at symbolske kapitalister hver morgen kan møde ind til et rengjort kontor, skænkes heller ikke mange tanker.
Symbolske kapitalister har heller ikke noget problem med at lade etniske minoriteter leverer mad, pakker og dagligvarer til en ussel løn. I det hele taget er symbolske kapitalister enormt rummelige i forhold til, hvem der servicerer dem. Køn og hudfarve spiller ingen rolle – så længe prisen er i bund, og tjeneren, gartneren og trappevaskeren ikke strejfer for meget rundt i velhaverkvarteret, når arbejdsdagen er omme.
Ifølge symbolske kapitalister handler social retfærdighed slet ikke om at forbedre levevilkårene for de dårligst stillede. Andre ting er langt vigtigere, eksempelvis at skoler ikke er opkaldt efter ”forkerte” historiske skikkelser.
Men som al-Gharbi noterer: “Parents of ethnic and racial minority students who attend these schools would identify many concerns that are more salient with respect to their kids’ lives and education than the name on the building. Yet, rather than addressing those concerns, or even bothering to find out what those concerns are, mainstream symbolic capitalists focus on securing symbolic victories.”
I stedet for at gå op i løn og arbejdsforhold, går symbolske kapitalister op i køn, etnicitet og seksuelle præferencer. Alle sorte kvinder er i samme båd, ingen væsentlig forskel på Beyoncé og den enlige mor, der lever fra paycheck to paycheck – begge tilhører en marginaliseret gruppe.
Dette verdenssyn er enormt belejligt. For det betyder, at mange symbolske kapitalister kan nyde deres privilegerede liv, samtidig med at de kan betragte sig selv som værende i samme båd som reelt marginaliserede individer. Ræssonementer lyder: Jeg er alle kvinder, alle kvinder er mig – at jeg tjener fire gange så meget på mit konsulentjob som stuepigen spiller ingen rolle.
Al-Gharbi bemærker: ”It does little to serve the interests of nonelites minorities to collapse these experiences together (if anything, it trivializes the struggles of the genuinely disadvantaged). This conflation is, instead, carried out nearly exclusively by elites, for their own benefit, often it helps them seem less “elite” than they actually are.”
En del symbolske kapitalister er dog så uheldige, at de tilhører gruppen af heteroseksuelle hvide mænd, uden en diagnose – sidstnævnte giver også et løft i offer-hierarkiet. Deltagelse i kulturkampe kan imidlertid give hvide symbolske kapitalister offerstatus via stedfortræder.
“Progressive whites are keen to broadcast their status as “allies” and tell stories about how their unyielding commitments to social justice put them at odds with “other” whites. Insofar as they manage to alienate themselves from white peers (or even family members) on the basis of social justice advocacy, they often portray themselves as being “in the same boat” as minorities.”
Al-Gharbi har skrevet en fremragende bog, hvor han gennemgår fire opvågningsbølger over de seneste 100 år, som alle er kendetegnet ved ikke at have medført væsentlige fremskridt for de reelt udsatte. Han påviser, at de forskellige afarter af wokeismen hovedsageligt har været drevet af eliten, for eliten. At kampagner for at sterilisere sproget er privilegieblindt, gange syv – det hjælper ikke en hjemløs at blive omtalt som en person uden bolig.
En krølle: Jeg noterede i toppen af denne anmeldelse, at Musa al-Gharbi er sort amerikansk muslim. Oplysningerne var rettet mod de (forhåbentlig meget få) læsere, der har den uvane at tillægge afsenders hudfarve, køn mm. betydning, når de skal vurdere ræsonnementer og synspunkter.
Claus Strue Frederiksen
