Det er ikke per definition forkert at tage fejl. At lære at fejle på den rigtige måde kan lære os at trives. Det er undertitlen på en spændende bog ”Right Kind of Wrong” skrevet af professor Amy Edmondson fra Harvard University. Fejltagelser kan være forudsætningen for, at vi gør det rigtige. Ligesom når forskere laver talrige forsøg og prøver ideer af – indtil der er et gennembrud. Journalist Hugo Gaarden anmelder bogen.
Forfatteren skriver i indledningen, at de fleste ikke bryder sig om at lave fejl. Hvis det sker, fejer man det ofte ind under gulvtæppet. Men så lærer man ikke af fejlene. Så bruger man ikke den nødvendige tid på at analysere, hvad der gik galt. Det værste er, at hvis vi kun fokuserer på at finde årsagen til fejl hos andre eller i omgivelserne. Dermed får vi ikke den lærdom og viden, som en gennemgang af vores egne fejl giver.
Amy Edmondsons studie af fejltagelser begyndte for 20 år siden, hvor hun ville undersøge, hvorfor der var stor forskel på kvaliteten af teamwork på to hospitaler. Hun troede, at det bedste teamwork ville føre til færre medicinske fejltagelser. Men det stik modsatte var tilfældet.
Det hold, der ifølge en gængs opfattelse fungerede bedst, lavede de fleste fejltagelser. Det lærte hende, at fejltagelser kan være en fordel, og det gav hende mod på at gøre dette til kernen i sit akademiske liv.
Hun krydrer også bogen med nogle kendte citater, der tit siger mere end 100 siders bogtekst. F.eks. Winston Churchill: ”Succes er at snuble fra fejltagelse til fejltagelse uden at miste entusiasmen”. Robert F. Kennedy: ”Kun de, der tør tage gruelig galt, kan opnå storslåede resultater”.
Og Thomas A. Edison (den elektriske pæres opfinder): ”Jeg har ikke lavet fejl. Jeg har bare fundet 10.000 måder, der ikke fungerer”. Edison-citatet er netop kernen i det at betragte fejltagelser som en lære- og udviklingsproces. Fejl kan ganske enkelt være nødvendige for at komme videre og se et problem fra nye sider.
Edmondson taler om ”elite fejltagelsesudøvere”. Hun har talt med talrige mennesker om psykologi og organisationsbehavior, og hun har opsamlet store mængde data fra talrige undersøgelser. Hun skelner skarpt mellem tåbelige fejltagelser og lærerige fejl, og det fører hende til kernen:
Det rigtige forkerte – hvis man ellers kan kalde right kind of wrong det.
Derfor beskriver hun også nogle virksomheder, der hylder fejltagelser, netop fordi ledelsen og medarbejderne skelner mellem dumme og kloge fejltagelser, som når bankfolk siger, at man ikke skal smide dårlige penge efter gode, eller når de skelner mellem ærlige og ærgerlige tab.
Nogle tab og fejltagelse er nødvendige byggesten i en udviklings- og forskningsproces.
Medicinalvirksomheden Eli Lilly begyndte i 90’erne at holde ”fejltagelsesparties”, hvor målet var at værdsætte de gennemtænkte risici, der er nødvendige for at skabe forskningsmæssige fremskridt, og som fører til fejl. Fejltagelse skal altså ikke nødvendigvis kritiseres.
Men fejltagelserne skal dog begrænses, og netop ved åbent at fortælle om dem og ved at hylde de, der tør lave fejl, bliver årsagen til fejlene udbredt til f.eks. en hel forskningsafdeling, så alle lærer om det, og så ”synderen” med sindsro kan fortælle om fejlene.
I mange firmaer kan der mærkes en hel befrielse, når der indføres den ånd, at fejltagelse ikke skal skjules, men tales om og værdsættes. Ved at tale om det, opdager man også de sårbarheder, der er i enhver virksomhed. Derved undgår man, at nogle succeser kan ende katastrofalt.
Sagen er den, at alt forskningsarbejde normalt sker i små pilotprojekter. Hvis de bliver en succes, kan det få ledelsen til at lancere produktet med det samme uden at få produktet testet i det fulde markedsmiljø overfor konkurrenter. De fejl, der opdages ”i marken”, bliver ikke altid synlige i en testperiode. Derfor bliver nogle produkter skabt på basis af en succes – og ender som en fejltagelse.
Det betyder, at man virkelig skal gøre sit hjemmearbejde for at forberede sig på en proces, hvor der kan laves mange fejl. Det gælder i allerhøjeste grad for iværksættere, der ofte ikke har tålmodighed eller penge til at forberede en virksomhedsstart eller et nyt produkt.
Men det kan også ramme store selskaber som Boeing, der med sit MAX-fly skøjtede hen over den tidkrævende testproces og ikke ville erkende fejl, fordi man troede, man vidste det hele – med katastrofale følger.
Right Kind of Wrong, Amy Edmondson, Penguin House, 350 sider, 18,48 pund.
Hugo Gaarden
