To skrappe kvindelige økonomer og eksperter i innovativ tænkning i den offentlige sektor kommer med en lammende kritik af konsulentbranchen i bogen ”The Big Con”. Mariana Mazzucato og Rosie Collington fra University College London mener, at de store rådgivere, som f.eks. McKinsey, Boston Consulting, Deloitte og KPMG, generelt laver et dårligt stykke arbejde for både den offentlige sektor og private virksomheder. De skaber ikke merværdi, der står mål med rådgivernes enorme honorarer.
Nok bliver de store konsulenthuse kritiseret. Men budskabet er ikke, at den eksterne rådgivning er fuldstændig spildt. I mange tilfælde er rådgivningen faktisk helt nødvendig. Hovedproblemet er, at ved at anvende rådgivere udefra, mister kunderne i erhvervslivet mulighederne for selv at opbygge de nødvendige kompetencer til at løse de ”store” udviklingsprojekter og problemkomplekser.
I den letlæselige bog mærker man tydeligt, at den internationalt kendte foredragsholder og debattør professor Mazzucato er pennefører. Bogen er blevet særdeles vel modtaget verden over. Der mærkes en lettelse over, at der endelig er nogle, der ryster konsulenterne, der ellers altid fremhæves som dem, der kan løse de tungeste og største problemer. Men det er en myte, fremgår det af bogen. Et hovedkritikpunkt er, at mange virksomheder og regeringer er holdt op med at investere i deres egen kompetenceopbygning, fordi de ikke tør løbe risikoen med selv at stå for store transformationsprojekter. Mislykkes det, kan ledelsen altid skyde skylden på konsulenterne. Ledelserne gemmer sig altså bag ved konsulenterne, som typisk får de store og langsigtede udviklingsprojekter.
Kortsigtede ledelser
Paradoksalt nok betyder det, at virksomhedernes egne ledelser bliver mere og mere kortsigtede, og det overskygger behovene for investeringer i grundlæggende forandringer. Den udvikling udnytter og stimulerer konsulenterne, vurderer forfatterne. De skønner, at konsulentsektoren på globalt plan har en omsætning på mellem 700 og 1000 milliarder dollar. Det er dobbelt så meget som Danmarks BNP.
Forfatterne omtaler konsulenterne som Big Con. Ikke for direkte at sammenligne dem med gangstere eller betegne rådgiverne som kriminelle.
Men de anvender et trick, som mange forbrydere gør: De skaber tillid hos kunderne ved at løse opgaver, som ser troværdige ud, og som umiddelbart hjælper kunderne. Men ofte overgår deres honorarer langt den værdi, de skaber.
Konsulenterne bruger enorme beløb på at skabe tillid, og det sker også i kraft af deres eget netværk. De skaber en aura af troværdighed, som der ikke er hold i. Resultaterne står ikke mål med indsatsen. De trives i kraft af dysfunktionelle forhold i samfundet og erhvervslivet, og de holder det ikke-fungerende i de organisationer, de arbejder for, ved lige gennem deres rådgivning. Punktum. Så kritikken er ganske hård. Men forfatterne har også et stærkt argument: Konsulentaktivitet er produktiv, når den kommer fra sidelinjen, vel at mærke fra folk, der ved noget om en sag. Men det går galt, når rådgiverne bider sig fast i en institution og en virksomhed og bevæger sig i kernen og bliver en del af ”maskinen”.
Ofte får de aldrig løst problemerne ”rigtigt”, for det gør dem bare arbejdsløse. Det svarer til en psykolog, der ikke hjælper patienten med hurtigt at komme på benene, for så standser honorarerne. De kritiserer også konsulenterne for at hoppe på enhver ny bølge i samfundet og erhvervslivet, f.eks. ESG og klimakrisen. Skulle samfundet og virksomhederne ikke selv kunne håndtere disse udfordringer? Jo, men konsulenterne er gode til at skabe et nyt marked ved at påpege nogle problemer, som de mener, kun konsulenterne kan løse. En whistleblower, Tariq Fancy, der har været tidligere leder i BlackRock, har f.eks. påstået, at pengetanken har brugt ESG-værktøjer i en ”farlig distrahering” fra de egentlige problemer.
Konsulentbranchen anvendes ofte som en kontrolforanstaltning på borgernes eller aktionærernes vegne. Men der er ikke opsyn med branchen selv, og dermed underminerer den virksomheder og demokratiet. Egne processer i stater og virksomheder sættes ud af kraft, fordi de egentlige ledere skubber ansvaret fra sig. Institutioner og virksomheder undlader at investere tilstrækkeligt i innovation og forandring, og undlader at tage ansvaret for nødvendige beslutninger. Big Con bringer os alle i fare, skriver de, men det skyldes, at de egentlige ledere ikke tør lede. De har gjort sig afhængige.
Hugo Gaarden
