Boganmeldelse: Ifølge den amerikanske filosof Susan Neiman er woke-bevægelsen hverken progressiv eller retfærdighedssøgende, men snarere reaktionær og tribalistisk: Det teoretiske grundlag er jammerligt og har i visse tilfælde nazistiske rødder. I sin korte bog ’Left Is Not Woke’ udstiller Neiman på fornem vis woke-bevægelsens ledestjerner som en samling argumentløse charlataner, der ikke kan skelne magt fra ret, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen.
I bogen ’Left Is Not Woke’ langer den amerikanske filosof Susan Neiman ud efter woke-bevægelsen og dens forsimplede menneskesyn, der reducerer individer til to udvalgte identitetsmarkører – køn og etnicitet. I stedet for at bakke op om universelle rettigheder, der tildeles uanset køn, seksualitet og hudfarve, kæmper woke-aktivisterne for at lade stammetilhørsforhold afgøre menneskers værdi og ret til at blive hørt. Det smager af tribalisme, racerenhed og gamle dage. Woke-aktivisternes ledestjerner står da også for det stik modsatte af, hvad venstreliberale og progressive bevægelser traditionelt kæmper for. Et eksempel på en ledestjerne er den tyske juraprofessor og politiske teoretiker, Carl Schmitt, der ikke blot var et loyalt medlem af nazistpartiet under krigen, men som efterfølgende nægtede at tage klart afstand fra nazisternes ideologi og overgreb. Selvom woke-aktivisterne hævder at være antiracister, omfavner de Schmitts foragt for universalisme og lige rettigheder.
Da det ikke er ægte anti-racisme, – hvor ingen bortdømmes på grund af hudfarve – woke-aktivisterne kæmper for, har de ikke noget problem med at følge i Schmitts fodspor og fnyse af universalisme. Stolt inddeler de mennesker efter køn og oprindelse, og lader forstå, at har man den forkerte hudfarve (hvid), så er der ting, man ikke må sige og gøre.
Inspireret af den franske idehistoriker Michel Foucault formår woke-bevægelsen ikke at skelne magt fra ret – det er ellers ret simpelt: At en diktator har magt til at slagte politiske modstandere giver ikke ret hertil. Men ifølge Foucault giver det ikke mening at tale om retfærdighed – alt handler om magt. Og det har woke-aktivisterne taget til sig. Det gælder om at udpege skjulte magtstrukturer, men aldrig pege på løsninger, i hvert fald ikke på rigtige problemer. Og hvorfor skulle man da også forsøge at løse noget?
Ifølge Foucault er fremskridt en illusion. Hvad der umiddelbart ligner fremskridt, er blot mere sofistikerede former for undertrykkelse. Som Neiman bemærker, har særligt de grupper, som woke-aktivisterne hævder at kæmpe for, tilkæmpet sig langt bedre forhold. Vi er ikke i mål, men er dog kommet et stykke. For ikke så forfærdelig længe siden risikerede homoseksuelle at få tæsk af politiet – i dag kan de blive gift. Og selvom der stadig findes racisme, er vi milevidt fra dengang, sorte blev solgt som slaver.
Neimans bog er et forfriskende opgør med woke-bevægelsen og nogle af de tænkere, der fungerer som bevægelsens intellektuelle ledestjerner. Som læser kan man dog godt savne konkrete eksempler på woke-aktivister i aktion. Caroline Fourests bog ’Generation Krænket’ er spækket med eksempler på bizar og urimelig woke-adfærd. Eksempelvis forlangte en nyansat rektor på et amerikansk universitet, at underviserne skulle præsentere deres ”race” og foran alle erkende og undskylde deres privilegier. Ved en anden lejlighed blev den hvide del af lærerstaben bedt om at afsværge deres hvidhed. Universitet gik endog så vidt at invitere selveste Robin DiAngelo til at komme og levere sit dehumaniserende budskab: Alle hvide er racister! På det prestigefyldte Yale blev to undervisere afskediget, fordi de satte spørgsmålstegn ved universitetets retningslinjer for ikke-krænkende udklædning til Halloween. Lærerne mente, at de studerende godt selv kunne finde ud af det.
Teaterstykker bliver aflyst, fordi instruktøren eller skuespillerne har den ”forkerte” hudfarve, og kunstværker forlanges fjernet på grund af kunstnerens etnicitet. Fourest konkluderer: ”Her taler vi ikke om nazisternes ” Entartete Kunst”, men om censur af kunsten i genetikkens navn. En racistisk censur. Der gives ikke andre ord for at ville forbyde et værk på grund af kunstnerens hudfarve.”
Vreden har blandt andet ramt Scarlett Johansson, der endte med at trække sig fra rollen som Dante Hill, en transkønnet alfons. Ifølge ngo’en Transgender Europe var det ligefrem transfobisk at tilbyde Johansson rollen – skuespillere skal ikke spille noget, de ikke er, må vi forstå. Da poppens dronning Madonna blev anklaget for kulturel appropriation, fordi hun havde flettet sit hår på en måde, som woke-aktivister mener er forbeholdt sorte, svarerede hun: Oh, they can kiss my ass”.
Der er brug for, at flere følger Madonnas eksempel.
Claus Strue Frederiksen
