Boganmeldelse: Coleman Hughes, politisk analytiker ved CNN og skribent ved flere prominente amerikanske medier, har skrevet en fremragende bog, hvor han udstiller den antiracistiske bevægelses hykleri. Bogen gør op med en række antiracistiske myter, herunder myten om sort svaghed og myten om, at positiv særbehandling er et godt instrument til at rette op på tidligere tiders uretfærdigheder, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen.
I bogen ’The End of Race Politics – Arguments for a Colorblind America’ retter Coleman Hughes et hårdt angreb mod den moderne antiracistiske bevægelse.
Den politiske analytiker er fortaler for en farveblind politik, hvor mennesker ikke behandles forskelligt på grund af deres hudfarve. Han understreger, at støtte til farveblinde principper ikke implicerer benægtelse af, at vi ser farve – for det gør vi. Det handler om, at vores institutioner ikke skal tildele særlige privilegier til mennesker med en bestemt hudfarve.
Derved lægger Hughes sig ud med den moderne antiracistiske bevægelse, der kæmper for særrettigheder og pådutter mennesker bestemte karaktertræk alene på grund af deres hudfarve.
Racistiske stereotyper
Selvom moderne antiracister i egen optik bekæmper racisme, deler de ifølge Hughes så mange tankemønstre med klassiske racister, at de ikke bør klassificeres som antiracister men derimod som neoracister. Som Hughes påpeger, gør den moderne antiracistiske bevægelses ledestjerner, herunder Robin DiAngelo, flittigt brug af racistiske stereotyper, når de omtaler hvide mennesker.
I bestselleren ’Hvid Skrøbelighed’ karakteriserer Di-Angelo hvide som skadefro racister, der glæder sig over sortes smerte: ”Hvides retfærdighedsfølelse ses tydeligt, når afrikanske amerikanere påføres smerte, den ses i den triumferende glæde, som det hvide kollektiv opnår gennem blackfacing og ved fremstillinger af sorte som aber og gorillaer. (…) For at sige det ligeud tror jeg, at det hvide kollektiv i bund og grund hader sorthed.”
Hughes gør op med en række antiracistiske myter, herunder bl.a. myten om sort svaghed. Myten spiller en central rolle i den antiracistiske bevægelses største svindelnummer: Omskrivningen af racismebegrebet.
Traditionelt er racisme kendetegnet ved at tildele mennesker negative karaktertræk på grund af deres hudfarve eller etniske oprindelse. Definitionen indebærer, at man er racist, hvis man f.eks. kalder hvide mennesker for svin eller menneskeligt affald. Men da den moderne antiracistiske bevægelse bruger meget energi på at stemple hvide som dårlige mennesker, har den opfundet et alternativt racismebegreb, hvor det at betegne hvide som menneskeligt affald ikke længere er racistisk.
Ekstremt problematisk
Kort fortalt: Racisme er fordomme plus magt. Oveni lægges en empirisk påstand: Hvide har magt, sorte og farvede er magtesløse. Derfor: Hvide kan være – og er ofte – racister, men kan ikke være ofre for racisme. Sorte og farvede er derimod ofte ofre for racisme, men kan ikke udøve racisme mod hvide.
Men som Coleman Hughes påpeger, er det ekstremt problematisk at knytte magt – der er karakteriseret ved at kunne få andre til at gøre noget, som de ellers ikke ville have gjort – til individer p.g.a. deres hudfarve.
Der findes jo masser af hvide mennesker uden magt til at trumfe deres meninger og præferencer igennem. Omvendt findes der mange magtfulde sorte og farvede mennesker. Var Barack Obama en magtesløs stakkel i sine otte år som præsident? Eller hvad med Eric Leroy Adams, borgmester i New York?
Hughes får støtte fra uventet kant. Ibram X. Kendi, der er en af den moderne antiracistiske bevægelses største stjerner, går i rette med sine kampfæller og afviser det alternative racismebegreb.
En af de andre antiracistiske myter, som Coleman Hughes gør op med, er myten om positiv særbehandling. Ifølge Hughes er positiv særbehandling på grund af hudfarve et dårligt instrument til at rette op på nuværende eller tidligere tiders uretfærdigheder. Problemet er, at den slags programmer har det med at gavne individer, der i forvejen er godt stillet.
Coleman Hughes har skrevet en kort og skarp bog, der udstiller den moderne antiracistiske bevægelses hykleri. Moderne antiracisme er racisme forklædt som godhed.
Claus Strue Frederiksen
Den fulde artikel kan læses på Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar her.
