Boganmeldelse: I årtier har amerikanske eliteuniversiteter lagt vægt på ansøgernes hudfarve og etniske oprindelse, når studiepladserne skulle fordeles. Den racebevidste optagelsesprocedure har skabt institutioner, der på overfladen (læs: hudfarve) ligner den amerikanske befolkning, men som langt fra afspejlede den. Eliteuniversiteterne er nemlig stort set renset for studerende fra lavindkomstgrupper. Richard Kahlenberg, forskningsleder ved Progressive Policy Institute, udstiller i sin nye bog ’Class Matters’ Harvard og andre eliteuniversiteters enøjede syn på diversitet og inklusion, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
I juni 2023 påbød den amerikanske højesteret Harvard at holde op med at forskelsbehandle på baggrund af race i forbindelse med universitetets optagelsesproces. Derved forbød højesteret ikke blot en praksis, der var udbredt blandt amerikanske eliteuniversiteter, men også en racebaseret sorteringsmekanisme, som de prestigefyldte uddannelsesinstitutioner havde kæmpet indædt for i årtier.
Richard Kahlenberg, forskningsleder ved Progressive Policy Institute og underviser ved George Washington University, spillede en central rolle i sagen. Kahlenberg var indkaldt som ekspertvidne af foreningen Students for Fair Admission, som havde sagsøgt Harvard for uretmæssig forskelsbehandling.
Ifølge Kahlenbergs forskning behøver universiteter ikke at forskelsbehandle på baggrund af race og etnisk oprindelse for at opnå en mangfoldig elevsammensætning, der inkluderer ikke-hvide minoriteter.
Hvis universiteter lægger vægt på socialklasse og reserverer pladser til studerende fra mindrebemidlede hjem, vil det bidrage til en mangfoldig elevsammensætning – både i forhold til etnisk og økonomisk baggrund. Hvordan kan det være? Jo, sorte og latinoer er stærkt overrepræsenteret blandt borgere uden formue og lav indtægt.
Bogen er spækket med dokumentation. Særlig interessant er data fra universiteter beliggende i stater med forbud mod forskelsbehandling på grund af race. Det gælder f.eks. Californien, der efter en folkeafstemning i 1996 forbød uddannelsesinstitutioner at lægge vægt på race og etnicitet i optagelsesprocessen.
Forbuddet fik UCLA og UC Berkeley til at lægge mere vægt på ansøgernes socioøkonomisk baggrund. Resultat: Både den socioøkonomiske og den etniske diversitet er for begge universiteter højere end inden, forbuddet mod forskelsbehandling pga. hudfarve trådte i kraft.
Ifølge Kahlenberg er der flere gevinster ved at lægge vægt på klassebaggrund frem for race i optagelsesprocessen. For det første vil elevsammensætningen i højere grad komme til at afspejle samfundet frem for blot at se ud som befolkningen på hud-overfladen – altså, reel diversitet.
For det andet er racebaseret optag voldsomt upopulært i befolkning – to tredjedele bakkede op om højesteretsdommen, herunder et flertal af sorte. Afskaffelse af racebeviste optagelsesprocedurer bringer således eliteuniversiteterne i overensstemmelse med befolkningsflertallet.
Fremragende bog
Desuden har forskelsbehandling pga. hudfarve ifølge Kahlenberg ført til splittelse i underklassen og drevet den hvide arbejderklasse i armene på republikanerne: ”Racial preferences encouraged white working-class voters to vote their race, not their class, which was exactly what conservatives wanted.”
Ved at forskelsbehandle på grund af hudfarve kunne Harvard og andre eliteuniversiteter opnå en raceblandet elevsammensætning, som de brugte til at promovere sig selv som inkluderende og mangfoldig.
Men i virkeligheden var der tale om diversitywashing – hvad der på overfladen så mangfoldigt og tolerant ud var ved nærmere eftersyn ekstremt ekskluderende og ensporet.
I en periode gik Harvard endog så langt som til at stemple ansøgere med asiatisk baggrund som mindre empatiske og lederegnede end ansøgere fra andre grupper.
Modsat andre minoritetsgrupper klarer amerikanere med asiatisk baggrund sig bedre end hvide på stort set alle væsentlige parametre, herunder uddannelse, velstand og levealder – og asiater er da også ”overrepræsenteret” på eliteuniversiteterne.
Selvom den fordomsfulde adfærd kom til offentlighedens kendskab, førte det ikke til ramaskrig og masseprotester. Ifølge den progressive venstrefløj er den slags woke-racisme tilsyneladende ikke så slem Richard Kahlenberg har skrevet en fremragende bog om amerikanske eliteuniversiteters mangeårige kamp for at kunne forskelsbehandle ansøgere på grund af hudfarve. En kamp, universiteterne endte med at tabe.
Heldigvis.
Claus Strue Frederiksen
