Et af de mest almindelige kritikpunkter mod medier er, at de drukner deres læsere, lyttere og seere i dagens nyheder, mens de glemmer de lange og principielle linjer. Det er også en berettiget kritik – men i denne uge ikke af Dagbladet Børsen, der har kørt en perlerække af interessante historier fra den principielle front.
Mandag handlede det om tvangsmæssige kontroller uden retskendelse af virksomheder. 13 nye hjemler til sådanne kontroller kom ind i lovgivningen i 2020, og der er nu vel over 300 af dem. Mediemæssigt er det en vanskelig sag at beskæftige sig med, fordi den enkelte lovhjemmel som regel er forholdsvis uskyldig. Det er det store billede, der er uhyggeligt.
Adgangen til at kontrollere virksomheder blev systematiseret med VK-regeringens såkaldte retssikkerhedslov fra 2004. Den indeholder udførlige bestemmelser for, hvordan og under hvilke omstændigheder en tvangsmæssig kontrol kan finde sted. Birthe Rønn Hornbeck fra Venstre, der havde en lang karriere i politiet bag sig, beskrev det sådan, at de hæderlige virksomheder nu fik den beskyttelse, som de kriminelle hele tiden havde haft gennem retsplejeloven. Det lød meget fint, men konsekvensen blev, at politikerne vedtog kontrolhjemler for alt mellem himmel og jord – og i øvrigt ofte, når de var ministre, glemte de restriktioner, de var blevet pålagt.
Nogle af disse ”forglemmelser” kan man argumentere for udgør grundlovsbrud. Men det penible er, at det hele i hvert fald i udgangspunktet netop er i overensstemmelse med grundloven. I Danmark har parlamentet meget store beføjelser, og Folketinget kan vedtage alle de kontrolhjemler, det vil. Prisen er bare, at vi som borgere mister den privatlivets fred, som grundlovens fædre prøvede at give os.
Så er det nemmere at forholde sig til minksagen. Her er der et konkret forløb, som man er ved at undersøge for, om det foregik i overensstemmelse med grundloven. Svaret vil enten være ja eller nej, og i det sidste tilfælde kan Mette Frederiksens karriere være slut.
Men som Børsen påpeger onsdag, er Mette Frederiksens bisidder i minksagen, advokat Lars Kjeldsen, samtidig forsvarer for den pt varetægtsfængslede tidligere FE-chef Lars Findsen. At sådan et sammenfald får lov at passere, er så dansk, at man instinktivt får lyst til at hæve Dannebrog i kolonihaven.
Lars Kjeldsen er givetvis et hæderligt menneske, men i begge sager er den offentlige opmærksomhed i høj grad rettet mod, om ledelsen i Statsministeriet er for magtfuldkommen. Hvis forsvarsadvokat Kjeldsen undervejs må konkludere, at det er tilfældet, vil han så sige det højt? Det vil i hvert fald ikke gøre livet nemmere for bisidder Kjeldsen.
Men det er ikke kun myndigheder og politikere, der kan geråde ud i moralske dilemmaer. Det samme gælder store virksomheder. Mange af dem har store aktiviteter i Kina, og chefredaktør Niels Lunde havde onsdag spurgt Novo Nordisk, Kirkbi, A.P Møller – Mærsk, Carlsberg og Danfoss om, hvordan de f.eks. forholder sig til den brutale undertrykkelse af Kinas muslimske minoritet. Retur kom nogle rent generiske svar, som at virksomhederne naturligvis overholder gældende lovgivning.
Det er nemt at forstå virksomhedernes reaktion. De kan ikke rigtigt stille noget op alligevel, og hvis de kritiserer de kinesiske myndigheder, vil det med stor sandsynlighed udløse dyre repressalier. Men i en tid med stor fokus på CSR og samfundsansvar er der en modsætning i, at man ikke kan forholde sig til grove overtrædelser af menneskerettighederne på et stort marked.
Det er et fænomen, der fortjener mere opmærksomhed. Det er nemt at sanktionere vinter-OL i Beijing, eller senere på året fodbold-VM i Qatar. Men det er i sidste ende bare symbolske handlinger. Hele den vestlige verden må finde sine ben at stå på, så vi støtter menneskerettigheder, men uden at afbryde forbindelserne til andre lande. Det er en afvejning, som var en selvfølge under den kolde krig, og som nu skal føres up to date.
Måske er det et tilfælde, at Børsen over en enkelt januar-uge bringer tre meget principielle historier. Men vi giver bifald og håber, at avisen holder næsen i sporet. Og samtidig sender vi anerkendelse til DR, der har taget fat i den omfattende overvågning af vores telekommunikation.
Også den historie bringer mindelser om den kolde krig. Stasis overvågning af DDR’s borgere er legendarisk, og den var ekstremt ubehagelig i sin udførelse i og med, at man aldrig vidste, hvem der var stikker. I dag kan det, i kraft af teknologien, foregå meget mere diskret. Men faktum er, at de danske myndigheder har langt flere oplysninger på lager om den gennemsnitlige dansker, end Stasi nogensinde havde om den gennemsnitlige DDR-borger.
Sten Thorup Kristensen
