Der er tre brugbare indikationer på, at en person ikke bærer coronasmitte med sig. Den ringeste er en nylig, negativ test. Den mellemste er en vaccine. Den bedste er naturlig immunitet efter overstået sygdom. Denne sidste gruppe er pt også den klart største og omfatter måske over en femtedel af befolkningen.
Alligevel udløser en positiv antistoftest ikke det meget omtalte coronapas – kun bliver man fritaget for test nogle få uger efter, at man er konstateret rask efter en positiv sætning.
TV2 nævner i en bisætning, at de fælles EU-regler for passet åbner mulighed for at lade antistoftest gælde. Men den danske regering har altså fravalgt den. Den anerkender kun de indikationer, den selv bestyrer, og intet medie kritiserer den for denne barokke tilstand, hvor man over de kommende måneder vil ulejlige immune borgere med den ene test efter den anden.
Men det ligger i forlængelse af en ændring i synet på coronavirussen, der umærkeligt har fundet sted over det seneste år. Tænk tilbage på den røde og den grønne kurve, som vi mange gange så på tv sidste forår. Naturvidenskabelige forskere blev nysgerrige og fandt linealerne frem. De beregnede, at arealet var lige stort under de to kurver, således altså at lige mange ville blive syge – under den grønne kurve bare ikke så hurtigt.
Det var altså antagelsen fra embedsværkets side, at vi kunne forsinke epidemien, men ikke afværge den. Nu, et år senere, er fortællingen, at det er regeringer – ikke bare i Danmark, men også i resten af verden – der tænder og slukker for smittespredningen, selv om intet i data tyder på, at de har magt til meget mere end det, de satte sig for i første omgang for et år siden: At forsinke smittespredningen.
Og medierne kører ukritisk med på den justerede fortælling. Et eksempel fra denne uge: Berlingske skrev om, hvordan Tyskland havde åbnet for tidligt, og derfor var nødsaget til en ny nedlukning i påsken. Da denne nedlukning blev aflyst igen, fordi man kom i tanke om, at den muligvis ville have den modsatte effekt af det tiltænkte, skrev Berlingske igen om sagen, men nu under en vinkel om, hvor pinligt det var for kansler Merkel, at hun måtte undskylde fejlen. Der var ingen eftertanke om det åbenlyse i forløbet – at man ikke bare lige stopper en virus, og at de foregående nedlukninger måske også langt hen ad vejen har været slag i luften.
Den falske fortælling kom også til udtryk den 11. marts, hvor mange medier fejrede etårsdagen for nedlukningen – DR f.eks. med en stor partilederdebat. Det var en pseudobegivenhed, for nogle af de væsentligste tiltag kom før det, og andre af dem kom senere – det var f.eks. også efter denne dag muligt at samles op til 100 mennesker til en fest. Se selv transkriptionerne fra pressemøderne i Statsministeriet. Men datoen den 11. marts 2020 passer smukt med, at kurven over indlagte knækkede tre uger senere.
Gennem alle tider har mennesker konkluderet, at begivenheder, der på godt og ondt ramte dem, måtte have forbindelse til egne handlinger. Derfor har man brændt hekse og brugt store ressourcer på at bygge katedraler. Længere tilbage har man smidt enorme formuer, og nogle mennesker også, i moser, for at påvirke gudernes handlinger. Det sidste er måske det mest sammenlignelige med, hvordan vi har grebet coronaen an.
Vores forfædre havde den undskyldning, at deres faktuelle viden om naturkræfterne var stærkt begrænset, og at de ikke havde nogen kritisk presse til at efterprøve postulater fra høvdinge og ypperstepræster. Ingen af disse undskyldninger kan vi dække os ind under i nutiden.
Europas FOMO-mangel
Bekymrer man sig for, om aktierne er kommet for højt op, må man umiddelbart bekymre sig mest for den amerikanske del af porteføljen. De amerikanske aktier bliver nemlig værdiansat højere i forhold til nøgletal, end europæiske aktier gør.
På den anden side kan det jo være, at det skyldes, at der er noget i vejen med Europa. Det mener Graham Strecker, Morgan Stanleys chefstrateg for det europæiske aktiemarked, er tilfældet, ifølge The Economist. Han mener, at Europa mangler noget FOMO – forkortelsen står for fear of missing out: Vi garderer os mod alskens risici, men vi er blinde for de muligheder, der kan opstå i morgen. I den forbindelse er f.eks. håndteringen af vaccinerne et spejl, vi kan kigge i.
Rettelse: I sidste uge skrev vi på denne plads, at Klaus Riskær Pedersen i 2000 solgte Cybercity for 500 mio. kr. De 200 heraf var dog en option, som aldrig blev udløst, så salgsprisen blev 300 mio. kr., og Cybercity var desuden fondsejet. Vi beklager fejlene.
Sten Thorup Kristensen
