Onsdag havde Esbjerg fint besøg, da statsledere fra Tyskland, Holland, Belgien og Danmark samt EU-kommissionsformanden underskrev en aftale om at udbygge havvindmøller i Nordsøen. Der bliver sigtet stort – vindmøller skal tilsammen levere strøm svarende til forbruget i 230 mio. husstande i EU.
Det koster naturligvis mange penge, og disse vil komme forbi kasserne i selskaber som Ørsted, CIP og Vattenfall. Netop disse tre selskaber har tilsyneladende haft gang i en presseoffensiv – i hvert fald udtrykte de allerede mandag ønske om, at de i mindre grad skal bedømmes på, hvor meget de kan betale til staten for rettigheder til at opføre vindmølleparker, og i højere grad på bløde parametre som biodiversitet, ”sameksistens mellem havvind og mennesker” og bæredygtighed i hele værdikæden.
Børsen lagde gult papir til offensiven, uden at distrahere kilderne med kritiske spørgsmål. Der var ellers nok af sådanne at stille.
Vi taler her om tre aktører, der har status som værende på de godes side i den grønne omstilling. De har åbenlyst vænnet sig til, at al denne godhed kan bruges til at få kroner i kassen. De siger uden omsvøb, at vægten på bløde parametre skal gøre dem mere konkurrencedygtige og give bedre indtjening.
Naturligvis skal miljø- og naturhensyn indgå i udbudsbetingelserne. Men det ændrer ikke på, at rettigheden til at bruge en del af havet til vindmøller er en ressource, som man skal betale for. At dem, som får denne regning, skal anstrenge sig for at nå et overskud, er ikke noget samfundsproblem. Det er tværtimod et tegn på sund konkurrence. Og når en industri, der over årene har været begunstiget på grund af dens aktiviteter, nu piver om bæredygtighed og sameksistens for at tjene nogle flere penge, er det decideret skamløst.
Det bliver sat på spidsen af CIP’s deltagelse i den kommunikative offensiv. Som vi har beskrevet her i Økonomisk Ugebrev, får partnerne bag CIP ekstremt høje lønninger. Det kan kun forsvares ud fra en markedsøkonomisk logik – hvis disse partnere virkelig er så meget dygtigere end alle andre, er det optimalt for samfundet at betale prisen for deres ydelser, uanset at det ser aparte ud.
Men i det omfang, deres position stammer fra, at de er gode til lobbyarbejde fremfor at besidde en særlig evne til at bygge vindmølleparker, er der intet forsvar for lønniveauet. Så er der kun tilbage, at man udnytter den grønne omstilling til egen vinding.
SKETE DER NOGET?
Når man som journalist taler med en direktør i et børsnoteret selskab, og han fortæller en nyhed, ved man, at den ikke kan være særligt vigtig. I givet fald skulle selskabet have oplyst om den til fondsbørsen først. Hvis direktøren decideret prøver at sælge en oplysning som noget stort og nyt, ved man, at man er i færd med at blive spændt for en markedsføringsvogn.
Under den nuværende regering er noget tilsvarende kommet til at gælde for oplysninger fra ministre. Under coronaen er der udviklet den prisværdige praksis, at når regeringen gør noget af større rækkevidde, bliver det præsenteret på et tv-dækket pressemøde. Er det meget vigtigt, foregår det i den bedste sendetid.
Således kan man spørge sig selv, hvordan man skal tolke det, når Jyllands-Posten mandag kunne bringe et eksklusivt interview med Mette Frederiksen og kommissionsformand Ursula von der Leyen om den på det tidspunkt forestående underskrivelse af Esbjerg-aftalen.
Som medie siger man naturligvis ja, når man bliver tilbudt en interviewmulighed med så magtfulde mennesker. Men hvor nyt og vigtigt var deres budskab – og Esbjerg-aftalen? Ingen kunne i forvejen være i tvivl om, at der skulle opføres havvindmølleparker i Nordsøen. Det bliver ikke større af, at man beregner et tal for, hvor mange husstande i EU disse vindmøller teoretisk kan forsyne. Så mon ikke ugens medie-halløj handler mere om, hvordan godterne fra den grønne omstilling konkret skal fordeles, end om hvad den består i.
Apropos, så er en af ugens oversete nyheder, at der var ringe efterspørgsel ved en auktion over grønne statsobligationer. Rentepræmien til køberne landede på sølle 1,5 basispoint, som Nykredit beskriver det i en pressemeddelelse. Dette selv om der kun er en teoretisk mer-risiko ved grønne statsobligationer i forhold til almindelige statsobligationer. Forløbet er en påmindelse om, at der langt fra er uanede midler til rådighed for den grønne omstilling.
Sten Thorup Kristensen
