Vores kolleger på Børsen har angiveligt snydt med den hjælpepakke, der blev stillet til rådighed for medierne for et års tid siden. Annonceindtægter er tidsmæssigt flyttet, så det statslige tilskud blev optimeret. Det må man naturligvis ikke. Men det er på ingen måde nogen stor sag. Det handler angiveligt om ca. 50.000 kr., som Børsen har fået for meget, og som virksomheden nu betaler tilbage, og det er ikke gjort for direkte personlig vinding – kun af kommercielle medarbejderes misforståede loyalitet over virksomheden.
Når sagen alligevel er blevet stor, er det fordi adm. direktør og chefredaktør Bjarne Corydon har valgt at gøre den stor. Han beskriver forløbet i sin avis, onsdag. Regner man på de tal, han oplyser, må den advokatundersøgelse, han har bestilt, have kostet på den (for advokatfirmaet) sjove side af 5 mio. kr. Hertil kommer udgifter til bl.a. bisiddere for 20 afhørte medarbejdere og fratrædelsesgodtgørelse til de fire, der nu er opsagt. Flere udgifter vil følge hos de myndigheder, som sagen nu er overdraget til, og som naturligvis må foretage sine egne undersøgelser.
Medier peger ofte anklagende mod andre, og så skal vi også tage konsekvensen, når vi selv begår fejl – herunder vise åbenhed og irettesætte, eventuelt sanktionere, de medarbejdere, der har været involveret. Men selv i det lys virker det som en voldsom overreaktion fra Corydons side. Og spørgsmålet er, om han som chef viser det samfundssind, han signalerer, eller om han tværtimod gør ondt værre og sætter et dårligt eksempel. Der er i hvert fald dybere perspektiver i sagen.
For det første er der den personalemæssige vinkel. Som man vil erindre, blev de menige medarbejdere i såvel den private som den offentlige sektor, der sidste forår påtog sig et ansvar for at få tingene til at glide, dengang hyldet. Med god grund, for uden dem var Danmark gået i stå. Men naturligvis er der faldet finker af panden her og der.
Det skal man reagere på. Men ud fra det beskrevne virker fyringerne på Børsen som en meget hård sanktion. Storsind og fleksibilitet bliver besvaret med intolerance og rethaveriskhed. Hvis det skal foregå på den måde, skal virksomheder ikke en anden gang forvente, at medarbejderne påtager sig et særligt ansvar i en særlig situation.
For det andet er der de enorme compliance-omkostninger. Som det ser ud nu, kommer udredningen af forseelserne til at koste minimum 20 gange så meget som værdien af forseelserne. Hvis enhver hændelig fejl, der er sket i pandemiens første og nervespændte måneder, skal efterforskes med samme grundighed, venter der forbrugere og skatteydere en regning, der får flere af de dyre hjælpepakker til at blegne – denne gang blot uden at nogen er mere lykkelige i den anden ende.
Og endelig, midt i al Corydons åbenhed, mangler han at give svar på ét oplagt spørgsmål. Den kommercielle direktør er blandt de fyrede – ikke fordi han selv har gjort noget forkert, eller blot kendt til forseelserne, men fordi det i kraft af hans stilling har ”været hans ansvar at sikre, at sådanne fejl ikke kunne finde sted.” Ud fra det ræsonnement, hvilket ansvar står den adm. direktør så selv med?
Hvis nu vi havde penge i Nationalbanken
Danskerne skal have mulighed for at få en konto direkte i Nationalbanken. Dét synspunkt har flere politikere fra venstre side af folketingssalen slået til lyd for, og det er blevet aktualiseret af diskussionen om bankernes negative renter. Flertal for forslaget er der langt fra, men det kan alligevel snart blive virkelighed, fremgår det af et tema i The Economist: Flere af de store centralbanker har konkluderet, at kryptovalutaer er kommet for at blive, og så vil de også selv med på vognen.
Når vi ikke allerede har private konti i Nationalbanken, skyldes det, at vi kommer fra en verden med filialer, sparebøsser og bankbøger. Det var omfattende at håndtere. Når vi har rent digitale penge, skal Nationalbanken derimod bare købe en tilstrækkeligt stor computer. Så slipper vi for bankernes evindelige gebyrer og negative renter på indlån.
Eller, vent et øjeblik. Sydbank-direktøren Karen Frøsig gav i det nu berømte interview i Børsen, hvor hun opfordrede Simon Kollerup til at blive voksen, udtryk for, at bankerne ikke kunne modarbejde Nationalbankens pengepolitik. Men det kan de jo sådan set godt, og hvis konkurrenterne gør det, kan de endda blive nødt til det. Derimod kan Nationalbanken ikke selv gøre det.
Et mundheld siger, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for måske får man det. Det kan meget vel blive den bitre erfaring for dem, som glæder sig til at, almindelige mennesker med en simpel økonomi kan kappe båndet til bankerne.
Sten Thorup Kristensen
