Fra fredagens udgave af ØU Ledelse:
Ved et samråd i Folketingets Kulturudvalg for nylig blev der sat fokus på, om DR er blevet for stor og for magtfuld i det danske nyhedsmedielandskab. Kulturministeren reflekterede på synspunktet ved at sige, at den aktuelle medieaftale skal genforhandles næste år, og dermed synes DR’s fremtidige struktur og ressourcer også at komme på dagsordenen. Det er i høj grad på tide, skriver medieeksperten Steffen Damborg, tidligere direktør i JP/Politikens Hus, og nuværende rådgiver for medier om digital transformation.
Spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks store public service-medie DR er blevet for stort – og for magtfuldt i det danske nyhedsmedie-landskab – er i høj grad relevant.
Ifølge en opgørelse fra fagbladet Journalisten dominerede DR i den grad den samlede bestand af journalister på landets nyhedsmedier. Ud af samtlige journaliser, ansat på de tolv største nyhedsmedier, har 39 procent af den deres daglige gang på DR, og andre 19 procent er ansat på TV2, herunder TV2’s regioner.
Samlet set er der i hele træskolængder ansat lige så mange journalister hos DR som på de ti største private nyhedsmedier, der inkluderer f.eks. Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten.
Styrkeforholdet afspejles også i de regnskabsmæssige nøgletal: I 2020 tegnede DR’s budget sig for 25 procent af nyhedsmediernes samlede omsætning, og sammen med TV2 var andelen 39 procent. De ti største dagbladsnyhedsmedier havde altså 60 procent af nyhedssektorens omsætning.
I 2023 var DR’s andel steget til 31 procent, og sammen med TV2 står de to medievirksomheder for 60 procent af omsætningen. De ti største andre nyhedsmedieselskaber henter de resterende 40 procent af omsætningen på de toneangivende dagbladsmedier.
Det store spørgsmål er, om det er hensigtsmæssigt med et så dominerende DR, som efter hensigten skulle levere uafhængig, oplysende og kritiske nyheder til danskerne med henblik på at understøtte den demokratiske proces og altså skabe grundlag for en velinformeret offentlig debat.
Flere forhold peger i retning af, at DR på ingen måde lever op til denne opgave, som Statsradiofonien ellers får fire mia. kr. for at løse.
Samrådet i Kulturudvalget forleden viste med al tydelighed, at kulturministeren på ingen måde er tilfreds med tingenes tilstand i DR. Han stiller sig ikke tilfreds med de lapperier, som DR har udmeldt efter den udskældte dokumentar ”Grønlands hvide guld”.
“Er jeg betrygget ved de tiltag, som DR nu har taget? Der er svaret nej. Det er jeg ikke,” konstaterede Jakob Engel-Schmidt således efter samrådet.
I første omgang må han afvente, om den nye bestyrelse for DR lykkes med at gennemføre en gevaldig opstramning af DR’s redaktionelle processer. Men han signalerer også, at der kan være større ting på vej i det nye medieforlig, som skal forhandles politisk næste år.
Problemet med den seneste dokumentar, samt tidligere kritiserede dokumentarer, stikker imidlertid meget dybere. Hvis det hører med til DR’s opgave at tilbyde danskerne selvstændig magtkritisk journalistik – med en dybde, som private medier leverer – så er den kunstneriske udførsel til dumpekarakter.
Hvordan DR formår at udvikle og publicere så få dagsordssættende kalorier med så mange penge, er en gåde.
Eller måske er det alligevel ikke så underligt. DR’s funding og governance-model gør, at DR’s naturlige selvopretholdelsesdrift er i direkte modstrid med en magtkritisk tilgang til det politiske niveau. Ja, hvor mange gange har det politiske system brokket sig over, at DR i nyheder og interviews gik for hårdt og kritisk til de siddende regeringer.
Samtidig står DR i en udfordret position. Statsradiofonien vil det hele, er ufokuseret og kæmper mod både danske privatejede publicister, globale techplatforme og streaminggiganter. Statsmedierne (hvor DR fylder mest) dominerer medielandskabet og udkonkurrerer private medier på ressourcer og medietryk – men ikke på kvalitet.
De gamle omnibus-avishuse er efterhånden blevet til nichemedier, for hvordan skal disse medier kunne lykkes med sælge digitale abonnementer til deres skrevne indhold til den brede befolkning, når DR og TV2 tilbyder ca. de samme indholdskategorier, og for DR’s vedkommende endda uden generende reklamer.
Så det naturlige spørgsmål at stille er: Hvor meget bør DR fylde i mediebilledet, hvad skal DR fokusere på, og hvad kan med fordel skæres fra og overlades til de private medier?
Det er ikke nogen naturlov, at et statsejet medie breder sig ud over et helt medieøkosystem. I nogle dele af Verden finansierer staten slet ikke medier. I andre dele af Verden kontrollerer staten alle medier. Det er i den sammenhæng tankevækkende, at Danmark ligger tættere på de totalitære staters typiske medieorganisering end de mere økonomisk liberalistiske nationers tilgange til medieejerskaber.
DR har altså dygtigt udnyttet og forfinet en politisk baseret forretningsmodel, og statsmediet fylder i dag mere end nogensinde i det danske mediebillede. Alligevel ender DR med at stå udfordret og forpjusket tilbage på trods af størrelsen.
At alle har en holdning til DR og dens mest dagsordensættende programmer, det er sædvanligvis en styrke, men dramadokumentaren ”Grønlands hvide guld” vidner om, at DR’s rolle i det danske samfund til enhver tid kan komme på den politiske dagsorden.
Udskiftningerne i Danmarks Radios øverste ledelseslag står i kø. Der er netop sammensat en ny bestyrelse, hvor den nytiltrådte Lars Gert Lose får formandsposten. Af den 11 mand store bestyrelse er der kun tre gengangere: Helge Sander og Christine Antorini samt den medarbejdervalgte journalist Jens Ringberg Sørensen.
Behov for at finde nye veje
Det er i sig selv fornuftigt, at den kommende strategi laves af dem, der skal eksekvere på den fremfor af den afgående ledelse. Med Grønlandsdokumentaren har supertankeren for alvor mærket elementernes rasen, og der er behov for at finde nye veje.
DR er aktuelt rundet af en alternativ selvopretholdelseslogik, da det er generaldirektørens fornemste opgave til enhver tid at kunne tælle til 90 mandater i folketinget, der bakker op om institutionen. Ifølge stillingsbeskrivelsen for den nye generaldirektør leder man efter en profil, der kan matche Maria Rørbye Rønns evne til at læse og navigere i en politisk virkelighed. Den afgående generaldirektør forfinede DR’s håndtering af jævnligt tilbagevendende politiske krav om besparelser. Rønn gjorde således en dyd ud af, at selv det mindste sparekrav skulle kunne mærkes.
Så når kritiske højrefløjspartier lykkedes med at reducere bevillingen til DR, så lukkede Rønn nøje udvalgte områder ned. Eksemplerne er ad legio: Underholdsningsorkesteret, DR Ultra, DR Kultur, DR 3… Denne logik er stik modsat de private mediers tilgang.
Her forsøger man at holde sine udgivelser flydende på trods af besparelser. Hvor DR’s tilgang er at enhver besparelse skal have en symbolsk effekt, så går avisudgiverne f.eks. hellere ned i sidetal eller papirkvalitet, fremfor at lukke en udgivelse, når der skal spares penge.
Logikken bag DR’s tilgang er selvfølgelig, at det skal gøre ondt på vælgerne, når politikerne skærer i DR. Og tilgangen virker. DR’s relative størrelse i det danske medielandskab har aldrig været større.
Det bliver således et farvel til en generaldirektør, der skal have et 12-tal for håndteringen af politikerne, som hun dygtigt har fået med på det meste, og selv vedtagne besparelser er hun lykkedes med at få rullet tilbage. Hun får også et 12-tal, hvis strategien har været at sikre et størst muligt DR.
Men desværre får hun en dumpekarakter, når det handler om at skabe et DR, som understøtter vores demokrati og en sund offentlige debat med mængder af uafhængig, saglig, oplysende og upartisk journalistik, der modsvarer statsmediets størrelse.
