Boganmeldelse: I bogen ”Klima og Klasse” retter tre danske forskere en skarp kritik af klimaaktivisters blokade af motorveje og skænding af kendte kunstværker. Den frelste kulturelite, der bruger klimabevidst forbrug som identitetsmarkør til at distancere sig fra almindelige (læs: ukultiverede) mennesker, bliver også irettesat. Forskernes konklusion, at aktivister og kulturelite ender som nyttige idioter for klimanølere som Støjberg, er overbevisende. Bogen byder også på løsninger, men de er desværre mere tvivlsomme, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
I bogen ’Klima og Klasse’ retter forskerne Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad et hårdt angreb på store dele af klimabevægelsen. I stedet for at forsøge at skabe en alliance med den brede befolkning har mange grønne forkæmpere travlt med at iscenesætte sig selv som særligt oplyste og ansvarsfulde – modsat almindelige mennesker har de forstået situations alvor, klar til at belære os andre.
Men det gavner ikke klimaet, når aktivister blokerer motorveje og derved forhindrer almindelige mennesker i at komme på arbejde, på hospitalet eller hvad de nu skal. Ifølge forfatterne afstedkommer den slags aktioner, at den brede befolkning sendes lige i armene på klimanølende politikere.
Politikere som Støjberg kan nemt stille sig på folkets side – i opposition til selvhøjtidelige og bedrevidende klimaaktivister, der åbenlyst er komplet ligeglade med almindelige menneskers liv og levned.
Den grønne kulturelites rynken på næsen af deres medborgeres forbrugsvalg har samme effekt: Klimanølerne gavnes. Politiken-segmentet betragter formentlig sig selv som forbilleder, når de skoser discountbutikker og spaghettikødsovs.
Men i stedet for at rykke deres knap så ”kvalitetsbevidste” landsmænd i en mere grøn retning, ender forbrugssnobberne med at gøre klimakampen til en kulturkamp – til gavn for Støjberg, der kan dele Danmark op i arrogante københavnere og alle os andre ordentlige mennesker.
Bogens forfattere appellerer til, at de grønne forkæmpere holder op med at bruge klima som identitetsmarkør, der muligvis giver anseelsen blandt ligesindede, men som intet godt gør for klimaet. Den banale, men også vigtige, pointe er, at hvis man er helt ude af trit med almindelige mennesker, er det umuligt at samle bred folkelig opbakning til en sag.
To udbredte klima-illusioner
Bogen behandler desuden to udbredte klima-illusioner. Først: At klimakampen er apolitisk, den handler om videnskab, ikke holdninger. Alle fornuftige mennesker på tværs af politiske skel må kunne indse, at der skal gøres noget – det er bare med at komme i gang. Vrøvl, så det basker.
Som forfatterne konstaterer, vil en seriøs grøn omstilling byde på store samfundsomvæltninger, til gavn for nogle grupper og ulempe for andre. Det er en politisk beslutning, hvem der skal betale regningen, og hvem, der skal høste gevinsterne.
Den anden illusion går på, at markedet og private initiativer nærmest alene kan drive den grønne omstilling, altså grøn kapitalisme.
Visse fortalere for grøn kapitalisme lever ganske rigtig i en fantasiverden, hvor CO2-reduktion går hånd-i-hånd med profitmaksimering, altså win-win. Det er åbenlyst forkert. Bare kig ud af vinduet, masser af virksomheder leverer store overskud, uden at kunne fremvise tilsvarende flotte grønne resultater – se bare Novo Nordisk, Mærsk og ja, store dele af den fossile sektor.
Men der findes også en anden og mindre verdensfjern form for grøn kapitalisme, hvor virksomheder er grønne, når det betaler sig. Her er sloganet ikke, at grøn omstilling er en god forretning, men at det skal være en god forretning – det er op til politikerne at skabe de rette incitamenter.
Den køber forfatterne ikke: ”Visionen om en markedsbaseret grøn omstilling, som har domineret klimaområdet igennem de sidste årtier, har hidtil ikke leveret tilstrækkelige resultater, og det er svært at se, hvorfor det skulle blive bedre i de kommende år.”
Læs hele artiklen her
Claus Strue Frederiksen
