AGF’s aktiekurs ramte i slutningen af 2018 bunden i 0,181 efter endnu et år med millionunderskud på bundlinjen. Men så vendte skuden, og i 2024 gav aktien et afkast på 14,7 pct.
Her er det værd at pointere, at der ikke er tale om et enkeltstående godt år. Faktisk har AGF-aktien været en god stabil investering de seneste to år, siden kursen startede sin seneste stigning fra 0,502 i oktober 2022.
Når vi taler om den ”seneste stigning” skyldes det, at AGF siden kursbunden blev nået i slutningen af 2018 har givet et afkast på 25 pct. p.a. I 2024 blev afkastet ”kun” 14,7 pct., men mon ikke investorerne er ganske godt tilfredse alligevel.
De seneste seks års økonomiske succes kom i forlængelse af elleve år i træk med et afkast på minus 35 pct. p.a. fra 2007 til 2018, så AGF-aktien har været både det værste og det bedste på børsen.
Inden man forlænger den økonomiske succes ind i 2025, skal man imidlertid bemærke, at AGF for regnskabsåret 2024/25 forventer et underskud før skat på 20-40 mio. kr.
Det skyldes bl.a. byggeriet af det nye stadion, som AGF forberedte sig på ved en kapitalforhøjelse i 2023 til en tegningskurs på 0,576. Med en lukkekurs i 2024 på 0,708 har deltagelsen i den aktieemission indtil videre været en god investering.
Som fodboldklub er AGF’s økonomi på kort sigt sårbar overfor manglende spillersalg, men det er vanskeligt at ignorere seks år i træk med tocifrede millionoverskud og en soliditetsgrad på 77 pct.
I modsætning til flere af de øvrige børsnoterede fodboldklubber formår AGF at holde ejerskabet på danske hænder, og det har været en god forretning for de lokale investorer.
Konklusion
Aktuel kurs 0,68
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 0,64
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.