AGF øjner et dansk mesterskab i fodbold efter 40 års tørke. Men i regnskabsåret 2025/26 forventes et underskud på 10-30 mio. kr., da omkostninger til det nye stadion sender bundlinjen i rødt. På længere sigt er der imidlertid udsigt til, at investeringen vil styrke klubben betydeligt både sportsligt og økonomisk. Det indregnes nu i aktiekursen.
AGF er i den højst usædvanlige situation, at klubben er seriøs kandidat til det danske mesterskab i fodbold. Klubbens sidste mesterskab ligger 40 år tilbage, og der er gået 30 år siden den sidste sølvmedalje.
Men det ændres der sandsynligvis på i år, hvor AGF ligger nr. 1 i Superligaen to point foran FC Midtjylland og 12 point foran Brøndby.
Også set fra AGF’s kasserers synsvinkel er det gode nyheder, da klubben budgetterer med et underskud før skat på 10-30 mio. kr. i regnskabsåret 2025/26.
Det kan man ikke umiddelbart se af denne uges halvårsregnskab, som fortæller om et resultat før skat på 11,5 mio. kr. I første halvår realiserede AGF en omsætning på 103,4 mio. kr., og det var en beskeden stigning fra 101,4 mio. kr. året før.
Underskuddet på den primære drift steg samtidig til 28,1 mio. kr. fra 20,4 mio. kr. i fjor som følge af højere personaleomkostninger, stigende eksterne omkostninger samt øgede omkostninger relateret til det midlertidige stadion i Vejlby. Driftsresultatet (EBIT) faldt til 8,6 mio. kr. fra 10,4 mio. kr., mens resultatet før skat altså endte på 11,5 mio. kr.
Men i andet halvår forventes et betydeligt underskud, og forventningen om et minus på 10-30 mio. kr. i 2025/26 fastholdes derfor.
Det resultat tegner dog ikke et korrekt billede af AGF’s økonomiske situation, som bør betragtes fra to forskellige vinkler: På kort sigt trækker stadionbyggeriet både indtjening og cash flow ned, og selvom det ikke fremgår af det overskudsgivende første halvår, vil det slå igennem i andet halvår.
Men på længere sigt vil stadionbyggeriet give den modsatte effekt, og kan betragtes som en strategisk investering i fremtiden, da bedre muligheder for en god tilskueroplevelse og kommercielle aktiviteter skaber grundlag for højere sponsorindtægter og en mere robust indtjeningsmodel.
Efter en kapitaludvidelse i efteråret 2025 er AGF’s likvide beholdninger inkl. værdipapirer 145,7 mio. kr., og egenkapitalen er 286,3 mio. kr. Med en soliditetsgrad på 75 pct. er AGF dermed godt rustet til et kortvarigt økonomisk stormvejr, inden flytningen til det nye stadion er gennemført.
Udviklingen i AGF’s aktiekurs viser da også, at investorerne kigger fremad med fortrøstning. På selve regnskabsdagen steg kursen 6,2 pct., men hvis vi ser på kursbevægelsen over en længere periode, er den steget støt siden midten af august 2025, hvor den ramte bunden i 0,716.
Stigende omsætning i AGF-aktien
Samtidig er der sket det interessante, at omsætningen i AGF-aktien er steget betydeligt de seneste måneder. I 2025 blev aktien gennemsnitligt handlet for 118.000 kr. om dagen, men i år har en dagsomsætning omkring en halv million kroner mere været reglen end undtagelsen.
Det skyldes måske en kombination af udsigten til bedre indtjeningsmuligheder og forbedret finansiel sikkerhed i den aktuelle fase med underskud og betydelige, men strategisk nødvendige, stadioninvesteringer.
Eller måske afspejler det en stigende sandsynlighed for den potentielle guldregn over aktionærerne, som vi skrev om i årets første udgave af ØU Formue i artiklen: ”Hvad nu hvis AGF vinder mesterskabet i 2026…?”
Uanset årsagen er konsekvensen af den øgede handel med AGF-aktien, at man som privat investor ikke længere behøver betragte den som værende forbeholdt klubbens fans. Nu kan også investorer udenfor den gruppe overveje AGF-aktien som en potentiel investeringsmulighed uden at brænde inde med en illikvid aktie.
Det bør dog pointeres, at trods den øgede handel i aktien, er omsætningen stadig på et niveau, hvor købsanbefalingen kun gælder mindre investorer.
Konklusion
Aktuel kurs 1,18
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 1,40
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.



Hvem er AGF?
Selskabets formål er direkte eller via datterselskaber at drive virksomhed indenfor professionel fodbold og andre sportsgrene samt forretning indenfor underholdnings-, restaurations-, udlejnings-, investerings- og sponsorvirksomhed.
AGF A/S blev oprindelig stiftet under navnet AGF Kontraktfodbold ApS den 8. marts 1978 og omfatter driften af AGF’s bedste fodboldhold for både herrer, damer og ungdomselitehold.
Koncernen, som driver AGF Fodbold, har ejerskab over følgende selskaber: Atletion A/S (100%) og AGF Kvindefodbold ApS (80%).
Kilde: https://agf.dk+regnskaber+vedtægter
Ledelse
Bestyrelsesformand Lars Fournais
Adm. direktør Jacob Kjeldsen Nielsen










