Mens krigen raser, sker der store ting, som langt fra får den opmærksomhed, de normalt ville få. Til dette hører, at Danmark med ”det nationale kompromis” om forsvarspolitikken ikke længere sværger til balance på de offentlige budgetter.
Dog ærgrer den forhenværende finansmister Bjarne Corydon sig. I en leder i Børsen, som han i dag er chefredaktør på, kritiserer han, at partierne bag aftalen vender ryggen til de seneste 40 års politik. Men han noterer sig også, at det ikke bare er i anledning af krigen og ønsket om et stærkere forsvar: ”En hel generation af politikere har vænnet sig af med at prioritere og finansiere deres politik med beslutninger, der gør samfundskagen større. I stedet bruger de narkomanisk løs af penge, som andre allerede har skaffet,” skriver Corydon.
Selv om førende økonomer ifølge Berlingske ikke er enige i, at det er uansvarligt at køre med et mindre budgetunderskud, er Corydons iagttagelse om mentaliteten på Christiansborg valid. Men på sin vis er netop den ubekymrede brug af penge også et argument for, at det er fint, at staten opbygger gæld. Det har på langt sigt en disciplinerende effekt, hvor politikerne tvinges til at prioritere. Staten og samfundet er jo ikke ét og det samme, og hvor det naturligvis er bekvemt for staten at være rig, er det ikke godt for samfundsøkonomien, at en stor aktør i den er magelig, skødesløs og uskarp i sine dispositioner.
Der skal gå nogle år, før gælden bliver så stor, at det bliver mærkbart for politikerne. Men det er et spændende perspektiv, og de seneste år under pandemien gør det nemt at forestille sig, hvordan det vil være:
Havde en pandemi af coronaens styrke ramt f.eks. 25 år tidligere, havde det umiddelbart været endnu mere nervepirrende. Der havde ikke været råd til nedlukninger og hjælpepakker ret længe, før vi skulle bekymre os om kreditratingen på danske statsobligationer.
Men omvendt havde vi så måske også sparet os selv for nogle af de senere nedlukninger med tvivlsom effekt. Der var ikke etableret den monstrøst omfattende og dyre testkapacitet, der også havde begrænset effekt. Og der var med sikkerhed ikke lukket ned for minkerhvervet.
Andre eksempler: Hvis penge var et problem, ville man så opretholde nogle jobcentre, der koster en snes milliarder, uden at kunne fremvise nogen effekt af betydning i henseende til at få ledige i job? Ville man have hvidvask-regler så komplicerede, at finansielle virksomheder alene i den anledning må opretholde en stab svarende til halvdelen af politistyrken?
Find selv på flere eksempler. I længden kan vi gå hen og blive glade for budgetunderskuddet.
Respekt og høje hæle
Bjarne Corydon har i ugen gjort mere opmærksom på sig selv ved, sammen med Brian Mikkelsen, Morten Strunge og Morten Albæk, at trække i høje hæle i kampagnen Respect high heels in the boardroom fra skotøjsfirmaet Roccamore. Det er en mærkelig kampagne at deltage i for en chef for et seriøst journalistisk medie, for at mangel på respekt skulle være årsagen til den relativt lave andel kvinder i bestyrelser er et postulat, der er grebet ud af den blå luft.
Det bliver endnu mere mærkeligt af, at Roccamores stifter, hovedaktionær og adm. direktør, Frederikke Antonie Schmidt i et indlæg i Berlingske skriver om ”den stakkels middelmådige mand med middelmådige evner” i danske bestyrelser. Det er ikke just et oplæg til en respektfuld tone.
Og hvad er det i det hele taget for nogle bestyrelser, hun har i tankerne? I sit eget selskab har hun valgt slet ikke at have nogen bestyrelse overhovedet, og ifølge CVR har hun heller ikke siddet i andre selskabers bestyrelser. Når hun skriver om, at bestyrelsesmedlemmer bliver valgt på baggrund af ”deres medlemskab af the oldboys club, golfklubben eller en ligegyldig fancy orden”, at hun ikke kender nogen, der får ”ægte værdi” ud af en bestyrelse, og at der ”kun (sidder) 19 procent kvinder i bestyrelser og 15 procent i direktioner generelt,” tyder det ikke på, at hun overhovedet ved, hvad en rigtig bestyrelse i en virksomhed er. Det ligner mest et marketingstunt.
I sit eget selskab synes Frederikke Antonie Schmidt ikke at have stort behov for en bestyrelse. Hun har ifølge seneste regnskab leveret et supergodt resultat i 2020. Men hvad kan hun have imod, at andre små ejerledede virksomheder organiserer sig med en bestyrelse, og hvad er den kønspolitiske relevans af det? At der givetvis også er et element af forfængelighed bag mange af disse små selskabers bestyrelser burde heller ikke forarge en kvinde, der lever af at sælge dyr modebeklædning, og som beskriver sig selv som founder og creative director.
Sten Thorup Kristensen
