Blandt de ting, pandemien satte en stopper for, kan være en revolution i Irak. De unge mennesker, der var forsamlet i primitive teltlejre i Bagdad, indtil lockdowns sendte dem hjem, mente i hvert fald selv, det var en revolution, de havde gang i. Det er billige point for ungdommen at beskrive dens sociale samkvem som demonstrationer. Men der var den alvor i det, at de holdt ud, selv om der en gang imellem dukkede militser af ukendt ophav op og dræbte nogle af dem.
Forløbet er beskrevet i dokumentarfilmen Baghdad on fire, der blev vist på CPH.DOX for nogle uger siden. Det fremgik, at de unge var nationalister i den forstand, at de ønskede at bo i et velfungerende, selvstændigt og frit land. De betonede, at de var irakere, før de var sunni- eller shiamuslimer, og de råbte slagord mod Iran, Saudi-Arabien og USA.
Det sidste dog med et forbehold: En ung, kvindelig demonstrant, Tiba, som man følger, er på et tidspunkt i en diskussion med nogle ældre landsmænd. Hun siger, at de gamle, som er vokset op under et hårdt diktatur, er vant til at dukke hovedet. Hun selv havde oplevet, hvordan der stod bevæbnede, amerikanske soldater uden for vinduerne i den skole, hun havde gået i. Så hun var ikke bange for at sige sin mening.
Man skal lige vende udtalelsen i hovedet. Her er en ung kvinde, der nok er kritisk over for USA, men som også værdsætter den version af frihed, amerikanerne kom med, i en grad, så hun er parat til at dø for den.
Hun er en opmuntring for alle, der har troet på, at geopolitikken efter murens fald handlede om at udbrede liberale værdier. De har ellers haft nok af skuffelser. At man er utilfreds med diktatoren i ens land, er ikke ensbetydende med, at man ønsker sit land invaderet og besat. I det hele taget er demokrati i vores forstand ikke nødvendigvis nogen høj prioritet ude i verden.
I vesten undervurderede liberale tænkere, at mange borgere ønskede at holde indvandrere ude og industriarbejdspladser hjemme. Konservative tænkere, herhjemme f.eks. Morten Messerschmidt og Christian Egander Skov, har formuleret alternativer til liberalismen. Historikeren Timothy Garton har i en ny bog, anmeldt i Weekendavisen, beskrevet, hvordan liberale i Europa siden murens fald i 1989 er gået fra jubel til desillusion.
Det hele har også betydning for erhvervsledere, der skal lægge strategier. Uanset hvor de personligt står politisk, er de, efter at have set islamisme, Kinas fremmarch, Trump og brexit, nødt til at forholde sig til, at den globale liberale verdensorden ikke nødvendigvis er fremtiden.
Men det er også alt for tidligt at begrave denne verdensorden. Verdenshistoriens hjul drejer stadig, og Timothy Garton har igen noget at glæde sig over, når han ser op fra tastaturet. I de seneste turbulente år har liberalisme været den stærkeste drivkraft.
Denne gang ikke med udgangspunkt i vestlige akademikere, der teoretiserer, men i almindelige menneskers krav om basal personlig frihed. Dét er baggrunden for krigen i Ukraine, for de stigende spændinger om Taiwan, for det pludselige ophør af corona-restriktioner i Kina, for de iranske kvinders oprør og endda for den aktuelle udvikling i den evige konflikt i Mellemøsten.
Tiba er således langt fra alene. Netop hendes kamp for frihed er blot dokumenteret i en grad, så det næsten giver gåsehud.
Enormt meningsfuldt
Herhjemme igen: Den tidligere radikale leder Sofie Carsten Nielsen har forladt dansk politik for at blive ”EU bio project director” i DI. Børsen bemærker spydigt, hvordan hun til lejligheden havde øvet sig i at beskrive sin nye stilling som ”enormt meningsfuld”, mens dr. phil. Hans Hauge i Berlingske bemærker, at samme stillings navn er uforståeligt, og at også den nye arbejdsgiver selv kæmpede med at forklare stillingens faktiske indhold.
Lad os slå fast, at der i dette tilfælde ikke er noget udestående om inhabilitet, som der nogle gange er, når folkevalgte skifter over og bliver lobbyister. Men DI og Sofie Carsten Nielsen er ikke desto mindre med til at svække tiltroen til den liberale samfundsorden. Fordelen ved dén skulle være, at meninger og interesser brydes på en konstruktiv måde, så der opstår muligheder for alle.
Når samme person kan gå direkte fra at kritisere og dirigere erhvervslivet, til at være dettes lydige og givetvis vellønnede talerør, kan man ikke fortænke den almindelige dansker i at have en mistanke om, at fædrelandet i virkeligheden styres af en sammenspist elite, hvor man blot lader som om, man repræsenterer forskellige vinkler på verden.
Sten Thorup Kristensen
