Til august er det 50 år siden, Richard Nixon fratrådte som USA’s præsident. Forløbet var endnu mere dramatisk bag kulisserne, end det var for offentligheden. Da præsidenten ifølge forfatningen er øverstbefalende for de væbnede styrker, havde Nixon i princippet magtmidlerne til at blive på posten, Watergate-skandale eller ej. Derfor var der folk i systemet, der måtte overveje, hvilke hærenheder der i givet fald ville forsvare præsidenten, og hvem man så skulle og kunne sætte til at nedkæmpe dem. Dette i et land, hvor der i forvejen var masser af politiske uroligheder, plus at kriminaliteten i byerne var tårnhøj.
Danmark var på dengang trods alt ikke på randen af en borgerkrig, men også her var det en urolig tid. Demonstrationer og strejker var hverdag, og statsministeren skulle finde flertal i et folketing, hvor ca. en fjerdedel af medlemmerne i praksis nægtede at deltage i den daglige drift af kongeriget.
Vi bringer det op, fordi der i denne uge er truttet i dommedagstrompeterne. Berlingske skriver om, at ministre er rystede over, at de nu flere gange er blevet afbrudt af pro-palæstinensiske demonstranter, og TV2-journalisten Søren Lippert har skrevet en hel bog om, at det danske demokrati er på vej mod undergang. I en anden artikel i Berlingske sammenligner han netop med, hvordan det var for 50 år siden, og hans hævder bl.a., at var coronaen indtruffet dengang, havde hele befolkningen uden videre accepteret restriktionerne.
Det er simpelthen det rene og skære vrøvl. Har Lippert og de journalister, der åbenbart finder hans budskab interessant, aldrig hørt om Glistrup og Fremskridtspartiet? Har de aldrig hørt om 70’ernes venstrefløj, der gjorde konkrete forberedelser til revolutionen, herunder den gruppe, der blev til Blekingegadebanden? Har de aldrig hørt om slumstormere og bz’ere?
Tiderne kommer og går, og globalt er vi desværre lige nu i den mere urolige ende af spektret. Men det er historieløst at hævde, at vi også er det i indenrigspolitikken. Det er tværtom: Nok er der mange partier, men samtlige bliver indbudt til forhandlinger, og samtlige har et oprigtigt ønske om at deltage. Denne borgfred er helt usædvanlig.
Som medie vil man gerne vinkle skarpt og have fokus på problemer. Men netop i lyset af alle ulykkerne ude i verden, som bekymrer mange andre end de pro-palæstinensiske demonstranter, er det utilbørligt, når medierne pisker en stemning op om ikke-historier. De journalister, der gør det, bør bruge den forestående sommerferie på at læse en historiebog. Ikke Lipperts bog, altså – en rigtig én.
Og de ministre, der synes, de bliver utaknemmeligt behandlet af vælgerne, kan f.eks. gå ind på DR Gensyn og se forne tiders satireudsendelser. Nej, det er ikke rigtigt, at tonen er hårdere nu, end den var i de gode, gamle dage. Også det er tværtom.
Vælt EU-kommissionen
Kan du huske ved seneste EU-valg i 2019, at det var et stort emne, at folk ville kunne læse på honningglas, hvilket eller hvilke lande indholdet stammede fra? Nå ikke?
Det var fordi, sådan en debat aldrig fandtes. Alligevel er der nu et såkaldt morgenmadsdirektiv på vej gennem parlamentet. Det indeholder også nye regler for marmelade. DR har tematiseret direktivet i ugen, der gik.
Det er dog ikke noget, parlamentet har fundet på. Den slags kommer fra kommissionen, og her har vi et reelt eksisterende demokratisk problem.
Systemet med kommissærer, der er politisk udpeget, men som derefter kan gøre, hvad de vil, og som har initiativretten, er oprindeligt lavet for at få det europæiske samarbejde til at fungere. Unionens fædre forudså med god grund, at hvis ikke der var sådan en instans, ville alt væsentligt blive bremset af politikere, der kun tænkte i deres respektive landes kortsigtede interesser.
I dag er den betragtning fortid. Der er stadig nationale interesser, men samarbejdet, inklusive det indre marked, er for længst indarbejdet. Kommissionen findes imidlertid stadig, og den ser det som sin eksistensberettigelse at finde på nye regler. Mange af disse regler bærer i hele deres verdensforståelse præg af at være udtænkt af akademikere.
For borgerne i EU er den slags fremmedgørende, som man sagde i Lipperts gode, gamle dage. Det er også umådeligt ressourcekrævende, både hos kommissionen, hos nationale myndigheder og hos virksomhederne. Dét er et godt emne, når der til sommer igen skal være EU-valg: Hvordan man afvikler kommissionen og erstatter den med et almindeligt, politisk styret embedsværk, der kun laver regler, når folkevalgte politikere beder om det.
Sten Thorup Kristensen
