Vi afventer stadig en dom i sagen. Men hvis det er rigtigt, at politiet har afsløret en morder mere end tre årtier efter gerningen, er det naturligvis i sig selv glædeligt. Historien må imidlertid også vække til eftertanke.
Det er skræmmende, at man i dag har en teknologi, hvor man med få opslag i databaser kan fastslå, hvor folk har været på bestemte tidspunkter tilbage i tiden. Det kan ikke bare bruges til at afsløre grove forbrydelser, men også hændelige fejl, eller blot at folk har været i et selskab, der nu eller senere bliver anset som forkert.
Læs her journalist Anders Kjærulf forklaring om, hvordan teknologien anvendes. Artiklen er et år gammel, og den udvidelse af politiets muligheder, Kjærulf opponerer mod, ser ud til at komme igennem Folketinget.
Problemet var ikke stort, hvis danske politikere var disciplinerede og kerede sig om retsstat og borgerrettigheder frem for alt. Det er bare ikke tilfældet.
Ved et tilfældigt sammenfald kunne Berlingske, samme dag som anholdelsen af den mordmistænkte, fortælle om årsberetningen fra den juridiske tænketank Justitia. Det er dyster læsning om, at retssikkerheden bliver trængt tilbage.
Nogle gange skyldes tilbageskridt simpel politisk eller administrativ dovenskab, som når ventetiden ved domstolene bliver længere og længere, og som når de nye ejendomsskatter kom med stærkt begrænsede klagemuligheder. Andre gange er baggrunden et utilsløret ønske om at bruge hård magt over for borgerne, som når stadigt flere sidder fængslet uden at have modtaget nogen dom, og som når adgangen til tvangsbortadoptioner er udvidet.
Begrænsningen af borgerrettigheder sker efter salamimetoden, og oftest bliver skiverne skåret, uden at der har været den store debat om det.
Det er også undtagelsen, at initiativet kommer fra folkevalgte politikere. I stedet kommer det fra lobbygrupper eller, mere almindeligt, embedsværket. Har man en sag, som man er ansat til at tage sig af, og som man af et ærligt hjerte synes er god, virker det ikke som nogen stor ting, at man i dens tjeneste lige fjerner en enkelt eller to af borgernes rettigheder.
Problemet er, at mange myndigheder gør det samme, og når de har fjernet en rettighed, har de frit udsyn til den næste, der står i vejen for deres ædle målsætninger. Det er en mekanisme, der ikke stopper af sig selv. Nogen skal aktivt sige: Nok er nok.
Historisk set plejer ”nogen” i den sammenhæng ikke at være ledende politikere. Det er i stedet almindelige mennesker, som de modige iranske kvinder, der forrige år bogstaveligt gav fingeren til billeder af mullaherne. Eller som de ikke mindre modige kinesere, der demonstrerede mod corona-restriktionerne ved at holde et blank stykke papir i vejret – og dermed samtidig gjorde det til en demonstration mod den fraværende ytringsfrihed.
I vores del af verden har det mere almindeligt været bønder, der stod for de vrede oprør. Det er det på forunderlig vis stadig, eller måske snarere igen. Nu dog ikke med fakler og høtyve, men med traktorer, der spærrer motorveje og indfaldsveje.
Det aktuelle bondeoprør foregår i Paris. Det har allerede haft en vis succes – en EU-plan om klimamålsætninger for 2040 er angiveligt blevet mindre ambitiøs, end den kunne være blevet. DR har indhentet kommentar fra danske EU-parlamentarikere og vinkler på kritikken fra venstre side, hvor f.eks. socialdemokraten Christel Schaldemose finder det ærgerligt, at ”EU’s ledelse hellere vil mødes med EU’s landbrugslobby og tækkes det yderste højre end at stå på mål for egne forslag.”
Det er en grov forsimpling af, hvad der foregår. Som Weekendavisens korrespondent i Frankrig fortæller, har bønderne opbakning fra 80-90 pct. af befolkningen, selv om kun nogle få pct. har direkte interesser i landbruget.
Når vrede bønder i først Holland, siden Tyskland og nu altså Frankrig kan samle så stor opbakning, handler det hverken om højre/venstre eller om landbrug eller om klima. Det handler om magt. EU har en konstruktionsfejl i form af et kæmpebureaukrati, for hvem det at lave nye regler er et mål sig selv.
Således, når de urbane franskmænd sidder på deres fortovscafeer og ærgrer sig over sugerøret, som på påbud af EU er lavet af pap, og som går i opløsning i læskedrikken inden for få minutter, føler de i deres afmagt en instinktiv sympati for de vrede bønder, der dog gør noget.
Indrømmet, der er langt fra de defekte sugerør, over de lange sagsbehandlingstider ved domstolene, og til den klaustrofobiske overvågning af alt og alle. Men det er en del af samme destruktive dynamik, og før eller siden er man nødt til at forholde sig til den.
Sten Thorup Kristensen
