Ved pandemiens udbrud i 2020 var det en stor overraskelse, at samfundets hjul blev ved med at køre rundt, på trods af alle restriktionerne. Hvordan kunne det dog lade sig gøre? Det kunne det så heller ikke, kan vi se nu.
En del af prisen kom efterfølgende, bl.a. i form af inflation. En anden pris blev betalt, mens det stod på, men ”vi” bemærkede det ikke, fordi ”vi” i denne sammenhæng er ”alle os snakkehoveder”, der tilbringer arbejdsdagen ved en laptop. Butiksansatte og andre måtte pænt møde på arbejde og tage risikoen med. Men de kommer ikke så meget til orde (og har heller aldrig fået den tak, de fortjente).
Alt dette blot for at kridte banen op for en anden tænkelig disruption af samfundet: Hvad nu hvis en fjende en dag lykkes med at hacke betalingssystemerne, eller på anden måde får dem lagt ned? Pludselig en dag virker hverken kreditkort eller mobile betalingsløsninger, og ingen kan sige, hvornår de igen vil fungere.
I den situation vil det unægteligt være bekvemt, hvis et parallelt system med kontanter stadig består. Uden kontanter vil et nedbrud ikke bare være et frygteligt bøvl, det vil også true hele tilliden til pengevæsenet. Man skal erindre sig, at penge er en illusion. De fungerer kun, fordi vi stoler på, at de fungerer. Hvis vi mister den tillid, har vi ikke længere et betalingsmiddel overhovedet, hverken digitalt eller kontant.
Ikke desto mindre sker der nu indgreb over for kontantbetalingen. Regeringen vil sænke det maksimale beløb, man kan betale med sedler og mønter, fra 20.000 kr. til 15.000 kr., og Nationalbanken følger op med ikke bare at afskaffe tusindkronesedlen, men også at foretage en pengeombytning.
Det sidste er en vigtig detalje, selv om der bliver givet halvandet års respit, så folk vel godt kan nå at få vekslet, hvad de måtte have af sorte penge liggende i store sedler. Men alene princippet er giftigt og bør kun bruges ved særlige lejligheder, som f.eks. da man havde en pengeombytning lige efter verdenskrigens ophør.
I deres besættelse af hvidvask glemmer politikere og myndigheder, at sort økonomi er lige så vigtig som den hvide, når det gælder tilliden til pengevæsenet. Den officielle møntfod bliver mindre troværdig, når brugen af den bliver begrænset i det, som nu engang er den praktiske hverdag.
Mediernes modtagelse af ændringerne kan summes sammen til et ”nå”. I hvert fald endnu torsdag eftermiddag, hvor disse linjer skrives, havde ingen store medier taget de kritiske briller på. En vinkel lå ellers lige for: Ved Christian Kettel Thomasens udnævnelse til nationalbankdirektør blev der skrevet om det påfaldende i, at man valgte en loyal embedsmand frem for en dygtig økonom.
Nu ser man embedsmanden i funktion. Nationalbankens skal naturligvis følge landets lovgivning, og den skal ikke være en stat i staten. Men det er samtidig vigtigt, at den bevarer en uafhængighed, hvormed den, uden at ligge under for fikse ideer fra Christiansborg, kan forsvare et sundt og stærkt pengevæsen.
Det er mere end vanskeligt at se, hvordan denne Nationalbankens kerneopgave harmonerer med at lægge hindringer i vejen for kontante betalinger. Direktørens argumentation var da heller ikke sammenhængende. Han brugte bl.a. det argument, at mange bruger tusindkronesedlerne i opsparingsformål (se klippet på dr.dk.) Ja, men hvad har det med noget at gøre? Det er legitimt at gemme sine penge, og det er Nationalbanken forhåbentligt ikke uenige i.
Ekstremistisk klimabevægelse
Den globale klimabevægelse er havnet i en kontrovers, efter at i hvert fald en fløj af den, anført af Greta Thunberg, har sammenkædet klimakampen med spørgsmålet om palæstinensernes ret til en stat. Overfor Weekendavisen forsvarer Frej Scmedes fra Arternes Ambassade synspunktet: ”Der findes ingen klimaretfærdighed, så længe et folk er undertrykt. Det gælder palæstinenserne, som det gælder alle andre arter,” siger han.
Man må håbe for klimaaktivisterne, at Weekendavisen ikke har mange palæstinensiske læsere, for når disse ser sig selv reduceret til ”en art”, på linje med klokkefrøer og sjældne blomster på Amager Fælled, må de overveje, hvor gode deres nye venner egentlig er.
De medier, som i disse dage problematiser, at COP28 finder sted i De Forenede Emirater, kan også overveje situationen. Olieproducerende lande må helt nødvendigt spille med i den grønne omstilling. Måske er det værre, at samme medier gennem en årrække har givet mere eller mindre ukritisk taletid til en klimabevægelse, der nu blot er nogle få logiske følgeslutninger fra at være en dødskult.
Sten Thorup Kristensen
