Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om:
Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde
━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━
Skiftende regeringer i nyere tid har holdt meget af ordet ”reformer”. Helle Thorning-Schmidt sagde stolt, af hendes regering var gået ”reform-amok”, og den nuværende regering er som bekendt dannet med reformer som selve sit raison d’etre.
Men hvor stor en del af befolkningen kunne mon sætte navn på en eneste reform, som er vedtaget over de seneste ti år, eller som er på programmet nu? Hvor meget regeringerne end har elsket reformer som princip, er de veget tilbage for at sige præcist, hvad de vil reformere, hvad hensigten med det er, og hvad det indebærer for vores samfund. Måske fordi de ikke selv har gjort sig det klart.
Hånden på hjertet, så er vi heller ikke til meget hjælp i medierne.
I en leder i Berlingske kritiserede business-redaktør Thomas Bernt Henriksen Nina Smith og hendes reformkommission for, at der ikke kom mere ud af arbejdet. Det fik han åbenbart på puklen for, for i en ny artikel en uge senere medgav han, at den nu nedlagte kommission havde haft meget godt og vigtigt på programmet. Der var blot ikke lydhørhed for det. De såkaldte andengenerationsreformer, Nina Smith og kommissionen skulle foreslå, var politisk set kendetegnet ved, at de ikke måtte gøre ondt på nogen.
Thomas Bernt Henriksen ønsker arbejdet videreført og foreslår nedsættelsen af et produktivitetsråd. Men dét er i sig selv ikke en reform – blot endnu en instans, der skal finde på reformerne.
Bjarne Corydon er i en leder i Børsen på samme spor, når han konkluderer, at eneste alternativ til blot at efterkomme sygeplejerskernes krav om højere løn er ”en ægte reform af den offentlige løndannelse”. Han kommer det dog ikke nærmere, end at de offentlige lønninger skal være mere fleksible, men sammenlagt holde sig inden for den nuværende ramme.
Lad os da her forsøge os med en fyndig formulering – hvis ikke om det præcise indhold i det, man kunne kalde tredjegenerationsreformer, så hvilken smerte, det er, man må se i øjnene: Reformerne skal skabe mekanismer, der gør det muligt at nedbringe personaleforbruget til de ydelser, der i dag leveres af den offentlige sektor.
Lidt flere ord på det samme: Op gennem 10’erne var der meget hype omkring udbringning af mad, enten færdiglavet eller som dagligvarer fra supermarkederne. Det nåede sit zenit under coronaen, men siden er det skrumpet igen, og det vil formentligt svinde ind til meget lidt.
Dette skyldes ikke reformer af fødevareforsyningen, men at branchen taber i kampen om den knappe arbejdskraft: Der er ingen, der vil bringe fødevarer ud til den pris, som folk flest er villige til at betale for det.
For den offentlige sektors ydelser mangler en tilsvarende mekanisme, der sladrer. Men det er man pinedød nødt til at skabe, inden arbejdsstyrken for alvor begynder at skrumpe, og det bliver umuligt at importere arbejdskraft fra andre lande. Der skal være en norm for at lukke offentlige ydelser ned.
For sygeplejerskernes vedkommende er det muligt, at mange af dem skal have signifikante lønstigninger. Men det er også muligt, at mange af dem skal fyres, eller i det mindste ned i løn. Dét er den hårde virkelighed, som politikerne har svært ved at tale højt om.
Ingen kommentarer
Ovenstående tekst indeholder subjektive tolkninger af fire navngivne personers synspunkter. Ingen af dem har fået mulighed for at protestere. Denne ret findes, når der er tale om journalistiske artikler, men en klumme som nærværende er blot et af talrige formater i det moderne mediebillede, hvor man kan se bort fra reglen.
Det indeholder naturligvis nogle etiske problemer, og et interessant eksempel på det kom, da Novo Nordisk blev sur på DR for at lade Bolette Friderichsen, formand i dansk selskab for almen medicin, antyde, at koncernen forsøgte at købe hende til tavshed, uden at udsagnet blev dokumenteret eller tilbagevist. DR svarede, at man jo ikke kan vide, hvad en gæst vil sige på direkte tv.
Eksemplet viser, at den nuværende praksis kan være problematisk. Men også, at den ikke nødvendigvis er det: Med sin fedmemedicin har Novo Nordisk bevæget sig ind på et ømtåleligt område. Mange vil købe produktet som et forbrugergode og opleve bivirkninger. Novo Nordisk tjener som bekendt vanvittigt godt på det, men der vil også komme en strøm af mere eller mindre berettigede klager og vredesudbrud. Man kan argumentere for, at Novo Nordisk er bedre stillet med, at kritikken kommer frem og bliver undersøgt, end at den breder sig som mytedannelser i lukkede fora.
Sten Thorup Kristensen
