En gammel talemåde siger, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig. For måske får man det.
Seneste eksempel på denne erfaring er fra klimapolitikken: I mange år har bl.a. europæiske ledere besværet sig over, at USA pjækker fra sit ansvar. Det har præsident Biden lavet om på med sin anti-inflationspakke (på engelsk forkortet IRA) fra sidste år, der bl.a. indeholder gigantiske investeringer i sol- og vindenergi. Men nu er det også galt: IRA er ”en dræber for vores industri,” skumlede den franske præsident i sidste måned, ifølge The Economist.
Economist bekender sig til økonomisk (og værdipolitisk) liberalisme, og magasinets vinkel er, at IRA er en del af en protektionistisk strømning, hvor man favoriserer sit nationale erhvervsliv. Samme vinkel har, formentligt ved et tilfældigt sammenfald, været oppe i flere danske medier, især i Information, der først citerede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for, at Danmark og Europa var nødt til at følge det amerikanske eksempel, derefter analysechef Otto Brøns-Pedersen fra Cepos for det modsatte synspunkt.
Sidstnævnte (og The Economist) får en lang næse, for ifølge Børsen har kommissionen netop proklameret, at EU’s modtræk til IRA kommer til at omfatte dels massive investeringer, formentlig med offentlig støtte eller hjælp, dels lempede regler for statsstøtte.
Den moderne protektionisme er kommet snigende. Med debatten om den grønne omstilling op gennem 10’erne blev det anerkendt, at store offentlige investeringer var uomgængelige. Med coronaen kom et yderligere incitament til at understøtte sit erhvervsliv hurtigt og bredt. Og nu er statsstøtten umærkeligt blevet til det første redskab, man tager op af værktøjskassen, uanset om det handler om klima, konjunkturer eller sikkerhedspolitik.
Det er tydeligvis heller ikke gennemtænkt blandt politikerne. Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) udtrykte i Børsen lodret uenighed med sin kollega i Udenrigsministeriet, uden at nogen hæftede sig ved det. Og blandt de spareforslag, en samlet opposition har fremlagt som alternativ til at afskaffe Store Bededag, hører ifølge DR en ”sanering” af erhvervsstøtten for 0,75 mia. kr.
Mange af partierne har gennem de seneste år helhjertet bakket op om erhvervsstøtte i forskellige sager, men det er en klassiker, at begejstringen kølnes, når samme partier ser støtten til alskens ædle formål som det, den også er: Støtte til virksomheder.
Dette instinkt er sundt. Al økonomisk teori og forskning peger på, at støtte til virksomheder og anden protektionisme er skadelig for den samlede verdensøkonomi. Måske endda også for det land, der bruger skattepenge på at favorisere sit erhvervsliv.
Derfor skal man heller ikke uden videre købe argumentet om, at vi – Danmark og EU – er nødt til at komme med et modsvar på IRA. Vi kan være bedst tjent med at gøre ingenting, ud over at glæde os over, at amerikanerne nu for alvor tager fat på at nedbringe sin CO2-udledning.
Det er rigtigt fint, at medierne nu sætter fokus på den nye protektionisme. Det gælder, i parentes bemærket, også i forbindelse med den planlagte oprustning. Børsen skrev for nogle uger siden, at det gamle spil om krav om, at modtagere af ordrer fra Danmark skal vælge danske underleverandører, er gået i gang igen – ”SMV’er kræver bid af kagen”. Den slags forekommer at være fra en anden tid, hvor der ikke var mangel på arbejdskraft, men tværtimod mangel på arbejdspladser. I dag er vi med al sandsynlighed bedst stillet ved bare at købe våben, hvor de er bedst og billigst.
Argumenter mod Store Bededag
I sidste uge skrev vi om Store Bededags-balladen med den pointe, at tiden er løbet fra afskaffelse af fridage – det giver højst en meget beskeden gevinst. I denne uge har både Børsen og Berlingske stillet sig bag regeringen. Vi nævner det, fordi de, uden at dokumentere den finansielle effekt, regeringen lægger til grund, har interessante pointer.
I Børsen påpeger Niels Lunde, at FH, som bl.a. samler underskrifter for at sende sagen til folkeafstemning, på den måde spiller et våben i hænderne på sin mest radikale venstrefløj. Det kan i sig selv føre til en konflikt på arbejdsmarkedet senere på året.
I Børsen skriver Bjarne Corydon spidst, og i Berlingske økonomisk redaktør Ulrik Bie underholdende, om, at oppositionspartierne må tage sig sammen. Det er noget om det. I Danmark går der tre årtier mellem flertalsregeringerne, så de er uvante for alle parter. Men det er ikke kun regeringen, der skal huske at invitere til dialog – det er også mindretallet, der ikke skal gå op i det røde felt over enhver sag.
Sten Thorup Kristensen
foto: Kevin Dietsch/AFP/Ritzau Scanpix
