Bankerne har hævet gebyrerne med 14 pct. det seneste år indtil august, skriver Børsen. Det er jo lidt pikant, for det er altså sket lige efter, at renten pludseligt steg og gjorde det muligt at hæve rentemarginalen. Netop presset på denne var ellers en del af den officielle forklaring på gebyrstigningerne i årene forinden – et eller anden skulle bankerne jo tjene penge på.
Brancheorganisationen Finans Danmark forsvarer sine medlemmer med, at mængden af regulering, og dermed omkostningerne, er steget. Ulykken er, at man ikke bare kan afvise denne forklaring, for alene det at holde øje med kundernes eventuelle hvidvask giver i dag fast arbejde til mange tusinde bankansatte. De skal naturligvis have løn, uanset hvor de arbejder, så det nytter ikke noget at skifte til en anden bank.
Således hæmmer hvidvasklovgivningen konkurrencen. Det gør den også på en anden måde: Man skal i dag igennem et større bureaukratisk mareridt, hvor man bliver stillet nærgående spørgsmål om sit personlige liv, for at blive godtaget som ny kunde. Når de potentielle nye kunder har en beskeden økonomi, er udgifterne til compliance større end indtægterne, og så er bankerne helst fri.
Det har en bitter ironi. Det burde være meget billigere at holde en bankkunde i en digital tidsalder, end dengang bankdrift indebar, at man skulle leje lokaler på alle hovedgader og have venlige ansatte siddende parat, når kunderne kom for at hæve 45 kr. på deres bankbog. Men det er stadig meget dyrt, og det skyldes reguleringen, uanset om denne også er den reelle forklaring på de seneste vrid på gebyrskruen.
Hvor kommer så denne konkurrenceskadelige regulering fra? For så vidt angår hvidvasklovgivningen kommer den fra EU-kommissionen. Denne har af historiske grunde stor autonomi, og i EU-systemet har den også retten til at tage initiativer. Dette er lidet demokratisk, men det var oprindeligt netop pointen: Man ville undgå, at selviske nationale særinteressen skulle stå i vejen for skabelsen af det fælles europæiske marked. Dette hensyn er i dag ikke aktuelt. Men kommissionen har bevaret sin autonomi, og den bruger den til at fremme alskens verdensfjerne ideer.
En sådan idé er den med hvidvask. Det har måske nok noget på sig, at de moderne globale kapitalmarkeder gør nye hvidvaskregler nødvendige. Men det undskylder ikke den maniske jagt på almindelige borgeres små forseelser. Og det er denne, der er skadelig for konkurrencen.
Meget anden lovgivning, som kommer fra kommissionen, har samme skadelige effekt. Den tyske finansminister Christian Lindner kom i den forgangne uge med en ordentlig bredside om det. I et interview med Politico opfordrede han sin landsmand, kommissionsformanden Ursula Von der Leyen, til at holde en pause med nye reguleringsinitiativer. Det handler om, at EU skal bevare sin konkurrencekraft, og et enkelt stykke kommende lovgivning fra EU, nemlig bygningsdirektivet, frygter Lindner direkte vil bringe ”den sociale fred” i fare.
Det er ikke en overdrivelse. Bygningsdirektivet siger, at alle ejendomme skal opfylde visse minimumskrav i henseende til energistandarder. Konsekvensen kan være, at mange almindelige europæeres boliger bliver ulovlige og usælgelige. Direktivet er så ambitiøst, at det ikke er givet, at der er håndværkere nok til at føre det ud i livet.
Selv hvis social uro undgås, sakker EU økonomisk bagud som følge af det bureaukratiske åg, der kommer fra kommissionen. Det er slående, hvor stor forskel der er på væksten i EU og USA.
Den debat må også nå de danske kyster på et tidspunkt, men det er åbenlyst ikke sket endnu. Von der Leyen har faktisk netop besøgt en dansk kyst, men det var for at døbe et nyt metanoldrevet Mærsk-skib, og de eneste skår i glæden var ifølge DR dem fra den knuste champagneflaske.
Goddag igen til hartkornskatten
Vurderingsstyrelsen havde ikke forudset, at de foreløbige vurderinger, der nu er offentliggjort, ville give anledning til større opmærksomhed. Vicedirektør Claus Houmann blev klogere, og han besluttede sig for at tage telefonen, da Børsen ringede og spurgte til de mange tilfælde, hvor grundværdien er større end ejendomsværdien.
Vicedirektøren kommer heller ikke med nogen god forklaring. Matematisk hænger det ganske enkelt ikke sammen. Men man kan sådan set godt forstå, hvad styrelsen vil: Den vil dybest set genindføre hartkornskatten, hvor jord blev beskattet efter det afkast, der var muligt, og altså uafhængigt af, hvad afkastet faktisk blev.
Det kunne til nød lade sig gøre i et landbrugsland, der eksporterede sin overskudsproduktion, men det er mere end op ad bakke i en moderne økonomi. Der er jo en grund til, at hartkornsskatten blev afskaffet i 1903.
Sten Thorup Kristensen
