Talrige paragraffer i den finansielle lovgivning siger, at Finanstilsynet skal dit og kan dat. Men der findes ingen ”Lov om Finanstilsynet” med en indledende formålsparagraf.
Finanstilsynet fungerer som en virksomhed med en bestyrelse, men denne bestyrelse ses heller ikke at have defineret noget overordnet formål. Tilsynets aktuelle strategi, der blev formuleret for nogle år siden, mundede tilsvarende ikke ud i noget synderligt oplysende:
Man skal arbejde for en finansiel sektor, der er robust og ordentlig, og tilsynsarbejdet skal afspejle samfundets udvikling og være fagligt og effektivt.
Sagen er, at det ikke i sig selv er noget formål at have en robust og ordentlig finansiel sektor. Var det sådan, kunne man blot forbyde selskaberne alle andre aktiviteter end at investere i statsobligationer og at have et fint neonskilt.
Med de seneste års trend med, at virksomheder skal definere et formål, står det klart, at f.eks. de banker, tilsynet holder øje med, er noget mere bevidste om, hvad det hele dybest set skal til for. I Danske Banks formål lyder det bl.a., at dens aktiviteter skal ”forløse potentialet i mennesker og virksomheder”. Nordea ”enable(s) dreams and aspirations for a greater good”. Spar Nord har som mål at “indgå i sunde og bæredygtige økonomiske kredsløb med de lokalområder, vi driver bank i.”
Det er højstemt – men det er sandt. Den finansielle sektor er ekstremt vigtig for et samfund. Muligheden for at få kredit, spare op til pension og tegne forsikringer er afgørende for, at vi kan realisere os selv, privat og erhvervsmæssigt. Finanstilsynets formål må være at sikre, at disse funktioner består og kan bruges af så mange som muligt.
En artikelserie i EjendomsWatch tyder på, at det ville være gavnligt, hvis tilsynets ledelse satte sig sammen, tænkte dets formål igennem og formulerede det i nogle fyndige sætninger.
Branchemediet skriver om, at pantebrevsmarkedet er i vækst, bl.a. faciliteret af Ringkjøbing Landbobank. Det er et naturligt fokus for et medie, for pantebreve er yderst i prioritetsrækken, og det er ofte her, man har set tab under kriser.
Af samme grund er det også naturligt, at Finanstilsynet nu vil se på sagen. Men begrundelsen, som vicedirektør Kristian Vie Madsen giver, er mildt sagt opsigtsvækkende. ”Realkreditmarkedet er ikke økonomisk presset, og det er bankmarkedet heller ikke. Det er derfor ikke sådan, at penge- og realkreditinstitutterne ikke kan tilbyde de lån, som økonomien har behov for. Så vi prøver at forstå, hvorfor pantebrevsmarkedet vokser,” siger han.
Finanstilsynet har siden finanskrisen stået for en stadigt strammere regulering. Det kan man være for eller imod. Men det er under ingen omstændigheder sådan, at økonomiens ”behov” stopper ved tilsynets dør.
Pantebrevsmarkedet har gode vækstvilkår, netop fordi mange oplever behov, som Finanstilsynet bestemmer, at de ikke kan få opfyldt hos banken eller realkreditinstituttet. Det kan være det ældre ægtepar, der bliver ramt af sygdom, og som har brug for at realisere friværdi. Det kan være iværksætteren, der endnu har lav indtægt, men som tror så meget på sin sag, at han vil belåne sin bolig for at kunne investere. Det kan være virksomheden, der er nødt til at investere i grøn omstilling, fordi kunderne kræver det. Det kan være pensionister, som ”kun” har 40 procent friværdi i boligen.
Belåning af fast ejendom kan naturligvis også gå til mindre ædle formål. Det er et marked, der afspejler livet i al dets mangfoldighed, inklusive skøre drømme og forfængelighed. Men pantebrevsmarkedet giver altså mulighed for at gøre nogle ting, som også politikerne nok anser som særdeles vigtige, og som de i andre sammenhænge støtter økonomisk eller gennem strukturelle reformer.
Det er meningsløst, hvis Finanstilsynet de facto stopper private investeringer i noget, som politikerne derefter må komme med penge til. Det er endda en misforståelse, at risikoen ved pantebreve er tårnhøj. Jo, den er højere end risikoen på realkreditobligationer. Men nej, den er ikke højere end ved så meget andet, folk sætter penge i – f.eks. aktier noteret på First North.
Til Finanstilsynets forsvar skal siges, at konstruktionen med en bestyrelse, som er nedsat af erhvervsministeren, forekommer at være en uhensigtsmæssig ansvarsfraskrivning. At man nedsætter en bestyrelse signalerer, at den har et selvstændigt handlerum, som giver plads til visioner. Reelt består kernen i Finanstilsynets aktivitet i at være en myndighed, der udøver magt ud fra nogle præcise, juridiske forskrifter.
Der er ikke noget at sige til, at det har vist sig vanskeligt at finde kandidater til dén bestyrelse. Måske er det i virkeligheden politikerne, der skulle overveje, hvad formålet med det hele er.
Sten Thorup Kristensen
