Vurderingsstyrelsen har vel tænkt, at den stak en tå i vandet, da den forrige uge offentliggjorde et stort antal foreløbige ejendomsvurderinger for 2022. Men i så fald må vandet have føltes iskoldt.
Der har været et større antal eksempler på deciderede barokke fejlvurderinger. Men der er kun toppen af isbjerget, for DR kan, efter at have sammenlignet vurderinger af konkrete boliger med faktiske salgspriser på disse, oplyse, at cirka hver tredje vurdering er uden for de plus/minus 20 pct., som er succeskriteriet i de politiske aftaler. Børsen når med samme metode frem til, at i hver femte kommune rammer mere end halvdelen af vurderingerne uden for de 20 pct.
Også alle andre medier har naturligvis skrevet om vurderingerne. Men bemærk, at en type af kilde er fraværende i langt de fleste artikler: Dem, som i privat regi arbejder med ejendomsvurderinger til daglig. Dem er er tusindvis af, men få af dem er oppe i det røde felt. Det er ikke fordi, alle valuarer mener præcis det samme og havde forudset den nuværende misere. Men omvendt er ingen overraskede over, at Vurderingsstyrelsen er så langt fra målstregen.
Vi har været inde på det før på denne plads. Men der er ikke tale om blot endnu et offentligt it-system, der bliver for dyrt og forsinket. Denne gang kan man ikke give programmørerne eller andre udviklere skylden. Intet it-system er bedre end de data, det bliver fodret med, og for så vidt angår ejendomsvurderinger, er der nogle afgørende data, der simpelthen ikke findes.
Det er dette, valuarerne ved – og som f.eks. også fremgår af programserien Hammerslag på DR: Man skal have et tæt lokalkendskab, og have talt med købere og sælgere, for at forstå, hvorfor det opfattes om mere attraktivt at bo i Vestergade end i Østergade.
Det er ikke noget, der kan gøres op i tal, som man kan taste ind i et it-system. Sværest er det, når der er få handler, og det er også derfor, at Børsen finder, at det er i tyndt befolkede kommuner, de maskinelle vurderinger afviger mest fra de faktiske handelspriser.
Det virkeligt deprimerende i hele denne historie er, at de partier, som år efter år stædigt har holdt fast i, at den maskinelle vurdering var vejen frem, enten ikke har lyttet til det, som blandt fagfolk er almen viden, eller at de ikke har orket at forholde sig til denne viden.
Til DR kommer LA’s skatteordfører Simon Frølund med årets underdrivelse, når han siger, at han ikke synes de foreløbige vurderinger er tilfredsstillende. DF’s Nick Zimmermann går mere til stålet og kræver svar fra ministeren. Men ordførerne kan synes og kræve alt, hvad de vil. Bolden ligger hos dem selv – ikke hos regeringen. Det er Folketinget, der med et bredt flertal af bl.a. LA og DF har vedtaget en lov, som ikke fungerer.
Det deprimerende element er, at sagen viser, hvor dysfunktionelt den højt besungne velfærdsstat kan være. I sin tid var det en vigtig pointe for grundlovens fædre, at de folkevalgte skulle komme med viden om den praktiske verden og dermed gøre statens førelse bedre.
Sådan fungerer det tydeligvis ikke i dag, og det bliver kun værre af, at staten siden er mangedoblet i omfang og tager styring i mange projekter, der er endnu større end det med ejendomsvurderingerne. Tænk f.eks. på den grønne omstilling, som i alle dimensioner er langt større, men hvor der ikke på samme måde er en dommens dag, hvor vi kan se, om det faktisk virker.
Ingen disruption her
Kan du huske Disruptionsrådet? Det blev stiftet i 2017 i en stemning af, at alle virksomheder levede livet på kanten, når unge fløse som Google og Amazon på kort tid kunne etablere sig i toppen af den globale erhvervselite. Set i lyset af, hvad vi har oplevet siden, forekommer det hele noget hysterisk – og det er heller ikke rigtigt, viser en analyse fra The Economist.
Magasinet har optalt, at 52 af Fortune 500-virksomhederne er stiftet siden 1990. Dengang var det imidlertid 66 af de daværende 500 mest værdifulde virksomheder, der var mindre end tre årtier gamle. Det synes altså ikke at være blevet nemmere at slå gamle virksomheder af pinden.
Det er også udpræget på den danske børs, hvor Netcompany er eneste unge selskab i C25. Udvider man definitionen af ungdom til at gælde virksomheder, der i deres nuværende form er stiftet indenfor en levetid, kan man tælle en håndfuld navne mere.
Blandt dem er Vestas, som oprindeligt fremstillede landbrugsmaskiner, men som vandt kapløbet om vindmøllerne. Og eksemplet er måske illustrativt. Fordelene ved at have en dyb historik synes at være større end ulemperne.
Sten Thorup Kristensen
