Der er en forståelse, medierne tidligere har haft, men som de har tabt i denne sommer: At et enkeltstående udsving i en klimaparameter ikke kan bruges til at konkludere noget om klimaændringer. På baggrund af den varme og tørre sommer i Europa er der således blevet truttet lystigt i dommedagstrompeterne.
Specielt Berlingske har været oppe på de høje nagler. Avisen spørger i ramme alvor, om vi nærmer os et ”klimaslutspil” og ”udryddelse af menneskeheden”. Samme linje var Peter Mogensen inde på i ugens Tirsdagsanalysen på TV2, hvor han taler om et ”kaos” i verdens vejr, hvilket giver muligheder for partier, der vil gøre noget ved det.
Der er ganske rigtigt blevet slået rekorder i år. Men det er i sig selv helt normalt. Helt basalt kan man sige, at klima består af tre elementer: Temperatur, nedbør og vind. Dem kan man måle, og så kan man opgøre, hvornår en rekord er slået, både i top og bund. Så langt er der seks mulige rekorder.
Men det kan man gøre over forskellige perioder. År, måned og årstid er de mest brugte. Så ganger vi med tre og er oppe på 18 mulige rekorder. Dernæst er der geografien. Der er 206 lande i verden, hvilket bringer os op på 3706 mulige rekorder.
Men i virkeligheden er der langt flere. Mange lande er så store, at det er relevant at måle rekorder på flere regioner. De grundlæggende komponenter kan også måles på mange måder, direkte og indirekte – f.eks. varmeste julidag, største regnmængde på et døgn, antal dage med snevejr, vandstand i floder, vindstyrken i årets orkaner og så videre. Helt inflation går der i det, når man også (som naturligt er) bemærker de største ekstremiteter over de seneste x år.
Det korte af det lange er, at der bogstavelig talt er hundredtusindvis af mulige vejrrekorder af en tyngde, så det som minimum er en notits i medierne værd, når de bliver slået. Og der kommer hele tiden flere til.
Derfor er det dybt useriøst at bruge nogle håndfulde nylige vejrrekorder til at konkludere noget som helst om klimaet. Peter Mogensens pointe om, at ”den faktiske udvikling”, som han omtaler sommerens vejr, kan udnyttes politisk, bør vendes om. Det er Mogensen, Berlingske og ligesindede, der bør bruge den sidste tid op til valget på at genvinde en basal forståelse af data. Ellers spreder de bare misinformation, der giver både vælgere, politikere, investorer og virksomheder anledning til at træffe forkerte beslutninger.
At der er en global opvarmning, er evident. 2022 har bare ikke budt på ny anledning til uro i forhold til det, vi vidste i forvejen. Året ligger ifølge National Centre for Environmental Information til at blive det femte- eller sjettevarmeste i målt tid, med en temperatur ca. 0,85 grader højere end i et gennemsnitligt år i det 20. århundrede. Det er i rækkefølge 2016, 2020, 2017, 2019 og måske 2015, der har været varmere.
Beskyt boligmarkedet mod dets beskyttere
Hen over sommeren har Finanstilsynet opdateret listen over systemisk vigtige pengeinstitutter (SIFI-institutter). Der er otte af dem. Det hører med til historien, at vigtigheden er gradueret, så f.eks. DLR og Arbejdernes Landsbank ikke er så vigtige alligevel. Det bringer noget mudder i den oprindelige betragtning om, at nogle pengeinstitutter er to big to fail. En nødvendighed kan ikke være relativ.
Men det siger noget om, hvordan myndighederne på dette felt tænker. Når man har defineret nogle risici og lavet regler for at styre uden om dem, så er der altid noget, som ligger akkurat på den anden side af disse regler, og derfor nu står for den største risiko. Derfor inkluderer man dem året efter og så videre. På den måde bliver reglerne over tid strammere og strammere.
Kender man denne mekanisme, er det heller ikke overraskende, når Nationalbanken støtter op om Finanstilsynets plan om, at folk med afdragsfrie lån jævnligt skal til ”eksamen” hos pengeinstitutterne. Det er, som Børsen beskriver det, en ret markant stramning, som kan betyde et farvel til afdragsfrie lån, allerede fordi det bliver for dyrt for banker og realkreditinstitutter at bestyre dem.
Det er måske også godt nok. Men hvis man vil af med de afdragsfrie lån, var det nemmere for alle parter bare at forbyde dem.
I den tilstundende valgkamp bør medierne være opmærksomme på, hvad der sker. Partier kæmper om at tilbyde bureaukratiske løsninger, der gør det nemmere for udvalgte grupper at begå sig på boligmarkedet. Imens finder politikernes bekymrede myndigheder på nye bureaukratiske løsninger til at begrænse borgernes valgmuligheder. Fællesnævneren er altså besvær, uklarhed og et mindre velfungerende marked. Det har ingen interesse i.
Sten Thorup Kristensen
