”Vi var i gang med at redde danskernes liv,” forklarede Mette Frederiksen på et pressemøde i november 2021, da hun skulle redegøre for, hvorfor der måske var faldet vel rigeligt mange finker af panden, da regeringen næsten præcist et år forinden havde lukket minkerhvervet ned.
Bemærkningen illustrerede i sig selv noget problematisk ved håndteringen af pandemien, for da Danmark blev lukket ned i foråret 2020, handlede det ikke om at redde liv. På det tidspunkt antog man stadigvæk, at alle skulle smittes – arealerne under de berømte røde og grønne kurver var nøjagtigt lige store. Smittespredningen skulle blot foregå i en takt, så sundhedsvæsenet kunne følge med, og så man undgik de desperate scener, man havde set billeder af fra hospitaler i Kina og Italien.
Da smitten igen begyndte at sprede sig i efteråret, var situationen en helt anden. Lægerne havde lært en hel masse under første bølge, man havde fundet medicin, som hjalp, og man havde konstateret, at der ikke var nær så stor brug for respiratorer som antaget – for mange patienter var en simpel iltmaske bedre. Derfor var der ikke nær samme risiko for, at hospitalerne brød sammen.
I mellemtiden havde målsætningen imidlertid ændret sig. Nu arbejdede man ud fra en forestilling om, at man kunne putte ånden tilbage i flasken – det var det, der lå i, at man skulle ”redde liv”. Der skete dog aldrig nogen formel ændring af strategien, og den nye målsætning var også urealistisk. Man kunne håbe på, at mildere varianter var på vej, hvilket også skete. Men i sidste ende kunne det ikke være anderledes, end at vi alle skulle lære coronavirussen at kende personligt.
Denne sløsede og vilkårlige ændring af strategien førte til nogle meget forkerte beslutninger i efteråret 2020. Minkhistorien var ikke den værste af dem. Den værste var den hårde nedlukning, som både menneskeligt og økonomisk kom med en høj pris, som vi stadig betaler af på.
I en international sammenhæng var regeringens håndtering af pandemien ikke engang dårlig. Både nedlukningen og genåbningen, da den endelig kom, var udført resolut og til høj karakter, og restriktionerne i mellemtiden var også i den milde ende, igen i en sammenligning med de fleste andre lande.
Den oplagte konklusion er, at myndigheder i en moderne verden bare er dårlige til at håndtere katastrofer. De mister fokus på, hvad de har gang i, og usaglige politiske hensyn får alt for stor vægt.
Som omtalt i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev skal håndteringen af pandemien nu evalueres. Man må håbe, at denne evaluering ikke bare kommer til at indeholde en vurdering af de konkrete tiltag. Der er også behov for at flyve op i helikopteren og se på mere strukturelle problemer i et politisk/administrativt system.
At disse problemer findes, og at man foreløbigt ikke er blevet klogere af erfaringerne fra coronatiden, fremgår af Beredskabsstyrelsens nye vejledning om, hvordan vi alle skal være klar til at leve tre døgn uden de normale forsyninger af alt fra el og varme til fødevarer. Ifølge DR er en af anbefalingerne at holde ”et mindre beløb i mønter og små sedler.”
At være i besiddelse af kontanter er en god ide, men ”et mindre beløb” er ikke nok. Nogle tusinde kroner liggende i bunden af en skuffe vil være bekvemt, hvis ulykken er ude. Men kontanter er blevet upopulære hos myndighederne, der mest forbinder dem med sort arbejde og hvidvask. Og dét hensyn er åbenbart så vigtigt, at man prioriterer det over befolkningens basale velfærd under den altomfattende ulykke, der desværre ikke er helt så usandsynlig, som den har været.
Erhvervslivets krop
Lars Løkke Rasmussen blev ifølge Berlingske irriteret, da han torsdag efter fremlæggelsen af regeringens erhvervspakke blev spurgt til ideologien omkring skattelettelser. Irritationen var velbegrundet, for det handlede ikke om de skallede 1,8 mia. kr. om året, nogle mindre virksomheder nu sparer. Det handler om strukturer.
Det vil være forkert at sige, at det er rygraden i dansk erhvervsliv, der nu får en lettere gang på jorden. Rygraden er Novo Nordisk og de andre store virksomheder. Men rygraden hænger jo sammen med resten af kroppen. Og her taler vi om de små, ofte familieejede, virksomheder, som servicerer Novo Nordisk og de andre giganter på alle mulige måder. Det er dem, som lejer lokaler til dem, som arrangerer personalefester, som reparerer simpelt materiel og så videre.
Disse virksomheder skal også være her. De er et helt nødvendige, hvis de enorme værdier, som blue chip-virksomheder skaber på globale markeder, skal forplante sig som jobs og velstand ude i hverdagsdanmark.
Sten Thorup Kristensen
