Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om:
Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde
━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━
Boykotten af Rusland har ramt nogle danske virksomheder hårdt, og den har ført til højere energipriser. Men overordnet set har den langt fra været nogen katastrofe for dansk økonomi. Man skal imidlertid ikke forvente, at det vil være lige så smertefrit, hvis en yderligere geopolitisk nedkøling i nærmeste fremtid fører til en tilsvarende boykot af Kina. Sådan lyder konklusionen i en analyse fra DI, ifølge Børsen.
Det lyder rimeligt. Men omvendt må man sige, at over turbulensen de senere år, fra og med coronaen, har vi gjort os den positive erfaring, at det moderne digitale samfund er langt mindre sårbart, end de fleste nok forestillede sig forinden.
Det er især tydeligt hos de krigende parter. Russisk erhvervsliv kører videre, trods sanktionerne, og Ukraine overkommer de stadige angreb mod landets kritiske infrastruktur. Der synes altid at være en elastik, der kan strækkes længere.
Men man kan ikke læne sig tilbage, for naturligvis kommer også elastikkerne af noget, og de kan knække. I de mange kriser er det i høj grad penge, der har løst problemerne – der synes altid at være to- eller trecifrede milliardbeløb til rådighed for hjælpepakker, grøn omstilling eller udvidelser af forsvarsbudgetter.
Der er tale om lånte penge, og med signifikante rentesatser og faldende arbejdsstyrker kan det hurtigt blive et problem. The Economist skruer i en leder bissen på og advarer mod, at politikere i EU og USA befinder sig i et ”fantasiland” på den front. De har været vant til nulrenter, og alvoren i den nye virkelighed er endnu ikke gået op for dem. De låner ufortrødent videre.
Netop i Danmark er statsgældsproblemet beskedent. Her har vi til gengæld et andet problem: At private formuer reelt bliver stillet økonomisk til ansvar for det, der andre steder er offentlige opgaver.
Kristian Jensen leverer et godt eksempel på det i et indlæg i Børsen. Den tidligere toppolitiker fra Venstre er nu direktør i Green Power Danmark, og han forsvarer energiselskabernes høje overskud i 2022. Hans gode argument er, at ekstraordinære priser bringer forstyrrede markeder tilbage i ligevægt. Hans dårlige argument er, at energikunderne bare skal være glade, for de høje overskud bliver genivesteret i grøn energi, mens staten får højere skatteindtægter.
Ja, grøn energi er fint, men hvis den også skal betales af borgernes formuer i de selskaber, de er medejere af, f.eks. pensionskasser og energiselskaber, kan man ikke bare glæde sig over, at staten har høj soliditet. Så skal bekymringen også omfatte borgernes private økonomi.
Vis mig din skraldespand
Velliv har fyret Steen Michael Erichsen som adm. direktør, og i denne udgave af Økonomisk Ugebrev omtaler vi nogle perspektiver på denne nyhed. Men som alle andre er vi hæmmede af, at bestyrelsen kun i meget overordnede termer vil oplyse, hvad der ligger bag fyringen. Det eneste, offentligheden – herunder pensionskassens ejere, altså kunderne – får at vide, er, at det er noget med nogle private investeringer, Erichsen har foretaget.
Man må gå ud fra, at tavsheden skyldes et menneskeligt hensyn til den fyrede direktør. Ikke desto mindre er den under al kritik. Normer og moral rykker sig i disse år, og der må være en debat om det. Denne debat er umulig, når magtfulde mennesker ikke vil oplyse, på hvilket grundlag de fælder moralske domme over andre magtfulde mennesker.
Det har også en mediemæssig vinkel.
For 13 år siden undersøgte Ekstra Bladet daværende miljøminister Karen Ellemanns skraldespand for at se, om hun selv overholdt de regler, hun pålagde borgerne. For politikerne står det stadig som topmålet af infam journalistik. Men det var det ikke: Når indholdet af skraldespande er gjort til et offentligt anliggende, er vi også nødt til at kunne diskutere dem, og medierne er nødt til at researche dem.
Tiden er meget moraliserende. Det er godt og skidt, men det er kun skidt, hvis det fører til, at magthavere udenfor demokratisk kontrol kan træffe drastiske beslutninger og bekæmpe hinanden.
Den logik omfatter også de nyere me too-sager. Lizette Risgaard kan ikke undskylde sig med, at hun ikke kendte de nye spilleregler, for me too er nu fem år gammel. Omvendt har dem, som gennem flere år delte sladder internt, men ikke handlede, heller ikke nogen undskyldning. Deres passivitet er en endnu større skandale end den detroniserede formands vildfarne hænder.
Me too-sagerne må andre medier tage sig af. Men lad os her blot stille en præmie i udsigt til det erhvervsmedie, der afslører, hvilke synder det dog er, Steen Michael Erichsen har på sin samvittighed.
Sten Thorup Kristensen
