Går man bare et par årtier tilbage, var erhvervsmedier meget personfikserede. Et selskab var lig med dets topchef, alt, hvad selskabet foretog sig, blev tillagt ham (det var altid en han dengang), og hans kontrafej kunne illustrere enhver artikel om selskabet. Det blev nok for meget til sidst.
I dag har vi nok omvendt en tendens til at hæfte os for lidt ved dem, der står i spidsen. En topchef er underlagt de vilkår, der kommer fra omgivelserne, og der er mange andre vigtige medarbejdere. Men topchefen har immervæk stor indflydelse, og som et minimum afspejler hans handlinger det, som foregår, og som ikke er synligt uden for virksomheden eller branchen.
Et eksempel: Børsen har de seneste uger været lidt ude efter Mads Nipper, adm. direktør i Ørsted. I sidste uge handlede det om, at aktiekursen er dykket, i denne uge at vigtige medarbejdere forlader selskabet til fordel for konkurrenter. Umiddelbart er vinklen altså personlig, men det havde været mere afklarende at spidse pennen i forhold til Nippers forgænger, Henrik Poulsen.
Det var Henrik Poulsen, der både strategisk og praktisk stod for at transformere olie- og naturgasselskabet Dong til verdens førende havvindmøllefirma, Ørsted Det var dygtigt på alle måder, og langt større olieselskaber må i dag ærgre sig over, at de ikke havde lige så fremsynede topledere.
Så meget mere overraskende var det, da Henrik Poulsen i juni 2020 pludselig sagde op med en standardforklaring om, at han følte, at ”transformationen var tilendebragt”. Det var den selvfølgelig på sin vis, men hvis Henrik Poulsen selv troede på projektet, skulle alt det spændende først lige til at begynde.
Men måske troede han netop ikke på det. I et opsigtsvækkende interview et halvt år forinden sagde han bl.a., at det blev hårdt at konkurrere mod oliegiganterne, for hvem grøn omstilling var en forudsætning for overlevelse, og som derfor pinedød måtte sætte priserne på at opføre havvindmøller så lavt, at de vandt udbuddene.
Det er bl.a. netop denne konkurrence, der har udhulet Ørsteds aktiekurs, selv om den ikke er faldet mere end f.eks. Vestas’. Det risikerer at blive endnu mere grumt fremover. Og på et tidspunkt må man se i øjnene, at det ikke så meget er Mads Nippers lederevner som Henrik Poulsens strategi, der nu bliver testet. Billedligt talt førte han selskabet ud i vadestedet. På halvvejen vendte han om og gik tilbage til bredden.
Også i forhold til regeringen har der i denne uge været fokus på ledelse – og også i den sammenhæng er en vigtig karakter blevet glemt. Benny Engelbrecht og Trine Bramsen løb med opmærksomheden, fordi det var dem, der blev degraderet. Den nye forsvarsminister, Morten Bødskov, var der ikke meget opmærksomhed på, men det blev dog til en rosende bisætning fra den tidligere ministerkollega Bjarne Corydon, der på lederplads omtalte ham som ”langt stærkere” end Bramsen.
Corydon mener, at forsvarsbudgettet skal øges, og det skal Morten Bødskov jo nok være god til. Det er i hvert fald budgetudvidelser til eget ministerium, han har brugt sine to og et halvt år i Skatteministeriet til. Bortset fra det har han holdt lav profil. Hurtigt efter sin tiltræden konkluderede han, at VLAK-regeringen havde skabt så store problemer med gældsinddrivelsen, at det ville tage mange år at reparere det. Snart viste det sig også, at det ville tage en ekstra årrække at få det nye ejendomsvurderingssystem i drift.
Så kort tid, som skatteministre sidder på posten i Danmark, betød disse konklusioner, at det ikke ville være Bødskov selv, der en dag stod med aben. Det var jo meget heldigt for ham. Men det var i bedste fald uambitiøst, i værste fald direkte uansvarligt. Det havde man, i anledning af forfremmelsen, jo gerne læst bare en enkelt lille klumme om fra hæren af politiske kommentatorer.
Mediernes ligegyldighed over for de ansvarliges uansvarlighed står i skærende kontrast til den nidkærhed, de viser, når en topleder viser rent menneskelige fejl, eller bare haltende sociale evner. Fælles for de seneste års historier om f.eks. Frank Jensen og Per Christensen er, at de dybest set ikke er baseret på andet end sladder. At denne sladder af og til bliver dokumenteret, gør den ikke mere relevant.
Senest er det Cecilie Lonning-Skovgaard, V-borgmester i København, der er kommet i vælten, men selv om det åbenlyst er en organiseret kampagne, medierne spiller med på, må vi understrege, at den historie ikke hører med i rækken. Både Berlingske og BT kan oplyse, at hun i nogle tilfælde ikke har givet kage til alle dem, der syntes, de skulle have det, og det er klart, at når den slags uretfærdigheder overgår sagesløse chefer i den offentlige forvaltning, må den fjerde statsmagt naturligvis være på stikkerne.
Sten Thorup Kristensen
