Gennem 2023 har Økonomisk Ugebrev bragt et større antal kritiske artikler om Martin Præstegaard. Han var, med sin baggrund i Finansministeriet, umiddelbart ikke det mest oplagte valg til som topchef at styre formuen i ATP, og i et svært marked har han også fremstået som en hund i et spil kegler. Til gengæld skulle tiden i ministeriet have sat ham i stand til at navigere politisk, men nu er det lykkedes ham at rage uklar med store dele af fagbevægelsen.
Men nu er det jul, og lad os afslutte året i en meget mere fordragelig tone. Måske er Præstegaard bare fejlanbragt, så han for samme penge kunne have lyst op som en stjerne et andet sted. Hvis man havde gjort Mikkel Hansen til angriber på fodboldlandsholdet, var dét jo nok heller ikke gået godt.
Fagbevægelsens vrede skyldes, at Præstegaard har optrådt som rådgiver for Finansministeriet, og dermed regeringen. Dette kunne man måske have set gennem fingre med, hvis ikke rådgivningen bl.a. havde handlet om en delvis privatisering af velfærdsydelser – noget, som de fleste fagforeninger er inderligt imod. Denne brudflade har vi over de seneste uger beskrevet her i Ugebrevet, men der er nogle flere lag i det, fremgår det af en par måneder gammel artikel fra Børsen, som vi tilfældigt faldt over.
Behovet for velfærdsforsikringer er forklaret i, at den statslige økonomi ikke er så solid, som man umiddelbart kunne tro, hvis man kun hører lovsyngelsen af den. Så sent som i denne uge har Økonomiministeriet igen fundet nogle flere penge, vi kan bruge løs af.
Problemet er, at disse lystige kasseopgørelser hviler på nogle forudsætninger, der i flere tilfælde er mere end tvivlsomme. Det har Præstegaard tilbage i juni, med tindrende analytisk og retorisk klarhed, forklaret sine tidligere kolleger i Finansministeriet i en mail, som Børsen senere fik aktindsigt i.
En af forudsætningerne er, at man løbende kan hæve pensionsalderen tilsvarende stigningen i levealderen. En tiårig i dag skal således først forvente at kunne gå på pension som 77-årig. Det er den slags, Præstegaard stejler over, og det kan man jo godt følge ham i. Er det overhovedet realistisk, at folk godt oppe i 70’erne stadig skulle være ambitiøse forskere i medicinalindustrien, sætte vindmøller op i Vesterhavet eller give plejehjemsbeboere deres ugentlige bade? Vil de finde sig i det, eller vil de selv finde ud af at tilrettelægge deres otium uden om offentlige systemer?
”Nutidens politikere forudsætter, at fremtidens politikere vil være hårdere ved deres vælgere, end nutidens politikere tør være. Det er usundt,” skrev Martin Præstegaard til Finansministeriet.
Engang var det en selvstændig disciplin at følge statens økonomi. Finanslove, prognoser og politiske forlig kunne flytte aktie- og obligationskurser. I de senere år har vi vænnet os til, at statens økonomi er så solid, at den ikke rigtigt truer nogen.
Men det kan være en illusion. Fornemmelsen af, at statskassen hele tiden flyder over, kan blive vendt rundt, så statskassen hele tiden skal tilføres flere penge. Det er det, Martin Præstegaard advarer om, og den advarsel bør der lyttes til – også uden for Slotsholmen.
Argentinas nye præsident
At statsfinanserne måske ikke så solide, som vi tror, er dog ikke ensbetydende med, at Danmark igen har udsigt til afgrundens rand, som i 1970’erne. Rollen som paria i den globale økonomi er for længst overladt til andre – ikke mindst til Argentina.
Det sydamerikanske land har nu fået en præsident, der vil gøre noget ved det. Javier Milei har i valgkampen brugt en motorsav som symbol på den politik, han har tænkt sig at føre. Internationale medier er lidt forvirrede over manden, der på én gang er meget folkelig i sit udtryk, men som vel næppe kan sættes i bås som en populist a la Trump, al den stund det ikke ligefrem er nemme og smertefrie løsninger, han lover. IMF – den instans, der i sin tid satte tommelskruerne på Danmark – har allerede budt Milei varmt velkommen, skriver Berlingske.
Det bliver spændende at følge. Margaret Thatcher fik sat skik på Storbritannien med en hårdhændet økonomisk politik. Men selv for hende var det en balancegang, hvor de hårde reformer blev indfaset over en årrække. Undervejs havde hun også brug for en krig – mod Argentina, tilfældigvis – for at holde populariteten oppe. Forhåbentligt har Javier Milei lært af det forløb.
Sten Thorup Kristensen
