Under coronakrisen har vi været mange, der var trætte af de danske sundhedsmyndigheders træghed og konservatisme, f.eks. i modtagelsen af de nye vacciner for godt et år siden. Men det skal også erkendes, at denne kultur i en normal situation har sin berettigelse. F.eks. at vi har undgået en dansk version af den amerikanske opioid-krise.
Opioid-krisen kan spores tilbage til slutningen af 90’erne, hvor medicinalvirksomheden Purdue Pharma fik de amerikanske lægemiddelmyndigheder med på at gøre det stærke, smertestillende middel Oxycontin tilgængeligt for alle patienter, også dem med smerter.
En afgørende forudsætning var, at man ikke anså midlet for at være vanedannende. Det var det imidlertid i meget høj grad, og samtidig var det attraktivt for dem, som blot søgte en rus. Før dét stod klart, var svimlende mange amerikanere fanget i et misbrug, de ikke kunne komme ud af. For tiden dør ca. 50.000 amerikanere hvert år af en overdosis af Oxycontin eller lignende præparater ifølge den centrale myndighed CDC.
Forløbet beskrives i tv-serien Dopesick, der blev udgivet sidste år, og som kan streames på Disney Plus. Det beskrives bl.a., hvordan markedsføringen foregik: Frem for at komme med lange udredninger over for lægerne, opfandt man hen ad vejen symptomer eller tilstande med fængende navne. Når f.eks. patienterne efter nogen tid begyndte at blive immune overfor Oxycontins smertelindrende effekt, beskrev Purdue Pharma det som ”breakthrough pain”. Kuren var selvfølgelig endnu større doser af Oxycontin.
Denne udlægning gav et stik af dårlig samvittighed hos nærværende klummeskriver. Jeg har gennem 25 år fulgt medicinalindustrien med vekslende intensitet, og jeg har talrige gange hørt om nye typer medicin, der kunne lindre undergrupper af sygdomme, som jeg, hånden på hjertet, aldrig havde hørt om før, og som jeg heller ikke har sat spørgsmålstegn ved.
Det kan meget vel være, at andre er mere omhyggelige og samvittighedsfulde end jeg. Men selv med forbehold for det: Dopesick bør være pligtsening for rigtigt mange i Danmark, der i forhold til befolkningens størrelse måske er verdens største medicinalnation. Mange danskere lever af denne industri, enten direkte eller indirekte. Os, der som journalister eller aktieanalytikere er med til at holde kapitaltilførslen flydende, udgør kun en enkelt af industriens fødekæder.
Pointen her er ikke, at industrien er ond. Som befolkning har vi stor glæde af disse virksomheder, der med store fortjenester som belønninger kappes om at udvikle lægemidler så hurtigt som muligt. De førnævnte coronavacciner er blot et eksempel på, det.
Pointen er heller ikke, at der måske er et antal uopdagede kriser ligesom opioid-krisen derude. Den var trods alt – og heldigvis – et udslag af en hundredårsstorm, hvor mange sikkerhedsforanstaltninger svigtede på én gang.
Men mindre skandaler er også skandaler, og hvem ved, hvor mange gange fru Jensen er blevet fyldt med uhensigtsmæssig medicin, fordi producenten ikke kan få sig selv til at trække det medikament, det har udviklet i dyre domme, væk fra markedet. Eller i det mindste at begrænse markedsføringen af det.
For det er pointen: Det system, der giver et stort incitament til at fremstille god medicin, giver også et incitament til at markedsføre mindre god medicin. Hele vejen ned gennem virksomhedernes organisation, fra aktionærerne til medarbejderne i pakkeriet, er der alt andet lige en interesse i at holde maskineriet gående. Og når alle tenderer til at give et nøk i samme retning, kan hele læsset ende med at tippe i denne retning.
Weekendavisen er blandt de danske medier, der løbende har fulgt opioid-krisen. Læs deres fascinerende historie fra sidste uge om Sackler-familien, der ejede Purdue Pharma. Firmaet gik ned under vægten af erstatningskravene, men de tidligere ejere har indtil de allerseneste år givet den som nogle af USA’s største kunstmæcener.
Først nu er de blevet ekskluderet fra de bonede gulve. Dén historie er i sig selv svimlende: En familie gør sig til af at stille kunst til rådighed for amerikanerne – alt sammen betalt af et produkt, der hver dag fører til et stort antal dødsfald og andre tragedier blandt de samme amerikanere.
Tv-serien beskriver også bevæggrundene i Sackler-familen, der i begyndelsen formentligt oprigtigt antog, at de havde udviklet et vidundermiddel. Serien er i det hele taget fremragende, ikke bare i kraft af den uhyggelige historie, der oprulles, men også i kraft af et fantastisk manuskript, der bliver bakket op af lige så fantastisk skuespil.
Sten Thorup Kristensen
