Jerry Seinfeld, der lagde navn til en af 90’ernes helt stor sitcoms, er nu 69 år, og i denne sene alder er han gået ind i filmbranchen, ifølge Berlingske. Han har instrueret en komediefilm om morgenmadsprodukter. At dømme efter traileren bliver den næppe nogen blockbuster, men i det hele taget er der ikke mange blockbustere nu om dage.
Seinfeld har selv været inde på det i et interview i anledningen af premieren. ”Filmindustrien er færdig”, siger han og fortsætter, at i stedet er kommet ”desorientering”.
Formatet, med en historie der bliver foldet ud over mindst halvanden time, var i forvejen presset af streamingtjenesterne, og pandemien ser ud til at have givet det dødsstødet. Omsætningen fra billetsalg i biograferne er styrtdykket, og det påvirker hvilke film, der bliver lavet. Studierne holder sig til det sikre og producerer nye versioner af gamle klassikere, suppleret med en film som ”Barbie”, der låner sin succes fra et populært varemærke.
Man skal ikke romantisere den rolle, Hollywood havde i sin storhedstid. De fleste film, der blev produceret, var uforpligtende underholdning. Men der var også plads til de store film, der fortolkede deres samtid og gav mennesker i hele den vestlige verden en fælles kulturel referenceramme. Det er væk, og det samme er hele det store show. Der bliver stadig uddelt Oscars, men det er ikke længere den store begivenhed, det var.
Det giver anledning til en meta-betragtning: Medierne i en bred forstand, der både inkluderer underholdning, kunst og nyhedsformidling, har produceret endeløse mængder af stof om, hvordan it-teknologi ændrer samfundet. Men kun få brancher er mere påvirket end vores egen, altså mediebranchen.
Netop filmbranchens deroute er til at leve med. Folk vil stadig gerne betale for at se fiktion, så nu er der guldalder for streamingtjenesterne, der skaber et mangfoldigt indhold af høj kvalitet.
Langt værre ser det ud for nyhedsmedierne. Folk flest synes at betragte nyheder som fælleseje og bliver fornærmede, når de møder en betalingsmur. I en vis forstand er nyheder selvfølgelig også fælleseje – medierne ejer ikke det faktum, at OB taber en fodboldkamp, eller at der opstår et nyt nicheparti på højrefløjen. Men det kræver nu engang ressourcer at undersøge og formidle, hvad der foregår.
I hvert fald i Danmark er nyhedsmedierne helt i vildrede med, hvad de skal gøre ved det. Derfor er clickbait nu blevet normen, som selv DR, der ikke har nogen saglig grund til det, ofte følger. Det er også på grund af vildreden, at medierne kaster sig over et emne som mental load – begrebet dækker over, at hverdagens pligter kræver båndbredde i hjernen, og spørgsmålet er så, om denne byrde er rimeligt fordelt i samfundet.
Det handler altså om hverdagens banaliteter. Der er intet i det, men dermed er det nemt at researche, man behøver bare et snakkehoved og en mikrofon, og da folk kan relatere til det, får det flere klik end en indviklet historie om, hvad der sker i Ukraine eller Gaza.
Men det er uholdbart i længden. Alle de tomme kalorier øger måske nok annoncesalget en smule her og nu. Men for brugerne er det slet ikke et argument for, at de skal tegne betalingsabonnementer. Så dødsspiralen kører videre. En kvalificeret nyhedsdækning er stadig nødvendig i et samfund, og medierne er nødt til at knække koden for, hvordan de gør den kommercielt bæredygtigt. Det er svært, men der er ingen vej uden om, hvis man vil være en del af fremtiden.
Et lys i mørket er serien Forsvundne Arvinger på DR. Opgjort pr. den 20. april er de tre første udsendelser i indeværende sæson de mest sete på tværs af DR’s platforme den seneste måned. Som seriens mange fans vil vide, er det intelligent tv, der tør stoppe op og sætte de informationer, man finder om afdøde og arvinger, ind i en politisk, historisk og kulturel kontekst.
Der bliver talt op til seerne, og det er den gode nyhed her: Folk ønsker faktisk kvalitet, og de er ikke idioter. At mange pr. refleks kommer til at klikke på en artikel om et eller andet mental load-nonsens, skal ikke tolkes sådan, at folk gerne vil have mere af det.
Et PS for nørder udi mediejura og -etik: Sognepræsten Annette Kruhøffer mener ifølge Berlingske, at det er uetisk, når Forsvundne arvinger blotlægger afdøde menneskers liv. Hun har en pointe, men omvendt: Når man beskriver bare 50 eller 100 år gamle begivenheder, studser ingen over det, hvis man kommer med detaljerede og intime beskrivelser af den tids mennesker. Så spørgsmålet er, hvor lang tid man skal have været død, før ens privatsfære ikke længere er beskyttet af presseetiske regler. Dét spørgsmål havde lovgiverne ikke lige tænkt på.
Sten Thorup Kristensen
