I betragtning af, hvor stor hæren af kommunikationsrådgivere i Danmark er blevet, undrer man sig en gang imellem over, hvor amatøragtigt nogle virksomheder kommunikerer. Nordic Waste, den siden fredag konkursramte virksomhed med hovedrollen i miljøkatastrofen ved Randers, er seneste eksempel. Hvis ejere og ledere endelig taler med offentligheden, er det i en fornærmet og selvretfærdig tone, som her i en artikel fra Finans.dk. Ubehaget ved situationen er forståelig nok, men de ville virkelig gøre sig selv en tjeneste ved at synke spyttet, tage gummistøvlerne på og så tale først med de berørte i lokalområdet, derefter med journalister, politikere og embedsmænd.
Medierne må under alle omstændigheder følge sagen tæt. Ikke blot på grund af den helt nærværende katastrofe og dens direkte konsekvenser. Sagen har på flere leder et meget principielt indhold.
Hovedaktionæren i Nordic Waste er Torben Østergaard-Nielsen. Han er så rig, at han kunne smide de 2-3 mia. kr., som det ifølge kommunen ville koste, hvis man skulle rydde op på den allerbedste måde, hvor man undgår genhusning af de lokale, og stadig ligge på en sikker sjetteplads i Økonomisk Ugebrevs opgørelse af Danmarks 100 rigeste.
Men så nemt er det ikke, anfører erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksen i Berlingske: Hvis Østergaard-Nielsen kommer med pengene, risikerer han at skabe en præcedens, hvor aktionærerne skal betale beregningen, når der sker en uforudset ulykke. En sådan præcedens vil underminere hele grundlaget for erhvervslivet. Her er det afgørende, at der går en mur mellem et selskab og dets ejere, således at deres potentielle tab ved en konkurs er begrænset til de værdier, der ligger i selskabet. Uden en sådan mur ville få turde stifte selskaber, og aktiekurser ville styrtdykke.
Thomas Bernt Henriksen foreslår, at Østergaard-Nielsen i stedet kan vise sin velvilje ved at etablere en fond, der kan give tilskud ved fremtidige lignende katastrofer. Sådan en fond kan der blive god brug for, og her ligger endnu et principielt forhold: Jordskredet skete på grund af de rekordstore mængder regn det seneste år. Nedbørsmængderne i Danmark stiger stadig, så det kan blive endnu værre i fremtiden. Kun fantasien sætter grænser for, hvilke typer af katastrofer, der kan opstå, når ejendomme og infrastruktur udsættes for et vejrlig, som ingen havde taget højde for ved opførelsen.
Hertil kommer den infrastruktur, der er på vej til at blive opført. Hvad nu hvis det f.eks. viser sig, at de mange vindmøller, der skal opføres i Vesterhavet, ødelægger fuglelivet eller har en anden uforudset konsekvens på miljøet? Hvis dem, som skal komme med pengene til vindmøllerne, risikerer at hæfte ved begivenheder, som ingen havde forudset, kan den grønne omstilling hurtigt gå i stå.
Lige nu er følelserne tilspidsede, og det kan ikke være anderledes. Finans.dk’s vinkel – at ejerne af Nordic Waste i tidligere år har hævet udbytter – er ikke desto mindre populistisk. Det er principielt vigtigt, at disse udbytter ikke skal betales tilbage, med mindre ejerne måtte indse, at der snart kunne blive brug for pengene til oprydning. Men hvis ejerne havde indset dette, er sagen en helt anden. Så taler vi ikke bare om, hvem der skal samle regningen op. Så handler det om straffe- og personalesager i virksomheden og hos de tilsynsførende myndigheder.
Huller i kontrol-regimet
Apropos tilsyn: Dét skal begrænses på landets plejehjem. Regeringen er ved at lægge sidste hånd på afbureaukratiseringen af sundhedssektoren, og et af midlerne bliver, at de tilsynsførende myndigheder skal have ”mere fokus på læring og faglig sparring og mindre på kontrol og registrering,” fortæller Mette Frederiksen til Berlingske.
Man skulle være et større menneske, end denne klummeskriver er, for ikke at bemærke modsætningen til, at virksomheder over årene er blevet udsat for en stadig mere tæt kontrol. Hvis kontrol fører til ressourcespild i den offentlige sektor, er det samme vel tilfældet i den private sektor. Man må se frem til, at f.eks. fødevare- og skattemyndighedernes hyppige besøg i restauranter omlægges til at bestå i høflig, faglig sparring.
Så meget for hånlatteren. Sagligt set er regeringens eksperiment spændende. Hvis plejehjemmene bliver bedre af at begrænse kontrollen, vil det være helt oplagt at tage regelsættene bag alle andre myndighedskontroller op til ny overvejelse. Første udfordring er, at regeringen så skal holde kursen og ikke få kolde fødder, næste gang en skandale opstår. Skandaler vil fortsat jævnligt komme på landets henved tusind plejehjem. Den pris kan være værd at betale, hvis det generelle niveau for plejen bliver betydeligt bedre.
Sten Thorup Kristensen
