En af de mest åndssvage debatter, vi kommer til at trækkes med i 2024, er den, kulturminister Jacob Engel-Schmidt startede i anledning af kvindernes internationale kampdag: Han slog til lyd for, at der skal være flere statuer af kvinder i det offentlige rum. Debatten er åndssvag, fordi der i det hele taget er meget få statuer af virkelige personer i det offentlige rum i Danmark.
Vi har en god tradition for at holde os til at hylde symbolske karakterer, f.eks. Den Lille Havfrue og Den Tapre Landsoldat. Undtagelserne er de enevældige monarker, der skamløst hyldede sig selv, og deres eksempel er ikke til efterfølgelse. Når det gælder virkelige personer, holder vi os stort set til buster, der bliver placeret på de lokationer, hvor de pågældende havde deres virke.
Men en proces er sat i gang, og den er nok ikke til at stoppe igen. En tidligere kulturminister, Brian Mikkelsen, foreslår i en kronik i Berlingske fem kvinder, man kunne hylde med en statue, herunder Marie Krogh, der sammen med ægtefællen August lagde grundstenen til dét, der i dag er Novo Nordisk.
Netop det forslag illustrerer dog et problem med statuer af virkelige personer: Ægteparret Krogh stod fast på, at deres virksomhed ikke skulle tjene penge på andres lidelser, og man kan ikke udelukke, at de ville græmmes over at se det aktie-bonanza, der er nutidens virkelighed. Med denne idealisme havde de nok heller ikke brudt sig om at blive fremhævet på bekostning af alle andre, der medvirkede til at få sat produktion og distribution af insulin i gang.
Berlingskes kulturredaktør Birgitte Borup mener, at man i stedet skal finde statuekandidaterne blandt nulevende kvinder. Det er nok bedre, når vi nu absolut skal vende tilbage enevældens hyldest af eliten, og et oplagt bud meldte sig i denne uge: Finanstilsynets direktør Louise Mogensen, der i Børsen annoncerer et stop for den konstante strøm af ny regulering, vi har set siden finanskrisen.
Nok er nok, og er der brug for nye regler, må man slette nogle af de gamle, siger hun. Det er en modig og perspektivrig udmelding, og måske illustrerer den endda noget, som kvinder alt andet lige er bedre til end mænd, når det gælder topledelse: At sige nej til at få mere magt, når der ikke er nogen saglig begrundelse for, at de skal have den.
Hvis statue-debatten er åndssvag, er den debat, Louise Mogensen nu har rejst, den direkte modsætning. I hvert fald i den finansielle sektor vil det være årets vigtigste debat. Og tilsynsdirektøren understreger, at hun har afstemt sit synspunkt med erhvervsminister Morten Bødskov. Måske er det i virkeligheden også ham, der har fået ideen. Men ham gider vi altså ikke se en statue af. Dér stopper festen.
I Mette Frederiksens tid
Nogle dagsordner starter ved en tilfældighed. I påskeudgaven af TV2’s Tirsdagsanalysen diskuterede Mogensen og Kristiansen statsministerens sammenstilling af, at mens russerne flittigt står ved samlebåndene og producerer våben, diskuterer man i Vesteuropa, hvordan arbejdstiden kan sænkes. En af dem kom i tanke om, at selv samme Mette Frederiksen for fem år siden blev valgt på at indføre en udvidet pensionsordning, Arne-pensionen. Berlingske samlede bolden op og fik politikere til at kritisere modsætningen.
Det er nemme point – også for nemme. Man må lade statsministeren, at meget har ændret sig siden 2019. Dengang var der også kerneborgerlige debattører, f.eks. Lars Sejer Christensen, der troede på, at alene den digitale udvikling ville skabe en så stor rigelighed af arbejdskraft, at man ville være nødt at tænke i noget med borgerløn. Disse betragtninger er siden gjort uaktuelle af dels behovet for oprustning, dels de globale dyk i fødselsraterne.
Det er næsten ikke til at rumme, at der er sket en så stor omvæltning på blot fem år. Det giver anledning til eftertanke. Hvad var der ellers på dagsordenen ved Folketingsvalget i 2019? Det var dengang, der kunne samles store flokke af skolebørn til klimademonstrationer. Det var også i kølvandet på metoo, og på den globale scene tog Donald Trump opmærksomheden med sine alternative fakta.
Det fandt alt sammen også vej ind på direktions- og bestyrelsesgangene i erhvervslivet. Der findes de pågældende dagsordner endnu, men de vil ikke nødvendigvis forblive store, for det må sætte sit aftryk på mentaliteten, at folk skal tage sig sammen for at åbne nyhedsmedierne og læse eller høre dagens forfærdelige nyheder fra det store udland.
Når f.eks. Legos ejerfond Kirkby ifølge Børsen lægger strategien om, så flere penge skal gå til klimainvesteringer, kan det være et af de sidste udslag af en mode, der i næste sæson virker ligegyldig og utidig.
Sten Thorup Kristensen
