En kort overgang onsdag formiddag var der to modsat rettede nyheder under en gul breaking-bjælke på dr.dk: ”Klart nej til aktiv dødshjælp” og ”Klart ja til aktiv dødshjælp i Danmark”. Artiklerne handlede om, hvordan henholdsvis Etisk Råd og danskerne i almindelighed ser på sagen.
Rådets holdninger er umiddelbart saglige og velbegrundede. Det er desværre ikke så nemt, at man bare kan hjælpe folk med at sove stille ind for på den måde at undgå et lidelsesfuldt forløb, der alligevel ender med døden. Der er en række praktiske komplikationer, og på et mere principielt plan kan man frygte, at selvmordet en dag bliver en forventet norm.
Desværre er der også store ulemper ved ikke at tillade aktiv dødshjælp. For de fleste slutter livet med lidelse og ydmygelse, og det er meningsløst bare at sige, at man i stedet for at tillade aktiv dødshjælp skal forbedre ældreplejen. Med den demografiske udvikling vil arbejdskraften til det ikke være der. Og selv om man mirakuløst skulle få systemet til at fungere, gør de fysiske og mentale lidelser, der rammer gamle mennesker, forestillingerne om værdighed til en illusion.
Når Etisk Råd derfor næsten enstemmigt vender sig mod aktiv dødshjælp, er der tale om passiv stillingtagen, hvor man nægter at forholde sig til kompleksiteten af spørgsmålet. ”Selve eksistensen af et tilbud om dødshjælp vil afgørende forandre vores forestillinger om alderdom, dødens komme, livskvalitet, og hvad det vil sige at tage hensyn til andre,” skriver rådet. Men de forestillinger, der omtales, er reelt blot fortrængning af virkelighedens verden.
Det er uinteressant, hvad 17 tilfældige mennesker mener, og rådet skulle have holdt sig til at analysere fordele og ulemper ved de forskellige modeller for aktiv dødshjælp, man har i udlandet.
Det er nogle overvejelser, som også samfundsansvarlige investorer og virksomheder må gøre sig. De ulykkelige og lidende eksistenser, man ser på ethvert plejehjem, er i vidt omfang en bivirkning af medicinske fremskridt, som har gjort det muligt at holde folk i live længere.
For tiden er på dansk grund især Novo Nordisk og Genmab involveret i nye medicinske fremskridt. Dem skal man naturligvis glæde sig over, og man skal ikke skamme sig over at tjene penge på dem. Men man skal se i øjnene, at man også bidrager til nogle lidelser, som både den enkelte og samfundet må forholde sig til.
Novo Nordisk har allerede diskussionen inde på livet. Det er kun en uges tid siden, at Hanne Roed, næstformand i Region Midtjylland, på TV2 gav selskabets fedmemiddel skylden for at trække ressourcer fra andre vigtige behandlinger. Det er muligt, at kritikken var usaglig. Men omvendt var det også for nemt for Novo Nordisk bare at påpege, at fedmemidlet på længere sigt sparer udgifter til behandling af følgesygdomme efter fedme. På endnu længere sigt vil fedmebehandlingen betyde, at endnu flere vil opleve en langtrukken og behandlingskrævende dødskamp.
Ørsted-aktionærer må følge godt med
Hvis et selskab går konkurs, og der ikke er penge til at betale alle regninger, falder aktieværdien til nul. Sådan er det. Men situationen med SAS er anderledes: En kapitaltilførsel betyder ifølge bestyrelsesformand Carsten Dilling, at selskabet nu har ”en lysende fremtid”, skriver DR. Men i samme artikel er han citeret for, at eksisterende aktier nu er ”værdiløse”.
Hvordan dét rent teknisk kunne lade sig gøre, undrede en og anden investor på nettets mange diskussionsfora om den slags. Det kunne det så heller ikke i en absolut forstand, viste det sig i børshandlen dagen derpå. Men det er virkelig højst småkrummer, de menige aktionærer får.
De bliver ikke, som den statslige storaktionær, inviteret med ind i den lysende fremtid. Tværtimod får de på vejen ud ad døren et spark fra Dansk Pilotforening, hvis formand over for Finans.dk konstaterer, at ”vi har fået en aktiv ejerkreds, der går op i luftfart.” Sådan takker de hyppigt aktionerende piloter de små investorer der, i mange tilfælde af ægte kærlighed til SAS, har købt aktier i selskabet.
Det er et forløb, der må få det til at løbe koldt ned ad ryggen hos de aktionærer, der ejer 49,9 pct. af Ørsted. Staten har lagt vægt på at beholde de resterende 50,1 pct., og altså aktiemajoriteten, hvilket signalerer, at man ser investeringen som strategisk vigtigt for Danmark – akkurat som man ser på SAS.
Nu er det ikke, fordi Ørsted er konkurstruet. Men hvis dets aktuelle problemer eskalerer, skal minoritetsaktionærerne ultimativt ikke forvente, at bestyrelsen varetager deres interesser.
Sten Thorup Kristensen
