Bønder skal hvert år udfylde et oplysningsskema til EU, og i år var der et nyt spørgsmål med: Om bonden var mand, kvinde eller non-binær. Det er beskrevet i en underholdende note i Weekendavisen, der satte sig for at undersøge baggrunden for spørgsmålet. Det viste sig at stamme fra et nyt regelsæt om implementeringen af en ny ”reformperiode” for landbrugspolitikken. I den forbindelse vil man fremme ”kønsligestilling” i erhvervet.
Man kan grine af dette lille kultursammenstød mellem embedsværket i Bruxelles og bønder med jord under neglene. Men man kan også lade være med at grine, for det illustrerer en selvtilfredshed og mangel på udsyn, der findes i førstnævnte gruppe – og det er den gruppe, der sidder på magten.
Det har alvorlige konsekvenser i andre sammenhænge, hvor hele erhverv bliver overreguleret på en måde, der er skadelig for alle de europæiske samfund. Et aktuelt eksempel, som Børsen har skrevet om de seneste uger, er den pligt til bæredygtighedsrapportering, som SMV’er snart bliver pålagt. Det hæmmer vækstlaget i erhvervslivet, fordi rapporteringen kan være byrdefuld, i mange tilfælde uden at give nogen mening alligevel.
Det er embedsmænd i kommissionen, der, med et meget tyndt demokratisk mandat, finder på den slags regler. I princippet kommer den demokratiske kontrol i parlamentet, men det er ofte teoretisk og forudsætter, at medlemmerne orker at sætte sig ind i de myriader af små detaljer, de skal tage stilling til.
Nogle medlemmer gør dog deres bedste. Blandt dem er tilsyneladende den konservative Pernille Weiss. Ifølge Ekstra Bladet har hun sat sin medarbejdere til at sætte sig ind i, hvad de tusindvis af plenarafstemninger, hun er med i, handler om.
Artiklen er dog ikke rosende. Den handler tværtimod om, hvor hårdt det har været for disse medarbejdere. Af beskrivelsen ser Pernille Wiess’ ledelsesstil heller ikke god ud.
Men så er den heller ikke værre. De medier, der bærer ved til bålet under Pernille Weiss, kan passende bruge sommerferien til at overveje deres prioriteter. Det er barokt, at man går så højt op i, at nogle – må man gå ud fra – vellønnede og veluddannede medarbejdere har frustrationer på deres arbejdsplads, mens ingen ser, at der faktisk her er et parlamentsmedlem, der prøver at udføre sin svære opgave.
Det bliver kun endnu mere barokt af, at den overordnede diskussion for tiden handler om, at Europa allerede af sikkerhedspolitiske grunde må stramme sig an. En del af dette er at få et i lange stræk dysfunktionelt EU-system til at fungere bedre, så vi ikke økonomisk falder bagud. Der skal lyde ros til dem, som prøver at løfte dette ansvar, deres kvaliteter som personaleledere ufortalt.
Derimod ingen ros til den anonyme tidligere medarbejder, der mener, at Pernille Weiss’ interesse for at sætte sig ind i afstemningspunkterne skyldes, at hun ”ser spøgelser” og ikke bare stemmer det, hun får at vide, hun skal. Vedkommende forstår ikke, hvad et politisk system indebærer, og skulle alligevel finde sig et andet job.
KLOGE INVESTOR-KVINDER
Der er relativt langt mellem de kvinder, der sætter deres penge i unge virksomheder, skriver Finans.dk. Man kan tydeligt se det, når en søskendeflok arver en formue, og drengene ender med at sætte deres del i nye erhvervsaktiviteter, mens pigerne forvalter deres del af formuen mere konservativt. Eksperter giver over for mediet nogle bud på, hvor barrieren ligger for kvinderne som aktive investorer.
Ingen nævner den oplagte mulighed: At det er drengene, der strengt økonomisk ikke handler i deres egen, bedste interesse. Investeringer i opstartsvirksomheder er en risikabel sag. Hvor svært det er, fremgår bl.a. af den høje frekvens af fiaskoer på First North, som senest beskrevet i Børsen. Avisen hæfter sig ved, at selskaberne på vækstbørsen i mange tilfælde ikke har levet op til deres udmeldte forventninger ved børsføringen. Men forventninger er noget andet for en ung end for en gammel virksomhed.
Realiteten er, at mange fra den første gruppe også dør unge. Men når man præsenterer sit projekt for investorer, må man jo gøre det med det udgangspunkt, at man hører blandt dem, der får en lang fremtid. Af rent matematiske grunde indebærer det, at First North-virksomheder gennemsnitligt vil klare sig dårligere end deres udmeldte forventninger, mens f.eks. forventningerne fra store, veletablerede virksomheder i C25 over tid gerne skulle ramme præcist. Det er en matematik, som kvinder åbenbart forstår bedre end mænd.
Sten Thorup Kristensen
