Man må tro, at nogle på Politiken har dybrøde ører for tiden. Avisen giver den som hardliner i klimadebatten og stiller glad og gerne andre til regnskab for deres syndige ageren.
Men først blev avisen af Sustain Report medio november afsløret i omfattende greenwashing i sin Plus-shop. Dernæst kom en artikel fra chefredaktør Christian Jensen forrige fredag, omhandlende avisens eget klimaaftryk. Men artiklen var praktisk talt uden konkret information. Hvad indebærer det f.eks., at ”når vi rejser i Danmark benytter vi som udgangspunkt cykel, tog eller metro”? Klimakompensation for flyrejser angives at gå til Klimaskovfonden, der er ”en uafhængig statslig enhed”. Det er en meningsløs selvmodsigelse, uanset at den stammer fra fonden selv.
Christian Jensen vinkler på, at Politikens medarbejdere flyver mere. Det er vist også krukkeri – igen er de konkrete oplysninger få, men det ser ud til, at avisen faktisk har reduceret sit forbrug af flyrejser betragteligt, i hvert fald hvis man korrigerer for, at rejseaktivitet i det hele taget var hæmmet af corona i 2021, og derfor sammenligner med 2019 i stedet.
Anledningen til artiklen var noget mediefnidder. Frihedsbrevet havde afsløret, at Theresa Scavenius, nyvalgt folketingsmedlem for Alternativet, ofte vælger flyrejser frem for alternativerne. I en leder mente Politiken, at hun skulle skamme sig, men det mente hun ikke selv, og mange læsere var enige med hende og kritiserede ”Politikens moralisme” og ”den skingre udskamning af en enkeltperson”. De sidste synspunkter fandt tilslutning fra Berlingskes nyhedschef Simon Bendtsen, der kommenterede sagen i sin egen avis.
Spring bare fnidder-delen over. Men der er en interessant præmis, som alle deltagerne i debatten om Scavenius’ rejsevaner accepterer – inklusive i anden omgang Christian Jensen, da han forsvarer Politikens voksende antal flyrejser fra 2021 til 2022 med, at det er vigtigt, at avisens journalister kan rapportere fra f.eks. Ukraine: At man ikke bare kan sige, at klimahensyn går forud for alt. Ja til grøn omstilling, men den skal ske i et velstående og velfungerende samfund med alt, hvad det indebærer af erhvervsliv, demokratiske institutioner og respekt for den enkelte.
Det er interessant, fordi det ikke er mange måneder siden, at medierne normalvis argumenterede omvendt, så CO2-reduktioner i sig selv var et mål, der gik frem for alt andet. I den henseende var udskamning af syndere et yndet geværgreb.
Men erfaringerne fra 2022 synes at have ændret noget i folks hoveder. Den nye præmis går igen i journalist Christian Bennikes anmeldelse af Greta Thunbergs nye bog i Weekendavisen. ”Det, der gør klima til så vanskeligt et spørgsmål, er, at fossil energi ikke kun har ødelagt det fælles naturgrundlag, det har også skabt hele vores moderne livsform: Vi har reduceret global fattigdom, børnedødelighed og hungersnød, fordi vi har haft en stabil og effektiv energikilde. Det har givet os varme og trygge huse, vacciner, kloakering,” skriver Bennike, og runder anmeldelsen af:
”Man lukker bogen og sidder tilbage med en masse ny viden, men også en fornemmelse af, at Thunberg er bedre til at råbe op end til at skabe en grøn omstilling. Og at klimakampen trods alt er for vigtig til at blive overladt til Greta Thunberg.”
Christian Bennike skriver meget om klima, og han gør det fra et fløjsynspunkt. Han har – i lighed med Theresa Scavenius, for øvrigt – slået til lyd for, at klimapolitikken også står over selve demokratiet: Vil folket ikke stemme for hårde klimatiltag, kan det blive nødvendigt at holde det ude af beslutningsprocessen.
Så rabiat nåede klimadebatten at blive, inden vi i 2022 fik en lille smagsprøve på, hvad det indebærer at lukke for fossile energikilder, før vi har andre energikilder på plads. Scavenius, Bennike, Christian Jensen og Politikens læsere regner vistnok stadig klimasagen for den vigtigste af alle. Fint nok med det. Det tegner meget positivt for klimadebatten i 2023, at de nu deltager i en konstruktiv debat om, hvordan vi afværger et sæt af ulykker, uden at skabe et nyt sæt af en masse andre ulykker.
Og til sidst et lille, hjertevarmende PS fra The Economist om det, som må være årets øjeblik i global diplomati: På det nyligt afholdte COP27 i Egypten havde USA og EU-landende aftalt et internt møde om, hvordan man nedbringer udledningen af metan. John Kerry, præsident Bidens klimaudsending, brød protokollen ved at invitere sin kinesiske modpart, Xie Zhenhua, med ind til mødet. Her præsenterede Kerry Xie som ”a friend of mine”. De forsamlede ca. 70 ministre brød ud i en spontan klapsalve. Er stemningen trykket af krig og klima, er der til gengæld også kort vej til lettelsen, når de små tegn på god vilje om fredelige løsninger viser sig.
Sten Thorup Kristensen
Foto: Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix
