For en dansker er det naturligvis ekstra sjovt at følge Tour de France i disse år. Men også i resten af verden bliver showet betragtet med fascination. Det er den meget moralsk tænkende unge generation, der viser den bedste side af sig selv i en ædel (og forhåbentligt dopingfri) kappestrid mellem sympatiske atleter.
Men der er en enkelt mislyd: Når Vingegaards rival, Tadej Pogacar, rækker armene i vejret efter endnu en sejr, ser man sponsortrøjen fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE), der har et behov for at løfte sit image over for den vestlige offentlighed.
Behovet opstår, fordi landet gør sig skyldig i en række grove overtrædelser af menneskerettighederne, herunder, ifølge organisationer på området, bortførsel af borgere, der opholder sig i andre lande, og fængsling og tortur af politiske afvigere. På tilsvarende vis er Bahrain sponsor for et stort cykelhold.
Cykelfans har nok vænnet sig til mislyden i en grad, at de ikke længere hører den. Men når Saudi Arabien nu vil investere i omegnen af 100 mia. kroner i europæernes yndlingssport, fodbold, er støjen tydelig. Det er utilsløret sportswashing. Og røster i debatten mener, at det er en reel strategisk trussel mod vesten, at saudiaraberne bare kan købe den goodwill tilbage, som de hver dag mister ved deres ugerninger på menneskerettighedsfronten.
The Economist råder imidlertid i en tænksom leder til at lade det fare. Ja, det er en strategisk trussel, men det skib er for mange år siden dampet ud af havnen, da vesten allerede køber store mængder olie fra og sælger store mængder våben til Saudi Arabien.
Det er heller ikke ideelt. Men man kan ikke bare melde sig ud af realpolitikken, heller ikke den geopolitiske sådanne. Det har længe været praksis at bøje sig for olielande, men en ny dimension er kommet til i de seneste årtier: Vesten mister magt til lande, som ikke nødvendigvis vil os det godt – i hvert fald ikke kun godt.
I den situation kan man ikke være alt for kræsen med, hvem man plejer venskabelige relationer med. Sagt på økonom-sprog: Udbuddet af potentielle venner falder, mens efterspørgslen stiger, og så stiger prisen på venskaber.
Hvad det helt lavpraktisk handler om, får man et indtryk af ved at læse Børsens dækning (her og her) af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens besøg i Kina. Han var statsminister, da der skulle deles 5G-licenser ud. Avisen kan bl.a. fortælle om det hårde pres, Kina lagde på Danmark for at lade Huawei komme til fadet.
Det var en blanding af trusler mod f.eks. svinekødseksporten og psykisk pres, som når en ambassadør hidsigt råbte ad de danske embedsmænd, der var indkaldt til møde. Man fornemmer, at historien er solgt til Børsen for at forklare, hvorfor regeringen vil tækkes de mellemøstlige regimer med et forbud mod koranafbrænding. Artiklen er god alligevel og giver et sjældent indblik i, hvor dramatisk relationen til Kina kan være for politikere og erhvervsfolk.
Cykling er blevet en populær sport blandt erhvervsledere. Dem, som har taget sig denne hobby, både som tilskuere og som udøvere, kan således glæde sig over at kunne forene business og pleasure: Der er en sammenhæng mellem deres daglige arbejde, og at sportens største stjerne i et halvt århundrede er i et diktaturs sold.
Erhvervsdækning for folket
Vi har tidligere været inde på det på denne plads: Over nogle årtier er der sket en dramatisk omstilling af dansk erhvervsliv. Det var tidligere præget af landbrug og små industrivirksomheder. Nu fylder nogle få store virksomheder rigtigt meget. Ændringen var ubemærket indtil i år, hvor det er blevet synligt for enhver, hvor stor Novo Nordisk er i forhold til vores lille fædreland.
Der bliver skrevet om det i aviserne, og det har også været taget op i to podcasts fra JP/Politiken: Bundlinjen og Boraghi & Pengedoktoren. De pågældende afsnit vil næppe bringe noget nyt til mange af Økonomisk Ugebrevs læsere, men det er sagt uden malice overhovedet, for det er al ære værd, at medier gør dette vigtige stof tilgængeligt for det flertal af danskerne, der ikke løbende følger erhvervsnyheder.
Men det er en tanke værd, at medierne tilsyneladende instinktivt breder målgruppen ud, når det foregår på lyd, i forhold til når det foregår på skrift. Hvis man ser en større målgruppe, skulle det også afspejles i, hvordan man skriver de daglige artikler. Omvendt, hvis der er en efterspørgsel efter lyd, burde man vel også producere noget, som giver merværdi til de særligt interesserede.
Sten Thorup Kristensen
