Da olie fra en af selskabet BP’s boringer i 2010 strømmede ud i Den Mexicanske Golf, opfandt satireserien South Park en ny karakter – journalisten Jack Brolin, der ved ulykker kan forvandle sig til Captain Hindsight og fortælle offentligheden, hvad man skulle have gjort. Satiren er rammende, for medier har ofte taget billige point hjem i kritikken af beslutningstagere efter akutte situationer.
Men man kan ikke uden videre dømme bakspejlsanalyserne ude. Beslutningstagerne kan jo godt have handlet dumt og selvisk, selv når man tager højde for det pres, de handlede under. Under alle omstændigheder efterlader akutte situationer som regel en lærdom, som man må kigge nærmere på.
De forløbne uger har budt på tre tilfælde, hvor sådan en lærdom efter en akut situation har vist sig, og hvor man, alt efter temperament, kan pege fingre ad dem, der sad ved førersædet.
Det første tilfælde er Rigsrevisionens granskning af Nationalbankens og Finansministeriets ageren under finanskrisen. Erhvervsmedierne vinkler lidt forskelligt på historien: På finans.dk er vinklen, at ”en forståelse” mellem ATP og Nationalbanken aldrig kom til Folketingets eller befolkningens kendskab; i Børsen og Berlingske hvad denne forståelse gik ud på og førte med sig.
Helt kort fortalt lovede ATP at købe statsobligationer mod, at disse obligationer kom med ekstra gode vilkår. Da det viste sig, at der alligevel ikke manglede købere, blev der udstedt for mange obligationer alene for at leve op til aftalen med ATP.
Denne klummeskriver har lidt svært ved at hidse sig op om det faktuelt passerede. På tidspunktet for den hemmelige aftale var opfattelsen, at fædrelandet stod i en nødsituation, og så er det naturligt og rigtigt, at de store institutioner står skulder ved skulder; også selv om det formelle i det ikke er kønt. At daværende finansminister Kristian Jensen naturligvis skulle have orienteret Folketinget, da han blev bedt om en redegørelse ni år senere, er en anden sag.
Under coronaen fik de store institutioner endnu en lejlighed til at gå uden for de normale formalia, og det andet tilfælde, der kalder på Captain Hindsight, vedrører netop coronaen: Et stort dansk studie, der af en eller anden grund har været meget lidt omtalt i danske medier, viser, at mRNA-vaccinerne fra Pfizer og Moderna i sidste ende ikke påvirkede dødeligheden: Færre af de vaccinerede døde af COVID-19, men til gengæld døde flere af dem af andre årsager.
Her ligger til gengæld kimen til en regulær skandale. Politikere og myndigheder kunne ikke vide, hvor ringe effekt, vaccinerne havde på dødeligheden, og vaccinerne havde formentligt andre solide fordele. Men det var under alle omstændigheder uansvarligt, når man i vintermånederne prøvede at presse danskerne til at lade sig vaccinere efter samme princip, som når folk tilskynder deres børn til at spise gulerødder – jo flere jo bedre.
Der løber stadig ny viden ind om effekterne af corona-indsatsen, og der går lang tid endnu, før det er muligt at foretage endelige konklusioner. Men et andet interessant billede, ud over det med vaccinerne, begynder at tegne sig: Lockdowns reddede nok nogle liv, set over forløbet under selve pandemien. Men det kostede også på produktionen, bl.a. af fødevarer, og med Ukraine-krigen, der er kommet oveni, kan det blive meget alvorligt for nogle befolkninger i verden.
Inflation er som bekendt også fulgt i kølvandet på pandemi og krig. Med den viden, vi har nu, er det ret indlysende, at centralbankerne skulle have trykket på bremserne for mindst et års tid siden, da man så, at pandemien ikke dæmpede efterspørgslen; tværtimod. The Economist har ikke nogen langmodighed, men giver den tværtimod fuld skrue som Captain Hindsight i en leder med en usædvanlig hård kritik af Fed.
Man skal bladre lidt tilbage i erindringen for at vurdere, om kritikken er rimelig. Indtil for ikke længe siden var Modern Monetary Theory (MMT) endnu et stort emne – teorien siger grundlæggende, at når nul-renten tilsyneladende er permanent, kan centralbankerne bare trykke flere penge, og så kan staterne problemfrit bruge løs til f.eks. grøn omstilling uden at bekymre sig om gældsætningen. Så sent som i januar sidste år promoverede Weekendavisen MMT over for sine læsere med en konklusion om, at ”der er fuld opbakning fra internationale økonomer til Mette Frederiksens plan om at investere sig ud af krisen og ikke stresse over statsgæld.”
Nu har en ny generation lært på den hårde måde, at det ikke er risikofrit at lade seddelpressen køre. Skulle Fed have været den ansvarlige far og stoppet maskinen, mens politikere, der var ideologisk optændte og oveni det corona-forskrækkede, krævede endnu flere omdrejninger? Bedøm selv.
Sten Thorup Kristensen
