Rent juridisk er klimaloven fra 2020 makværk. Tag blot formuleringen i første paragraf om, at Danmark skal ”være et foregangsland i den internationale klimaindsats”. Upræcis og subjektiv, som den er, hører den ikke hjemme i en lovtekst, og den vidner desuden om, at national selvovervurdering kom til at overskygge de saglige hensyn.
Lovens formål var dog rimeligt nok: Vi lover hinanden højt og helligt, at Danmark tager sin del i den grønne omstilling, og at det skal være højt på den politiske dagsorden. Så langt er loven også vellykket – Mogensen & Kristiansen i ugens Tirsdagsanalysen på TV2 var f.eks. rørende enige om, at det er katastrofalt for regeringen, at den har ladet initiativet i klimadebatten gå over til oppositionspartier. Miseren er bl.a., at Venstre, med sit bagland i landbruget, har svært ved at håndtere en kommende CO2-afgift.
Netop indsatsen for at reducere landbrugets klimabelastning er dog endnu en påmindelse om, hvor tungt det symbolske vejer i forhold til det egentlige. I sig selv har det forsvindende ringe betydning, om lille Danmark skruer op eller ned for udledningen af klimagasser. Om netop fødevareproduktion foregår i Danmark eller udlandet er helt ligegyldigt, og det er ressourcespild at flytte den, blot for at Danmark skal nå reduktionen på 70 pct.
At ressourcerne ikke er uendelige, blev vi i den forgangne uge atter mindet om på den hårde måde, da Ørsted kom med sin chokerende nedjustering. Som chefredaktør Niels Lunde kommenterede i Børsen, er vi først nu ved at forstå opgaven med den grønne omstilling. Han har skrevet det før, og vi har også tidligere gengivet det her, for det en vigtig erkendelse, som ikke må drukne i støjen fra denne verdens Mogensener og Kristiansener, hvis horisont højst rækker et par valg frem.
Den usentimentale sandhed er, at klimalovens tid allerede er forbi. Der er ikke længere nogen af betydning derude, der skal overbevises om, at den grønne omstilling skal finde sted. Nu handler det i stedet om at vælge de rigtige redskaber. Om dansk landbrug udleder lidt mere eller mindre er som nævnt ligegyldigt, og det samme er f.eks. mange af de tiltag, der skal nudge danskernes adfærd lidt i den rigtige retning.
Derimod er det helt afgørende, at vi kan omstille energiproduktionen til at foregå med noget andet end fossile brændstoffer. Uden nye energiformer, ingen grøn omstilling. Det, vi har lært over de allerseneste år, er, at vi ikke kan forlade os på vindenergi alene. Det er alt for usikkert. Der skal findes på noget andet – og det haster. Alle ressourcer skal nu kastes efter noget, som realistisk kan føre til en fossilfri energiproduktion inden for en overskuelig tidsramme.
Et PS: For fire år siden bragte Børsen et interview med daværende Ørsted-topchef Henrik Poulsen. Hvad han sagde var allerede opsigtsvækkende dengang, og det er ikke blevet det mindre siden. Poulsen forudså, at det ville blive svært at få de store havvindmølleprojekter, som selskabet under hans ledelse havde satset strategisk på, til at hænge sammen. Dengang var det naturligvis ikke rentestigninger, der bekymrede ham, men derimod konkurrencen fra sultne oliegiganter, der ville presse fortjenesten ned. Men det er to sider af samme sag. Godt et halvt år senere opsagde Henrik Poulsen sin stilling.
En utilbørlig fyring
I 2021 blev Gordon Alsing fyret som producent i DR Symfoniorkestret. Han havde ikke selv gjort sig skyldig i nogen af de krænkelser af sangere i pigekoret, som sagen handlede om, men man måtte forstå, at det var hans dårlige ledelse, der gjorde, at krænkelserne ikke blev stoppet.
Nu har en voldgiftsret tilkendt Gordon Alsing en erstatning på godt 1 mio. kr. for uberettiget fyring, ifølge Politiken. Beløbet er sat højt, fordi det ”må anses for belastende for ham at være afskediget i den offentligt kendte sag om seksuelle krænkelser.”
Dommen er en tiltrængt påmindelse til alle andre arbejdsgivere: Man kan altid afskedige en medarbejder, hvis man har mistet tilliden til vedkommende, eller bare fordi man ønsker at prøve noget nyt. Men en fyring er en juridisk proces, og man skal holde den adskilt fra niveauet i debatter på sociale medier, hvor der bliver malet med den brede pensel og udpeget skurke og syndebukke til højre og venstre. Tak til voldgiftsretten for at stå fast på, at juridiske rettigheder består, også selv om vi begår fejl, selv om vi viser os utilstrækkelige, og selv om normer i samfundet skifter.
Sten Thorup Kristensen
