Steen Bocian er økonomisk redaktør på Dagbladet Børsen. Her skriver han indsigtsfulde, men også meget afdæmpede kommentarer. Da han tiltrådte stillingen i 2018, gik han så at sige om på den anden side af skrivebordet, for gennem sin tidligere ansættelse som først chefanalytiker, siden cheføkonom i Danske Bank fra 2000 til 2015 var han en af de mest citerede kilder i erhvervspressen.
Set i bakspejlet, hvor man ved, hvor meget tumult der var omkring Danske Bank i den periode, er det ganske bemærkelsesværdigt. Han var stor, da banken reklamerede med at gøre det, den var bedst til. Men i modsætning til så mange andre holdt han sig på toppen, da festen brat sluttede med finanskrisen, og mange boligejeres økonomi hang i laser, alt imens Danske Bank gik fra skandale til skandale.
På den baggrund læser man naturligvis med, når Bocian i en leder onsdag stiller spørgsmålet: Evner bankerne denne gang at være en medspiller i en krisetid?
Men man bliver lidt skuffet. Lederen er afdæmpet, som det er Bocians stil. Men han må have fået en særlig indsigt i den tid, hvor han havde første parket til dramaet om Danske Banks op- og nedtur før, under og efter finanskrisen. Denne indsigt deler han ikke med læserne. I stedet er det blot teoretiske betragtninger om, at bankerne normalt under kriser vil hæve deres risikoaversion, og at de på den måde vil forstærke krisen.
Lederen tager udgangspunkt i den tale, som Carsten Egeriis, adm. direktør i nutidens Danske Bank og formand for Finans Danmark, holdt på brancheforeningens årsmøde mandag. Bocian har tolket talen således, at bankerne ikke denne gang vil agere konjunkturforstærkende. Egeriis sagde, med reference til coronakrisen, at bankerne ”også under den nuværende krise ønsker at være en del af løsningen”. Det er teoretisk set muligt, eftersom bankerne er langt bedre polstrede end under finanskrisen.
Men et er teori, noget andet praksis. Under coronakrisen gav politikerne, via Finanstilsynet, bevidst bankerne længere snor til at løbe risici. Det har der ikke været antræk til denne gang. Tværtimod: En ny (og uden for ejendomsmedierne lidt overset) vejledning fra Finanstilsynet pålægger realkreditinstitutterne at begrænse udlånet til erhvervsejendomme, herunder boligejendomme, således, at ydelserne på et fast lån skal kunne serviceres ud fra det nuværende driftsoverskud. Det er altså netop slut med at løbe en risiko og antage, at ejendommen kan udvikles, så den over tid vil give et større overskud.
Konsekvensen af det er, at ejendomme kan belånes i mindre omfang, og videre at ejendommene falder i værdi, hvilket igen svækker pantværdien, ikke bare hos realkreditinstitutterne, men også hos bankerne. Med ringere pantværdi fører også ringere soliditet, og dermed udlånsmuligheder. Det hele har sin ironi, når man betænker, at finanskrisen i høj grad var udløst af de finansielle institutioners uforsvarlige omgang med erhvervsejendomme. Denne gang er det myndighederne selv – Finanstilsynet – der underminerer dette for bankerne vigtige marked.
Vi har på denne plads mange gange skrevet om problemet med de uendelige stramninger, der sker over for den finansielle sektor. Nu, med den forventede forestående recession foran os, er problemet ikke langsigtet. Det er her og nu. Det nytter ikke noget, at bankerne gerne vil bruge deres solide polstring til at hjælpe borgere og virksomheder gennem krisen, hvis Finanstilsynet ikke lader dem gøre det.
En ny leder fra Steen Bocian efterspørges. Det er fint at være saglig og afdæmpet, men det er nu, han skal træde i karakter og øse af den viden, han qua sin erfaring må have om, hvad bankerne har brug for, hvis de skal spille en konstruktiv rolle under en krise.
Reallønsnedgang, ja tak
De seneste år har unægteligt været mærkelige, og det kommende bliver det sandsynligvis også. Til foråret skal der f.eks. være overenskomstforhandlinger, og Børsen rapporterer, at fagforeningerne møder op med krav om lønstigninger på mindst 5 pct.
Man mangler næsten ord for, hvor usædvanligt det krav er. Som bekendt har inflationen alene i år været 10 pct., og der er ikke noget nær kontrol over den endnu. Så konsekvensen er, at fagforeningerne simpelthen æder en meget stor reallønstilbagegang. Man skal meget langt tilbage i historien for at finde noget tilsvarende, hvis det overhovedet er sket før. Det er meget ansvarligt af fagforeningerne, men man må håbe, at de har indset, at det ikke kun kan være et samfundsmæssigt problem at lade lønnen stige for meget. Den kan også stige for lidt, så det bl.a. får negative fordelingsmæssige konsekvenser.
Sten Thorup Kristensen
foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
