Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om:
Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde
━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━
En søndag aften ville jo være lang, hvis man ikke kunne fordrive tiden med at se gamle romantiske film. I den boldgade tilbyder HBO for tiden ”You’ve got mail” fra 1998. Det var dengang, Tom Hanks og Meg Ryan var toppen af poppen i Hollywood. De spiller hovedrollerne i den søde komedie om to storbymennesker, der finder kærligheden og hinanden på nettet. Det var for 25 år siden endnu en ny og spændende mulighed, og med nutidige briller er det rørende ved filmen ikke selve kærlighedshistorien, som er helt standard, men det uskyldige forhold til den dengang nye teknologi.
Det har i den grad ændret sig. I dag tager vi for givet, at nettet vrimler med trolde, hackere og bedragere, og i datinguniverset sorterer folk kynisk hinanden fra eller til efter få sekunders bedømmelse. Forestillingen om, at nettet ville styrke den offentlige samtale og sikre forbrugerpriser, der var lig med marginalomkostningerne – det, man dengang kaldte ”ny økonomi” – er godt og grundigt aflivet.
Pointen er, at alle menneskelige fejl og svagheder følger med over i ny teknologi. Det er ikke bare det, at plattenslagerne også ser nye muligheder. Nok så stor betydning har det, at selv de teknisk mest smarte løsninger er til skraldespanden, hvis de ikke passer til det menneskelige sind. På den konto er f.eks. virtual reality aldrig blevet andet et nicheprodukt.
Alt det her er sådan set gammelkendt viden, men den synes alligevel at have svært ved at synke ned. I mange sammenhænge bliver man ved med at antage, at mennesker må rette ind efter de nye teknologiske løsninger, selv om det på godt og ondt er omvendt.
For tiden er det f.eks. relevant i benovelsen over AI. Vel er det smart, og med tiden skal det nok komme til at spare meget arbejdskraft og give forbrugerne nye muligheder – ikke mindst i mediebranchen. Men der er en grund til, at man får lange politisk korrekte svar, hvis man spørger den kunstige intelligens til nogle bare lidt kontroversielle emner:
Det er i den situation slet ikke noget, der med rimelighed kan kaldes kunstig intelligens, man taler med. Det er udviklerne, der – korrekt – har konkluderet, at de må styre maskinerne med hård hånd, hvis de skal have nogen praktisk funktion i den virkelige verden.
Et andet aktuelt eksempel er kampen for at udvikle digitale ejendomsvurderinger til skattemæssig brug. De skal på boligområdet ligge klar i løbet af i år, men ifølge Børsen trækker det op til endnu en forsinkelse.
Skatteministeriet har desværre uanede midler og kan blive ved med at kaste gode penge efter dårlige i stedet for at sætte to streger og nå til en erkendelse: Ejendomsværdier er i høj grad påvirket af nogle irrationelle menneskelige følelser – f.eks. opfattelsen af en udsigt, af et samtalekøkken eller af naboens gøren og laden. Uanset hvor meget, man forsøger, kan den slags bare ikke omsættes til data, som formler kan regne på.
Mettes eget bureaukrati lever
Da Mette Frederiksen blev statsminister i 2019, gjorde hun en pointe ud af, at magten skulle koncentreres om hende og hendes ministerium. Her, og ikke ude i fagministerierne, skulle de store beslutninger træffes.
Men det er allerede fortid, skrev Børsens politiske korrespondent Jesper Hvass i en godt set analyse for nogle uger siden. Magten på Slotsholmen er blevet decentraliseret igen. Det kan nok ikke være anderledes i en regering med tre partier, men reelt skete skiftet allerede med minksagen.
Her bestod forsvaret for Statsministeriets folk i at fastslå, at vi har ministerstyre i Danmark, hvilket vil sige, at den enkelte fagminister har magten og ansvaret, uanset hvad statsministeren fabler om på et pressemøde.
Med ændringen er flere af de topfolk, Mette Frederiksen ansatte i sin første periode, stille og roligt sivet ud igen. ”Dog er Statsministeriets budgetter endnu ikke reduceret,” bemærkede Jesper Hvass.
Nu foreligger finansloven for 2023, og man kan konstatere, at Statsministeriets budgetter også kun skal reduceres marginalt i de kommende år frem til 2026. Bevillingerne er ca. 150 mio. kr. om året, mod 117 mio. kr. for 2018, som var sidste år, inden Mette Frederiksen kom til.
Det er naturligvis alt sammen små beløb i den store sammenhæng. Men for en statsminister, der vil afskaffe overflødigt bureaukrati, ville det nu alligevel se pænt ud, hvis hun havde hjerte til at reducere personalet i sit eget ministerium igen, nu hvor det er tilbage ved sin klassiske og mere tilbagetrukne rolle.
Sten Thorup Kristensen
