Som udgangspunkt er det ikke en nyhed, at noget ikke er sket. En gang imellem er det alligevel værd at hæfte sig ved en ikke-hændelse. Det mest opsigtsvækkende, der ikke er sket de seneste par år, er, at statens finanser er drastisk forværret, med alt hvad der hører til af politisk nervøsitet, voksende obligationsmarkeder og (endnu mere) stigende boligrenter.
Vi har simpelthen været svineheldige. Behovet for et markant løft i forsvarsudgifterne er kommet som en tyv om natten, men samtidig er det af Finansministeriet beregnede råderum steget af flere omgange.
Dette skyldes i al væsentlighed, at et succesrigt erhvervsliv har tiltrukket indvandrere, og vel af mærke af den slags, der betaler høje skatter og bidrager til at holde detailhandlen og boligmarkedet oven vande. Uden det havde vi haft balladen.
Mange andre lande har balladen. Det har ikke fået hverken landene eller verdensøkonomien til at bryde sammen. Tværtimod er staternes vilje til at foretage gigantiske indkøb og investeringer for lånte penge den væsentligste grund til, at økonomien pt ser meget mere lys ud, end nogen havde forventet.
Spørgsmålet er, hvor lang tid det kan blive ved. Hvis investorerne først bliver urolige for, om staterne kan honorere deres forpligtelser, vil de kræve en højere risikopræmie, hvilket vil blot vil gøre lånene endnu dyrere. Det er en ond cirkel, man kan blive fanget af.
Den største og vigtigste økonomi er naturligvis den amerikanske. The Economist skriver om den i et tema med den sigende titel America’s alarming finances. USA’s gæld er tæt på at runde de 100 pct. af BNP, og den vokser med raketfart. Allerede nu er renteudgifterne større end hele forsvarsbudgettet.
Advarsler mod den amerikanske gældsætning er ikke noget nyt fænomen. Økonomisk Ugebrev har skrevet om det helt tilbage i slutningen af 90’erne. Dengang var baggrunden, at den gamle Bush havde hævet skatterne – det kostede i 1992 et nederlag til Bill Clinton, men i begyndelsen af dennes præsidentskab var der en overgang overskud på statsbudgettet. Den samlede konsekvens var, at man mistede budgetdisciplinen.
Måske gjorde Økonomisk Ugebrev sig dengang skyldig i at råbe ”ulv”, ligesom drengen i fablen. Men denne fabel er også lidt primitiv. Der er en ulv i skoven – spørgsmålet er kun, om den angriber. Det har den ikke gjort endnu. Men brat stigende renter og stater, der er nødsaget til at klodse bremserne, er at de scenarier, der kan komme til at udfolde sig i de kommende år.
Vi ses over et glas
Man leder forgæves i straffeloven efter en paragraf, der forbyder korruption. Det er ikke et juridisk ord. Det betyder, ifølge ordbogen, fordærvelse, og i almindelig brug er det ikke begrænset til at dække over praksisser, der er egentligt ulovlige.
Der synes at være en misforståelse herom, der spiller ind, når Danmark bliver berømmet for at være verdens mindst korrupte land. Et stykke hen ad vejen skyldes denne status, at vi har legaliseret nogle tvivlsomme og usaglige pengestrømme.
Men naturligvis er der en grænse. Det er den, vi ser konturerne af i sagen om, hvordan bestyrelsesmedlemmer i JP/Politiken forkæler hinanden. Politiken skriver, at Erhvervsstyrelsen er gået ind i sagen om Jørgen Ejbøls fødselsdagsgratiale på 2,5 mio. kr.
Henriette Kinnunen, bestyrelsesekspert og tidligere chefjurist i Cepos, betegner det på LinkedIn som inkompetence i fondsledelsen, når man ikke har indset, at der kunne være et fondsretsligt problem. Som minimum er der afsløret en usund kultur i mediehusets top.
Denne kultur er JP/Politiken ikke alene om i medieverdenen. Deres sag overdøvede en anden, hvor Anders Langballe, tidligere politisk reporter på TV2, inkasserede fem måneders løn efter at have opsagt sin stilling som rådgiver for forskningsminister Christina Egelund.
De to var bogstaveligt talt skamløse omkring det – det var åbenbart ikke inde på lystavlen, at det var andre menneskers penge, der finansierede den lukrative fratrædelse, for de klappede hinandens rygge i al offentlighed på LinkedIn: ”Vi ses over et glas. Eller – måske mere realistisk – et par flasker et hav af gange i fremtiden,” skrev Langballe til sin nu forhenværende chef, men stadig nære ven, ifølge DR.
Skål til dem, men ikke til Jørgen Ejbøl. Han drikker ikke alkohol, fortæller den tidligere JP-journalist Jan Lund til Frihedsbrevet. Han rejser mere eller mindre årligt rundt i Asien med sin tidligere chef. Regningen bliver sendt til Jyllands-Postens fond.
Sten Thorup Kristensen
