Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om:
Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde
___________________________________________________________________
Under overenskomstforhandlinger kæmper lønmodtagerne for at få bedre vilkår. Derfor er det umiddelbart et paradoks, når DR kunne fremhæve et boligtillæg på 25 kr. i timen til midlertidigt ansatte udlændinge i byggeriet som en af de tre vigtigste grunde til, at arbejdstagersiden med stort flertal godkendte den aftale, der var forhandlet med arbejdsgiverne. Naturligvis er udlændingene også en slags kolleger – men de er først og fremmest konkurrenter, og det var baggrunden for boligkravet: Jo dyrere det er at ansatte udlændinge, jo bedre står de fastboende sig.
Man kan tage kravet om boligtillægget som et udtryk for, at arbejdstagersiden endegyldigt har accepteret, at gæstearbejdere i ordets oprindelige forstand er et fænomen, der er kommet for at blive. Nu er det kun et spørgsmål om at få det til at fungere på en praktisk måde, alle kan leve med. Det er en rigtig konklusion. Med snarlig udsigt til, at den indfødte befolkning skrumper ret dramatisk, vil det være helt afgørende for dynamikken i dansk erhvervsliv, at udlændinge kan og vil arbejde i Danmark i kortere eller længere perioder.
Vi har nævnt det før på denne plads, men det er en pointe, der tåler gentagelse, indtil den er selvfølgelig for alle: Faldende befolkningstal, såvel i Danmark som globalt, er de kommende årtiers helt stor dagsorden. Ingen strategier om nogen som helst giver mening, hvis man ikke har taget højde for denne udvikling.
Det gælder i de helt store linjer som geopolitik og klima, men også set fra virksomhedshøjde. Tag f.eks. diskussionen om, hvordan omlægningen af logistikkæder vil påvirke Mærsk og DSV. Det er kun deres primære bekymring på mellemlangt sigt. På det lange sigte er bekymringen, at deres hovedmarkeder ultimativt vil være i samme underliggende minusvækst som befolkningstallene.
Medierne har endnu ikke formuleret den store dagsorden, men de skriver hyppigt om den, direkte eller indirekte. Her er nogle eksempler fra de seneste uger: Berlingske har, ligesom før dem Politiken, talt med Søren Ziebe, cheflæge på Rigshospitalets afdeling for fertilitet, som mere end de fleste prøver at råbe politikere såvel som almindelige danskere op.
Børsen skriver om, at mangel på specialister kan tvinge Banedanmark til at udsætte projekter. Weekendavisen skriver om det angiveligt store problem med, at færre kvinder end mænd er iværksættere, men artiklen fuser lidt pudsigt ud, når den når til essensen: Unge mænd og kvinders livsvalg.
Economist skriver, at fødselsraterne i Afrika er styrtdykket de seneste år. Tallene er endnu ikke helt skudsikre, men de tyder på, at prognoserne for folketallet på kontinentet i 2060 skal nedskrives med omkring en femtedel.
Bliver verden målt på en ny skala?
Ved den berømte gærkonflikt for 25 år siden kom det som en total overraskelse for langt de fleste journalister (inklusive undertegnede), at lønmodtagerne stemte nej til overenskomsten. Der var en bred strømning i befolkningen, som vi flovt måtte indrømme, at vi ikke havde føling med.
Nu er den gal igen. Efter inflation og bededagsballaden har man (igen inklusive undertegnede) skrevet om risikoen for en konflikt. Det var åbenbart helt skævt. Der var historisk opslutning om aftalen, især målt på stemmeprocenten, som ifølge DR var den største i et halvt århundrede.
Men måske er vi mere lovligt undskyldte denne gang. Som Niels Lunde spidst bemærker i en leder i Børsen, er også FH, med formanden i Lizette Risgaard i spidsen, gået skævt af folkestemningen. Og til vores fælles forsvar skal siges, at efter nogle begivenhedsrige år synes der at være sket forandringer i danskernes holdning til verden, så de gamle skalaer, vi har målt efter, ikke længere er retvisende.
Det mest oplagte eksempel er tallene for forbrugertillid, som ganske vist er lidt bedre end ved bunden sidste år, men som i en historisk sammenhæng fortsat er meget lave. Et eller andet er åbenlyst helt skævt med de målinger. For faktuelt er det ikke bare forkert, men meget forkert, at danskernes privatøkonomi skulle være under et så stort pres. Opsparing og beskæftigelse ligger begge på et højt niveau, så selv om der er inflation, er der også noget at stå imod med. Se også Økonomisk Ugebrevs årlige realkredit-survey i denne udgave, hvor meget få siger, at de højere boligrenter vil sende dem fra hus og hjem.
Der er også noget, der ikke stemmer, når Gallup ifølge Berlingske kan måle, at Mette Frederiksen pt. er den mest upopulære minister. Det rimer ikke med noget, man hører på gaden eller læser i medier, herunder de sociale. Måske skal regeringen på samme konto heller ikke tage sine dårlige meningsmålinger så højtideligt.
Sten Thorup Kristensen
