Nationalbanken bor normalt i Arne Jacobsens arkitektoniske mesterværk i Havnegade i det centrale København. Men skønhed koster, og budgettet til et langvarigt renoveringsarbejde er hævet fra 1,5 til 1,9 mia. kr., oplyste Børsen i begyndelsen af august. Både energi og materialer er meget dyrere nu, end da det første budget blev lagt.
Økonomisk set er Nationalbanken naturligvis en meget speciel institution. Men havde den været en almindelig virksomhed, havde den enten måttet udsætte arbejdet, spare andre steder, sende færre penge tilbage aktionærerne eller hæve priserne over for kunderne. Eksemplet illustrerer således dynamikken i en økonomisk nedtur. Når der fattes penge, må nogle skrue ned for aktiviteterne. Man kan måske sende aben videre, men så må andre tage den til sig.
Når man tæller sammen på samfundsplan, bliver beløbene enorme. Alene den højere rente på F1-lån vil koste i omegnen af 7 mia. kr. før skat for husholdninger og yderligere 10 mia. for virksomheder (givet en rentestigning på 2 pct. siden sidste år). Det kommer oven i den merudgift, der er til energi, fødevarer og andet.
Læg hertil den effekt, det har, at folk kan se, at deres formuer er skrumpet, fordi stort set alle aktivklasser er faldet i værdi. Alene pensionsformuerne faldt i første halvår med 500 mia. kr., igen ifølge Børsen. Det må motivere folk til at holde igen på udgifterne. Opbremsningen på boligmarkedet går ud over friværdierne, og langt mindre af det, der er tilbage, bliver sendt i cirkulation i økonomien.
Så der er fuld gang i en række faktorer, der vil hæmme den økonomiske aktivitet. Nationalbanken vil fra sin midlertidige adresse gerne bidrage til ”festen”. Direktør Lars Rohde foreslår en finanspolitisk stramning på 26 mia. kr. I Børsen udtaler tidligere overvismand Michael Svarer dog, at en stramning på ca. en fjerdedel kan gøre det.
Det er også muligt, at en yderligere finanspolitisk stramning ville være det mest fornuftige. Men det er en diskussion for nørder og fuldmægtige, og der er ingen grund til patos, som medierne har præsenteret nationalbankdirektørens forslag med: Om det er 26 mia. kr. eller kun 5 mia. kr., der skal strammes for, er det kun en mindre justering i helheden.
Under kriser bliver ekspansiv finanspolitik nogle gange brugt for sin psykologiske effekt. Politikerne vil formidle det budskab til borgere og virksomheder, at de godt kan bruge penge igen. Det modsatte kan naturligvis også være relevant – altså at regeringen vil sende et signal om påholdenhed. Men det forekommer ikke nødvendigt lige nu. Folk har vist opdaget, at tiderne er blevet onde.
Det efterlader et stort spørgsmål. Hvad ville Rohde egentlig med sin udmelding? Vurderer han virkelig, at danskerne ikke har forstået, at vi er gået ind i en økonomisk hård periode og i givet fald på hvilket grundlag? Eller var det mere et træk i magtspillet mellem statens økonomiske institutioner?
De svære tal
26 mia. kr. ville naturligvis lune for de fleste af os, men det er altså ikke mange penge i en finanspolitisk sammenhæng. Den slags paradokser om tal er intuitivt svære at overskue. Man skal næsten bevidst aktivere de rationelle centre i hjernen, hvis det skal lykkes.
Denne aktivering bliver ofte undladt. Susanne Ditlevsen, professor i statistik ved Københavns Universitet, nævner en række eksempler på det i en meget læseværdig klumme i Weekendavisen.
Et af de eksempler, hun fremhæver, skal vi nok snart komme til at høre mere til: I forbindelse med reformen af ejendomsskatten gav forligspartierne en tilsyneladende large rabat, så kun 80 pct. af værdierne bliver beskattet. Men kun tilsyneladende, for det er lige meget, når man bare justerer skatteprocenten tilsvarende, til pengene passer igen.
Den fulde indfasning af det nye ejendomsskattesystem er blevet udsat endnu engang, til 2026. Det er nok meget klogt. Når den kommer, vil folk opdage, at tal-tricket kun handlede om at maskere det forhold, at de mister retten til at klage over ejendomsvurderingerne. Giv agt for sure boligejere forude. Langmodigheden ville næppe blive større af, at de nye ejendomsskatter ramte midt i en krise.
Sten Thorup Kristensen
