Økonomisk Ugebrev har i ledere og eksterne kommentarer været ude med riven efter DR, som nu har fået en ny general: Dagbladet Børsens chefredaktør Bjarne Corydon bliver DR’s nye generaldirektør. I denne kommentar leverer to medieeksperter deres ønsker til Bjarne Corydon: Økonomisk Ugebrevs medieeksperter, Michael Dyrby, tidligere chefredaktør for BT, og Steffen Damborg, tidligere journalist og direktør på JP/Politiken, har hver leveret en kommentar med deres ønsker til det ”nye” DR.
Michael Dyrby lægger ud:
”Bjarne og DR skal være din nye nabo.
Bjarne Corydon blev båret ind på hænder og fødder til sit nye job som generaldirektør på DR. Sjældent har der været så få mislyde og buh-råb, når chefen for en statslig institution, der ofte er en politisk boksebold, bliver udpeget.
Der er heller ikke så meget at pege fingre ad. Det skulle da lige være, at Bjarne Corydon først tiltræder til august. Han burde tiltræde med det samme. Han er alligevel ‘dead man walkin’ hos Børsen. Og der er meget at udrette hos Danmarks Radio, så han burde smide slipset og trække i kedeldragten med det samme.
Hvad venter der så for den tidligere finansminister og adm. direktør og ansv. chefredaktør hos Børsen, når han rammer svingdøren på Emil Holms Kanal 20?
En rodebunke af en organisation, der har mistet identitet, retning og stolthed. Der er ikke problemer med økonomien, den har været dygtigt styret. Der er ikke problemer med medarbejderne, der er masser af professionalisme og talent.
På Økonomisk Ugebrev har vi sat os for at lave ønskelisten til Bjarne eller rettere danskernes ønskeliste til hele Danmarks Radio. Han har travlt, så vi ønsker, at han ikke tager 100 rolige dage for at lære virksomheden at kende.
Medieudviklingen går stærkt, til gengæld er tendenserne velkendte. Flow tv og radio går ned, digitale medier går op, traditionelle medier er vigende, nye medier og influencere er på vej op, personalisering er på vej, og AI-støttede produkter er her allerede.
De unge går forrest, men de ældre er lige bagved i denne udvikling. De unge er på YouTube og de ældre på Netflix, men det er samme retning. Digitalt og personligt frit valg.
Megatendenserne har været tydelige i en rum tid, og hvis ledere ikke reagerer på det, beder de om ballade. Det er strukturelt og universelt – det er ikke en modedille For at gøre det enkelt for Bjarne kan vi passende dele ønskerne til ham op i produkt og proces. Det første – indholdet – er det væsentligste, men det lykkes først, når det sidste er på plads. Intet produkt uden proces. Ingen proces – organisation – uden ledelse.
Danmarks Radio skal fylde mere for flere danskere. Bjarne skal sætte en ny retning for moderne public service. DR skal helt enkelt være så relevant, at danskerne ikke kan undgå at støde på indhold fra dem hver uge. I dag hedder DRs tagline: ‘Sammen om det vigtige’.
Det skal være skarpere og mere retningsanvisende, ellers kan man ikke lede flere tusinde medarbejdere.
DR skal være vores fælles historiefortæller. Ikke belærende og docerende, men netop fortællende. Bjarne og hans ‘nye venner’ skal løfte dramaproduktionen tilbage til højderne med Matador, Krøniken og Tidsrejsen. Det kræver investeringer, talentpleje og vilje til eksperimenter sammen med det sikre. DR skal være bred og smal på samme tid.
Nyheder, aktualitet og debat skal prioriteres markant højere, med særlig fokus på de lokale nyheder. DR har ti distrikter, der er totalt udsultede. Distrikterne kan i høj grad bringe DR tættere på danskerne og gøre dem relevante. I dag får de ikke lov og Bjarne skal overveje at være mere generøs over for de kommercielle lokale konkurrenter. Stil materiale til rådighed som et nyhedsbureau.
DR har siden ‘Kaj og Andrea’, ‘Ramasjang’ og MGP formået at være førende i oplevelser og læring for de yngste. Vigtigt område, hvor de store koncerner som Disney satser milliarder, men det er DR’s hjerteblod. DR skal være dygtigere og mere betydningsfulde for børn og deres forældre end de kommercielle konkurrenter. Det er afgørende, at de digitale omgivelser har ændret sig. DR skal være forrest på dette område, ellers har Bjarne fejlet.
Historiefortælling, nyhedsdebat og børns læring bør være DRs styrkepositioner med et udtryk fra strategiskabelsen. Det er ikke så langt fra den nuværende, men der skal langt flere penge og mere mangfoldighed ind i hvert af de tre styrkeområder Spørgsmålet er, hvordan Bjarne opnår det?
Han kommer ikke udenom at forholde sig til organisationen og kulturen.
DR har en tumult organisation, der ikke fremmer beslutninger. Hverken kreative, redaktionelle eller ledelsesmæssige. Organisationen skal være så enkel, at alle intuitivt forstår den og kan levere. Derfor skal den splittes op i tre større enheder med et direkte ansvar. Mængden af ledelseslag og mellemledere skal reduceres. Han kan passende bede alle fra ledelseslag 3 – 7 gå hjem og se, hvad der så sker. Det er selvfølgelig en voldsom popularisering. Men der er behov for en stor kost, Bjarne.
DR skal producere mindre selv og få mere produceret i det private produktionsmiljø, der i Danmark er dygtigt men voldsomt presset. Selskaberne kan levere nye formater og producere i alle prisniveauer. Men de er ofte udsat for nidkær kontrol og styring af DR’s kommissærer. De skal slippes løs som meget andet hos DR.
Bjarne skal finde den store pung frem og sikre, at DR er teknologisk konkurrencedygtig på alle platforme. Ikke mindst de digitale, hvor nutid og fremtid ligger. DRTV er håbløst bagud i forhold til konkurrenterne på Netflix, TV2 Play og Viaplay. Den skal opgraderes og være den store frontløber.
Teknologi er en evig indsats, og konkurrenterne på det marked er gigantiske, men det er vilkåret. DR skal fungere lige så intuitivt som Netflix eller Spotify, for det forventer brugerne. DR får ikke noget foræret.
Den tidligere finansminister er vant til shitstorme og angreb fra alle retninger. Den erfaring får han brug for i sit nye job. Generaldirektøren og DR er en elsket skydeskive for politikere og en aggressiv del af medierne og meningsdannere. Corydon går ikke af vejen for en diskussion og gemmer sig sjældent.
Det er nødvendigt og en væsentlig del af den nye formands og bestyrelsens ønsker. Han og bestyrelsen vil ikke længere sidde som de tre aber og se DR vælte ud over afgrunden som i dokumentaren om Grønland. Bestyrelsen ønsker, at generaldirektøren blander sig, og det kan forhåbentlig danne præcedens ned gennem rækkerne.
DR har i for mange år gemt sig i den offentlige debat, og deres reaktioner over for kritik har typisk været afvisning på afvisning eller ‘der er ikke noget at komme efter’. Den efterhånden nedarvede kultur gennem 15 år skal ændres. DR skal åbne sig, deltage og være danskernes nye nabo.
Bjarne har travlt.”
Stop med at planke nyhedshistorier fra private medier
Steffen Damborg skriver:
”Kære Bjarne, tillykke med dit nye job.
DR en jo en vigtig samfundsinstitution, der i årtier har bidraget til sammenhængskraften i det danske samfund. DR løfter masser af væsentlige opgaver, som private aktører ikke kan løfte. Mængder af fantastisk radio og tv er gennem 100 år sendt ud i æteren, og DR er fortsat dagsordenssættende.
Det vidner om, at statsradiofonien har evnet løbende at genopfinde sig selv og fastholde relevans.
Men DR er også noget af et monster. DR breder sig langt ud over de indholdskategorier, der oprindeligt var tiltænkt det statsejede public service-medie. Der er en udtalt grad af konkurrenceforvridning på det danske mediemarked.
De private medier udsættes i stigende grad for urimelige markedsvilkår af de to statsejede mediegiganter. Som tidligere socialdemokratisk finansminister har du bidraget til, at DR har kunnet bevæge sig stadig længere væk fra kerneydelserne og public service i snæver forstand.
Eksemplerne er ad legio: X Factor, Gift ved første blik, Den store bagedyst, weekend quizzer på P4, Go’ Morgen P3 med musik hits og ikke meget andet. Er det virkelig public service?
Mange programmer udkommer ikke længere kun på DRs platforme. Apples podcastunivers, Metas Facebook og Googles YouTube er DR’s foretrukne tjenester. Selv Netflix får lov at kapitalisere på Borgen og andre DR-produktioner.
De pressede danske private medier er ikke blandt DR’s foretrukne samarbejdspartnere. Dem vælger DR og politikerne at udfordre mest muligt. Der synes ikke at være grænser for, hvor langt DR kan bevæge sig ind på de private mediers område med indhold, som man ved lov kræver, at alle danskere skal betale DR for.
Derfor, Bjarne, har jeg denne ønskeliste til dig:
- Gå væk fra generaldirektør-dogmet om, at DR skal være så stort som muligt. Din forgænger kæmpede med næb og klør mod alle besparelsesbestræbelser. Men det bør jo ikke være et mål i sig selv at være størst muligt.
- Det er muligt at skære i omkostningerne og samtidig udfylde DR’s samfundsmæssige rolle. Der er mange ledelseslag og kontrolmekanismer indbygget i DR’s struktur. Det koster i den grad på produktiviteten.
- Se dig selv som samfundets tjener snarere end DR’s toplobbyist. Din forgænger var en udpræget ”systemets” kvinde, men DR er jo vores allesammens, så husk hvem du tjener. Du har du stor erfaring med som minister, som jo betyder ”tjener” på latin.
- Husk dine erfaringer fra din tid på Børsen: man kan gennemføre betydelige besparelser og fortsat udgive et godt produkt. Det vil i de kommende år blive udsat for sparekrav fra politisk hold. Som tidl. finansminister kender du alt til mekanismerne. Husk det nu, hvor du sidder på den anden side af forhandlingsbordet.
- Vær tydelig i prioriteringen af indhold. Prioriter indhold, som de private medier ikke kan tilbyde på markedsmæssige vilkår. Det er konkurrenceforvridende, når DR’s produktion og sendeflade til tider er svær at skelne fra en privat medievirksomheds ditto. Sådan bør det ikke være. Skab en klar public service-profil.
- Fravælg de skrevne nyheder på dr.dk. Dem dækker markedet uden problemer. DR (og TV2) ødelægger markedet for betalte skrevne nyheder. De færreste vil betale for et medieabonnement, når man nu alligevel kan få det meste gratis på de to statsejede platforme.
- En sidegevinst ved et strategiskifte ville være, at DR så fremadrettet vil kunne danne fælles front med de private medier på en lang række områder frem for (som det er nu som oftest) at befinde sig i hver sit ringhjørne.
- Stop med at planke de historier, som private medier under pres har investeret mange midler i at researche, producere og publicere. Det er en stor anstødssten hos bl.a. de private mediehuse, at de på daglig basis oplever, at nyhedsfladen på tværs af DRs kanaler og platforme specielt om morgenen er rippet fra de private nyhedsmedier.
- DR har flere journalistiske muskler end samtlige landsdækkende dagblade tilsammen, så det tangerer det uhæderlige at planlægge nyhedsfladen ud fra, at andre medier til stadighed udvikler den nødvendige mængde nyheder, så DR kan fylde programmerne ud.
Og, Bjarne, følger du disse anbefalinger, så har du penge til at investere yderligere i DR’s streamingtjeneste. Du kan allokere penge til mere magtkritisk journalistik, som er helt nødvendigt.
Og, så vil du kunne bygge en bedre relation til de øvrige aktører i det danske medieøkosystem, som kunne danne grobund for nye samarbejdsrelationer, og en øget konkurrenceevne i forhold til de amerikanske social media-platforme.
Det var så lidt gode ideer, og pøj pøj.”