Silkeborg IF Invest har været en forrygende investering i 2024 med et afkast på 92 pct. ved kurstoppen i slutningen af november. Siden er kursen faldet lidt tilbage, så afkastet i 2024 ”kun” blev 67 pct., men det kan de fleste aktionærer sikkert godt leve med.
Til gengæld har forklaringen på den store kursstigning været vanskelig at leve med for en del af fodboldklubben Silkeborgs fans.
Selvom aktiekursen var stigende gennem hele 2024 kom det store kurshop i november, da ledelsen i den børsnoterede støtteforening Silkeborg IF Invest meddelte, at man vil sælge 80 pct. af Silkeborg IF A/S (fodboldklubben) til udlandet.
Silkeborg IF Invest bevarer 20 pct. af ejerskabet i fodboldklubben og hele ejerskabet af koncernens to segmenter Ejendomme og Hotel & Konference.
Prisen for de frasolgte 80 pct. er 120 mio. kr. kontant plus 41,9 mio. kr., der afvikles over en nærmere aftalt periode. Forinden overdragelsen udloddes der endvidere 34,1 mio. kr. i udbytte til Silkeborg IF Invest.
Frasalget ville for nogle år siden have været indlysende rigtigt set fra en økonomisk synsvinkel, da fodboldsegmentet slugte erhvervssegmenternes overskud. Men siden har spillersalg udviklet sig til en særdeles profitabel forretning for Silkeborg IF, så beslutningen er ikke længere så oplagt.
Det er dog stadig vores overbevisning, at den er rigtig, og at kursen på Silkeborg IF Invest p.t. ligger mindst 10 pct. under en rimelig kurs.
Selskabet har udsigt til et overskud på 15-25 mio. kr. i 2025, og salgsprisen på over 100 mio. kr. skal enten udloddes eller geninvesteres i forventede fremtidige indtægter.
Konklusion
Aktuel kurs 37,6
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 43,2
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.