Fodboldens Superliga har afsluttet det indledende grundspil, og det endte med succes for ikke mindre end fire børsnoterede selskaber. Nemlig Brøndby, Parken Sport & Entertainment (FC København), AGF og Silkeborg IF Invest.
Fem danske fodboldklubber er børsnoterede selskaber, og fire af dem spiller i Superligaen. Det suverænt største af disse selskaber er Parken Sport & Entertainment, som er koncernen bag fodboldklubben FC København (FCK).
FCK har efterhånden etableret sig som en fast kandidat til årets danske mesterskab, og klubben kalkulerer med deltagelse i en eller anden form for international fodbold hvert år. Forventningerne til 2024 er deltagelse i Europa League, som er den næstbedste europæiske turnering efter Champions League.
Første skridt mod en sådan deltagelse opfyldte FCK med en tredjeplads i Superligaens grundspil. Det betyder, at klubben i anden halvdel af sæsonen skal spille om mesterskab og kvalifikation til internationale turneringer med de øvrige fem klubber, som endte i øverste halvdel af grundspillet.
En af disse klubber er Brøndby, som også er børsnoteret. Brøndby endte på andenpladsen med to point mere end FCK. Eftersom der er otte point mellem FCK på tredjepladsen og FC Nordsjælland på fjerdepladsen, skal mesterskabet med stor sandsynlighed afgøres mellem Brøndby, FKC og så FC Midtjylland, som vandt grundspillet.
De to sidste pladser i mesterskabsslutspillet erobrede AGF og Silkeborg. Om det giver adgang til international fodbold er p.t. et åbent spørgsmål, men det giver under alle omstændigheder adgang til ti slutspilskampe med stor mediebevågenhed. Og den deraf følgende indtægt i kraft af tilskuertal og TV-penge.
Selvom mesterskabet i praksis er udenfor rækkevidde for både AGF og Silkeborg, er placeringerne som henholdsvis nr. 5 og 6 i grundspillet derfor af stor betydning for klubbernes økonomi.
Udenfor Superligaen afsluttede også den næstbedste række, NordicBet Liga, grundspillet. Her finder vi den sidste af de fem børsnoterede fodboldklubber, AaB.
Også her blev grundspillet en succes, omend på et noget lavere niveau end for de fire superligaklubber. AaB sluttede således grundspillet på førstepladsen i tæt kamp med Sønderjyske på andenpladsen.
Med 15 point mellem AaB og Vendsyssel FF på tredjepladsen skal det gå meget mærkeligt til, hvis ikke AaB efter slutspillets ti kampe indtager en af de to oprykningspladser. Dermed kan klubben se frem til en fremgang i indtægterne på 20-30 mio. kr. ved oprykning til Superligaen 2024/25.
Bruno Japp