Spillersalg er efterhånden en integreret del af de børsnoterede fodboldklubbers forretningsmodel. Det er længe blevet betragtet som problematisk set fra en investors synsvinkel, da denne indtægtsform mht. forudsigelighed ligger meget langt fra eksempelvis salg af varer og serviceydelser. Men måske er det tid til at genoverveje denne skepsis.
En række af de sædvanlige og velkendte indtægtskilder for de børsnoterede fodboldklubber (tilskuerindtægter, TV-penge, sponsorater, indtægter fra internationale kampe m.v.) afhænger i høj grad af en sportslig succes, som i sagens natur ikke kan opnås af alle. Det kan efterlade indtrykket af, at fodboldklubbernes bundlinjeresultater er det rene lotteri afgjort af en enkelt forkert dommerkendelse. Der kan imidlertid sættes spørgsmålstegn ved, om disse traditionelle indtægtskilder tillægges for stor betydning i dagens værdiansættelse af de børsnoterede fodboldklubber. Handel med kontraktrettigheder (i daglig tale Spillerhandel) er nemlig en anden væsentlig indtægtskilde, som på kort sigt kan vende et regnskab på hovedet.
Prisen på fodboldspillere er internationalt efterhånden astronomisk målt efter danske forhold, så et enkelt år med et eller flere succesfulde spillersalg kan vende et trist regnskab til en bragende succeshistorie.
Som eksempel kan nævnes AaB’s regnskab for 2020, som fortæller om et resultat før skat på 12,1 mio. kr. Bag dette tal gemmer sig imidlertid nogle ekstremt profitable spillersalg. Bl.a. salget af Mikkel Kaufmann til FC København i en handel, som AaB oplyser er deres tredjestørste handel nogensinde og angiveligt den næststørste handel mellem to danske klubber.
Disse succesfulde spillersalg skabte et overskud på posten Resultat af transferaktiviteter på 34,5 mio. kr., og skjulte dermed at driften uden denne indtægt faktisk gav et underskud på 22,5 mio. kr. Men er det ikke ligegyldigt hvor pengene kommer fra, når bare de kommer?
Svaret på det spørgsmål er principielt ja. Problemerne opstår bare, hvis man ikke er i stand til at opretholde en solid pengestrøm fra spillersalg og samtidig har underskud på den almindelige drift. I AaB’s tilfælde så vi konsekvenserne året før, hvor underskuddet på driften ekskl. transferaktiviteter var 27,4 mio. kr. i et år hvor transferaktiviteterne gav et underskud på 7,3 mio. kr.
Så røg bunden helt ud af pengekassen med et resultat før skat på minus 33,5 mio. kr.
AaB’s eksempel illustrerer ganske godt rimeligheden i investorkredses klassiske holdning til fodboldaktier, hvor man ikke tør satse på indtægter, der svinger som vinden blæser.
Men som Silkeborg IF Invests (SIF) eksempel viser er historien måske ikke længere entydig. SIF har haft et massivt overskud på transferaktiviteterne de seneste fem år på henholdsvis 42,2 – 6,3 – 26,2 – 22,9 – 22,5 mio. kr., og det giver en samlet nettoindtægt på 120 mio. kr. Og vi kan allerede inden offentliggørelsen af SIF’s årsregnskab 2023 sige, at 2023 bliver endnu et særdeles profitabelt år på transfersiden.
Stabil tocifret millionindtægt
Hvis enhver anden virksomhed år efter år leverede et tocifret millionoverskud på en aktivitet, ville vi som investorer uden betænkelighed lade denne aktivitet indgå i værdiansættelsen af selskabet på lige fod med alle øvrige økonomiske oplysninger. Men vi kvier os stadig ved at gøre det samme for fodboldklubbernes transferaktiviteter.
En begrundelse kunne være, at SIF er et enkeltstående tilfælde. Men hvis vi vender tilbage til AaB som et andet eksempel, så taler de økonomiske fakta her imod den påstand.
AaB’s resultat af transferaktivitet er betydeligt mere svingende end SIF’s, og man har faktisk haft underskud på denne post to gange de seneste fem år. Men lægger vi resultaterne sammen, får vi et overskud på 47,9 mio. kr. AaB er altså også over tid tilstrækkeligt dygtige købmænd til at sikre sig et betydeligt overskud på denne del af forretningen. Men er både SIF og AaB så bare enkeltstående eksempler? Hvis de øvrige tre børsnoterede fodboldklubber præsenterer helt anderledes resultater fra transferaktiviteter over en årrække, bekræfter det vores tidligere skepsis mht. at lade forventede spillersalg indgå i selskabernes værdiansættelse i nævneværdig grad.
I næste uge ser vi på, om de øvrige børsnoterede fodboldklubber FC København, Brøndby og AGF’s transferaktiviteter skyder hul i teorien om, at spillersalg kan betragtes som en troværdig og stabil indtægtskilde. Vi ser også på, hvad konsekvenserne for selskabernes værdiansættelse vil være, hvis det viser sig ikke at være tilfældet.
Bruno Japp
