Om halvanden måneds tid tiltræder en ny nationalbankdirektør. Forinden vil en ny regering, måske med en ny finansminister, formentligt være tiltrådt. Disse nye vogtere af kronen skal vel mødes til en kop kaffe. De får nok at diskutere.
Men først ud i verden: ECB og Fed har i 2022 trykket på panikknappen og iværksat historiske stigninger i styringsrenterne. En række mindre centralbanker var ude i bedre tid. F.eks. Norge, New Zealand og Chile reagerede allerede med rentestigninger i 2021.
The Economist har undersøgt, hvordan det er gået i otte lande, hvor centralbankerne således viste rettidig omhu. Som gennemsnit har de, i forhold til andre lande, tidligere fået dæmpet den økonomiske aktivitet. Men desværre har det ikke løst inflationsproblemet – det er, groft sagt, som i resten af verden.
Der kan være flere årsager til dette. Det kan være, at det tager længere tid at få inflationen under kontrol, end de fleste økonomer endnu regner med. Det kan også være, at læren vil være, at et lille land ikke kan gøre noget på egen hånd, men må vente på, at de store reagerer.
Den helt store gyser er imidlertid, hvis økonomernes forståelse af kilderne til inflation er meget ringere, end vi troede. Billedligt talt – hvis vi skal reparere et stykke finmekanik, men kun har en stor hammer i form af rentestigninger i værktøjskassen.
For denne gyserversion taler desværre et træk ved lavinflationsårene, når vi nu kan se dem i bakspejlet. Vi har opfattet dem sådan, at centralbankerne kørte en meget lempelig pengepolitik for at undgå deflation. Men man kan også anlægge en anden betragtning: Selv om centralbankerne har været meget innovative med deres instrumenter til at pumpe penge ud, lykkedes det aldrig at få inflationen til at lande omkring de ønskede 2 pct. Så hvor meget styrede centralbankerne egentlig?
Hvis gyserversionen holder, skal regeringer og centralbanker hurtigst muligt finde på noget andet end bare pengepolitik. De skal ind og pille ved finmekanikken. Det handler om ressourcer, herunder arbejdskraft.
Men det handler også om valutasystemerne. Og her er der desværre samme ballade som med inflationen: Der er tydeligvis rigtigt meget, vi ikke forstår. Men som vi gennem nogle årtier, hvor det i det store og hele er gået fint, har bildt os ind, at vi forstår.
Børsen havde i forrige uge en reportage fra en meget speciel komsammen: Fine gæster fra ind- og udland var inviteret til Eigtveds Pakus på Christianshavn for at fejre 40 års-jubilæet for dansk fastkurspolitik. Den er dateret tilbage til dengang i 1982, hvor Poul Schlüter og Henning Christoffersen udsendte en kort meddelelse om, at den firkløverregering, de var ved at danne, ikke havde nogen planer om at devaluere kronen.
Men er det nu en rigtig datering? Med få undtagelser, f.eks. under krige, har den danske valuta altid været bundet op på noget andet. Først sølv, siden den fælles-skandinaviske krone, derefter det britiske pund, siden kurve af europæiske valutaer med hovedvægt på D-marken, og i dag euroen. Det særlige ved 70’erne var således heller ikke, at man afveg fra fastkurspolitikken, men at man tabte fodfæstet og disciplinen i en tid, hvor man på europæisk plan prøvede at opbygge et nyt valutaregime.
Ifølge Børsen var der en lidt underlig stemning under arrangementet i Eigtveds Pakhus. Med undtagelse af en enkelt amerikansk professor hyldede alle dét, vi i dag forstår ved fastkurspolitikken.
Men der var også en fornemmelse af, at man måske skal gå en anden vej, selv om man ikke kan sige det højt, for i det øjeblik, man siger, at den nuværende kurs til euroen er til diskussion, vil markedet gøre det til en selvopfyldende profeti.
Så – what to do? Økonomen Lars Christensen, der vist selv hælder til at forlade det nuværende regime, har lagt en interessant artikel om det på LinkedIn. Han fremhæver, at alternativet ikke nødvendigvis er at gøre kronen helt fri og lade den daglige kurs mod andre valutaer styre af markedet. Mere oplagt er det, at vi skifter til et mere tidssvarende anker for vores valuta, sådan som Danmark har gjort et antal gange gennem historien.
Mest simpelt kan man f.eks. revaluere kronen med 10-15 pct. i forhold til euroen, og så satse på nye 40 års fred efter det. En løsning à la det taler tre erfarne økonomer for i en kronik i Berlingske. Man kan også gå helt over til euroen. Eller man kan styre efter en kurv af valutaer, hvilket vil gøre det muligt at inddrage dollaren. Eller man kan vælge noget helt fjerde. Det er dette, den nye nationalbankdirektør og den nye finansminister skal diskutere.
Sten Thorup Kristensen
