Vestas købt til Pensionsporteføljen
Som bekendt har AktieUgebrevet hen over sommeren haft shortpositionen Bear Vestas, som vi solgte for nylig med en gevinst på knap 20 %. Vi synes nu, at værdiansættelsen er ved at være i orden, med en pris på tyve gange det forventede overskud næste år. Vores vurdering baserer sig også på, at de europæiske vindmølleproducenter i regnskaberne for 2. kvartal over en bred kam har vist solid ordreindgang. Vi forventer derfor ikke, at Vestas vil skuffe med fremlæggelsen af Q2 regnskabet den 20. august. Korrektionen på de knap 20 % siden toppen fra kurs 300 er sket parallelt med de øvrige europæiske vindmølleproducenter. Der har efter vores opfattelse langt hen ad vejen været tale om gevinsthjemtagning fra de udenlandske finanshuse. Vi bemærker, at de udenlandske finanshuse er ekstremt dominerende i kursdannelsen på Vestas, og det gør kursudviklingen meget uforudsigelig på grund af påvirkning fra algoritmehandlere og kortsigtede spekulationsfonde. Efter kursfald fredag morgen på næsten 5 %, købte vi aktien til Pensionsporteføljen til kurs 234,8 mod lukkekursen i 237,2. Vi har fastsat et stop loss ved brud ned gennem 227, da vi ser risiko for kursfald til ned omkring 200 på grund af stor volatilitet.